14. februar 2015 arkiv

Dødsfald: Sam Andrew

14. februar 2015

Musikeren, sangeren, sangskriveren m.m. Sam Andrew er død af et hjertetilfælde, 73 år gammel. Han var grundlægger af bandet Big Brother and the Holding Company, der blev berømte, fordi de agerede backingband for Janis Joplin.

Andrew voksede op i en familie, hvor faderens job i den amerikanske hær  førte familien rundt i verden. I tresserne, hvor Andrew forlod high school flyttede familien til Californien. Og den unge Andrew blev en del af San Franciscos blomstrende musikscene i de tidlige tressere. Som mange af sine jævnaldrende var Andrew inspireret af halvtredsernes rock’n roll og bluesen. Og efter et ophold i Paris dannede Andrew Big Brother and the Holding Company sammen med guitaristen Peter Albin. Efterfølgende kom guitaristen James Gurley og trommeslageren Chuck Jones med. Og de debuterede i januar 1966 ved The Trips Festival. Derefter blev bandet husorkester i Avalon Ballroom,og det var medens de optrådte her, at Janis Joplin blev kontaktet, fordi bandet mente, at man savnede en markant forsanger.

I 1968 forlod Andrew og Joplin Big Brother og dannede Kozmic Blues Band, der holdt i ni måneder. Derefter vendte Andrew tilbage til Big Brother, der fortsatte frem til 1972. I 1987 blev gruppen gendannet.

 

 

 

Pippi Langstrømpe – nu uden negerkonge

14. februar 2015

 

Svenskerne fortsætter deres ihærdige forsøg på at udrense racismen af kulturens produkter. I de svenske medier kan man nu læse, at Astrid Lindgrens snart halvfjerdsår gamle fortælling om drengepigen Pippi Langstrømpe vil udkomme i en ny udgave, hvor Pippis far, Pappa Efraim Langstrømpe, ikke længere vil blive omtalt som “negerkonge”, men derimod som “sydhavskonge”. Karin Nyman, Astrid Lindgrens datter, står bag ændringen og forklarer sin holdning og forklarer censuren sådan:

“Jeg voksede op i en anden verden, hvor der kun fandtes hvide mennesker i Sverige og der var langt, langt til andre folkeslag. Senere tænkte jeg i min beskyttede verden, at det der n-ord bare hørte med til historien og kunne blive stående. Men der har jeg ændret holdning nu, for det er desværre et ord, der bruges den dag i dag. Det skader og så kan vi ikke længere have det med i Pippibøgerne”.

Ordet racisme bliv er ikke brugt, men det er det, det handler om. Og logikken er åbenbart, at man ved at ændre bøgernes oprindelige ordlyd kan man forhindre eller hæmme racismen.

Men efter min opfattelse er det også udtryk for en historieforvanskning og -forfalskning. Hvis vi antager, at ordet “negerkonge” er udtryk for racisme, så var forfatteren Astrid Lindgren og mange andre dengang racister. Og jeg tror, det ville være bedre at beholde det oprindelige udtryk i bogen – og så diskutere racismens realitet med de læsende børn, end at foregøgle dem, at historien var en anden, end den faktisk var. Vi løser ikke racismens problem ved at udviske dens historie – men ved netop at få dens historie med og gøre op med den i vores egen racismeplagede nutid.

 

Valentine’s day – today

14. februar 2015

Den amerikanske kulturimperialisme har igen et godt tag i danskerne, der gladeligt punger ud til kort, blomster, chokolade og andre materielle tegn på kærlighed. Den oprindeligt gamle romerske frugtbarhedsfest blev via den katolske kirke afseksualiseret og ophøjet til helligdag, som især amerikanerne har taget til sig og bredt ud over hele det kapitalistiske markeds område.

Helt uden (?) forbindelse markerer vi dagen med et genhør med My Bloody Valentines Loveless.