Helt tilbage i 2008 gjorde Mountain Goats indtryk på denne blogger med deres udgave af melodisk rock. Og det er fortsat aktive og laver stadigvæk rock, der appellerer til et garvet popøre. Og til april kommer bandets nye album Beat the Champ. Den foreløbige sang tyder på, at der kan være noget at se frem til…
Rockens enfant terrible, Pete Doherty, var kæreste med Amy Winehouse engang. Og nu har han lavet en sang dedikeret til hende. Overskuddet fra sangen går til Amy Winehouse Foundations, der hjælper unge misbrugere. Fint initiativ – og sangen er også ok.
“When you start doing these songs, Frank’s got to be on your mind. Because he is the mountain. That’s the mountain you have to climb, even if you only get part of the way there. And it’s hard to find a song he did not do. He’d be the guy you got to check with. People talk about Frank all the time. He had this ability to get inside of the song in a sort of a conversational way. Frank sang to you — not at you. I never wanted to be a singer that sings at somebody. I’ve always wanted to sing to somebody. I myself never bought any Frank Sinatra records back then. But you’d hear him anyway — in a car or a jukebox. Certainly nobody worshipped Sinatra in the ’60s like they did in the ’40s. But he never went away — all those other things that we thought were here to stay, they did go away. But he never did.”
Som bekendt udsender Bob Dylan et album med sine fortolninger af standards. Og Frank Sinatra har været nævnt som en slags inspirationskilde, fordi sangene på pladen også har været fortolket af samme Sinatra. I citatet ovenfor viser Dylan sin respekt for det amerikanske ikon, der har været en del af det musikalske bagland, som Dylan har trukket på. Dylan omtaler ham som et “bjerg”, et stykke natur, man ikke sådan kan komme uden om, hvis man vil synge standards. Sinatra har også været en del af mit musikalske bagtæppe, siden han var en landeplage med “Strangers in the Night”, der i uge 1 af 1966 fik en enkelt uge på ugens Top 20 (til gengæld blev den spillet meget i radioen…). Men sandt at sige har jeg aldrig været vild med Sinatra – selv om jeg godt kan høre, at han er en fin fortolker. Og det har nok noget at gøre med alt det, som Sinatra stod for. Jeg tænker ikke på hans famøse forhold til mafiaen, men hans inkarnation af det etablerede, det bestående. Jeg var mere til rebellerne i amerikansk pop – fra Elvis over Chuck Berry til Willie Nelson.
Jeg har kun hørt lidt at den nye Dylan-plade, og er nok lidt skeptisk. Man kan forvente sig lidt af hvert fra den gamle singer-songwriter. Og det er ikke nyt for ham at fortolke kendte sange. Tænk blot på Selfportrait. Men dybest set foretrækker jeg Dylan, når han selv skriver teksterne og sangene. Det er der, han er dybest i enhver forstand.
