24. november 2014 arkiv

Capac anbefaler: Paper Tigers – Head over Heels

24. november 2014

Paper_Tigers_album_cover

Se engang på de fire unge mænd på pladecoveret ovenfor – Nicklas Løvén, Max Hoffmeyer, Linus og Andreas Valdemar! Der er en umiskendelig aura af dazumal over hele iscenesættelsen og attituden. Og det er ingenlunde tilfældigt, for Paper Tigers, som de fire unge gutter kalder sig, albumdebuterer med Head over Heels, der henter den musikalske inspiration i svundne årtier – tresserne og halvfjerdserne – uden at kunne kaldes decideret nostalgisk.

Man skal ikke langt ind i pladens sangskat for at få – i det mindste med mine gamle prøvede ører – flashbacks til såvel den mod-orienterede, hårde britiske rock (fra The Who til The Jam…) med dens skarpe, effektfulde guitarriffs og smældende, tørre trommer – og den melodiøse, vokalstærke beat (ja, sig bare navnet: Beatles…). Takket være producer Søren Andersen og bandet selv har lyden dog fået en mere moderne, “ren” lyd – uden at den gamle analoge sounds organiske præg på nogen måde er forsvundet. Heldigvis. Og tak for det.

Som de gamle forbilleder i tresserne behersker Paper Tigers både de medrivende, snertende rocknumre – som fx “This is not right” og “The Nights are not meat for sleep” – og smørbløde ballader som fx “All inside my mind”, der godt kunne minde om Ray Davies og Kinks i det bløde hjørne. Alle pladens ialt 11 skæringer er skrevet af Paper Tigers, og sangskrivningen er af høj kvalitet. Der er ikke et eneste nummer på denne plade, der ikke vil kunne gøre sig på enhver radioplayliste med respekt for sig selv.

Paper Tigers løfter med denne debutplade på smukkeste vis arven fra de forgangne årtier. Paper Tigers fungerer rigtig godt og harmonisk som band med et smuk, organisk sammenspillet tæt lyd, hvor de enkelte instrumenter står smukt i lydbilledet og sammen med det yderst flotte vokalarbejde udgør en fascinerende og medrivende helhed. En på alle måder overbevisende debut, der bør gøre Paper Tigers til et efterspurgt koncernavn og pladen her til en lige så efterspurgt julegaveidé. Det er en plade lige efter mit hoved og hjerte. Hermed anbefalet.

Paper Tigers. Head over Heels. Produceret af: Søren Andersen og Paper Tigers. Trechoma Records. Udkommer i dag.

 

 

Maskinvåd: Sulten og syg

24. november 2014

Maskinvåd er et af de talentfulde dansksprogede bands, der i disse år beriger den danske rockmusik. De ha det roste debutalbum Giftige Slanger i bagagen og følger den snart op med album nr. 2, der skulle komme til marts på eget pladeforlag osv. Måske kan jeg vende tilbage til den plade til den tid. Hvem ved… Men her er en fin forsmag på, hvad der venter: Sulten og syg.