21. november 2014 arkiv

Little Richard i tresserne

21. november 2014

Rock’n roll-ikonet Little Richard er nok mest kendt for sine tidlige stilskabende rock’n roll-indspilninger fra 1950’erne. Men han lavede også mere end lytteværdig musik i tresserne. Efter nogle år i sin kristne tros tjeneste vendte Richard i starten af tresserne tilbage til den verdslige musik, og han oplevede blandt andet at være hovednavn ved koncerter med The Beatles og The Rolling Stones som opvarmningsnavne (dog ikke samtidig). Det var før de to bands for alvor brød igennem.

Og så fik Richard pladekontrakt med små stilbevidste pladeselskaber som Vee-Jay Records, der udsendte albummet Little Richard is back, Moderne Records, hvor en række singler blev indspillet uden større succes, og endelig Okeh Records, hvor Richard indspillede to album: The Explosive Little Richard og Little Richard’s Greatest Hits: Recorded Live! Med sidstnævnte album vendte Richard igen tilbage til hitlisterne. Samlet set var tresserne ikke nogen gylden periode for Little Richard – målt i pengestrøm og pladesalg. Men kvaliteten af hans musik fejlede bestemt ikke noget. Blot var der nye strømninger i musikken, der satte dagsordenen, bl.a. soulmusikken fra Motown.

Richards tresserindspilninger er af høj kvalitet og fortjener at blive genopdaget og anerkendt som ligeværdige med halvtredsernes optagelser.

 

Ulf Lundell – 65

21. november 2014

Og i går rundede Sveriges svar på Bob Dylan og Bruce Springsteen – Ulf Lundell – de 65 år. Og lige som forbillederne vil han sikkert fortsætte ufortrødent de kommende år med at skrive vedkommende sange om liv, kærlighed og hvad der eller optager en moderne mand i det 21. århundrede.

Genhør med Mylius og Honeybus

21. november 2014

Helt tilfældigt kom jeg til at lytte til Jørgen de Mylius på radioen i dag, hvor han bl.a. spillede ovenstående hit med den britiske popgruppe Honeybus fra 1968. “I can’t let Maggie go” var gruppen største – og vel eneste – hit. Til gengæld er det et hit, der holder 100% den dag i dag i kraft af en meget smuk melodi.  Til gengæld var det lidt skuffende for en gammel Myliusfan at høre Mylle sludre løs. Var vi virkelig så lette at stille tilfreds dengang tilbage i tresserne? Heldigvis er musikjournalistikken blevet meget mere informativ og lødig siden dengang. Undskyld Mylle…

Han spillede også en af mine andre all time greatest – Canned Heat og deres egentlig meget enkle, men også sublime sang om at forlade byen og tage på landet, “Going up the country”.