3. maj 2015 arkiv

Capac anbefaler: Hyld – The Disobedient Victim

3. maj 2015

hyld

Jeg tror ikke, at jeg fornærmer nogen ved at mene, at denne plade har en air af 1970’erne over sig. Jeg skulle ikke lytte ret længe til pladen før denne tanke materialiserede sig i bevidstheden. Og det var ikke kun på grund af den emancipatoriske titel og titelsangens besyngelse af menneskelig frihedstrang: “I’m going to a place where people care/ for one and another/ Free voices fill the air/ Nobody live in despair/ Don’t try to tell me that I’m wrong/ cause deep inside I’m so strong/ Now you’ll have to accept/ I’m gonna sing my song”. Nej, det er også musikken, der henledte mig bevidsthed på det årti. Sangerinde Dorte Hyldstrup og pianist Otto Sidenius har en fortid i det fine halvfjerdserband Caracas (1976-), der opererede i spændingsfeltet mellem jazz, rock, latin, funk, soul m.m. Og der går en tydelige inspiratorisk forbindelse fra Hyld og tilbage til netop halvfjerdsernes forsøg på at fusionere rock med jazz, funk, soul osv.

Men at pladen musikalsk og ideologisk (!) står i gæld til halvfjerdsertidsånden (ja, også tresserne nogle steder – fx i kærlighedsapoteosen “Love leads”) betyder på ingen måde, at det er en umoderne plade. For selvfølgelig er de forgange årtier ikke gået hen over hovedet på Hyld. Det illustreres ganske godt af titelsangen, hvor rapperen AK får lov til at føre sangen up to date med en moderne omgang rap. Men det afsløres også overordnet af, hvad jeg vil beskrive som en modenhed i udtrykket, som nok kun kan tilskrives den erfaring og afklarethed, som alderen giver. Der musiceres let og ubesværet. Det swinger forførende og æggende, og der er noget både for hovedtelefonlytteren og dem, der gerne vil bruge danseskoene. Og Dorthe Hyldstrup, der har skrevet flertallet af sangene og giver navn til bandet, synger med en stemme, der har en dejlig naturlig varme og næsten mærkbar sanselighed, der bæres frem af et lydhørt band og nogle backingsangere, der skaber en smuk, velfungerende, organisk sammenhæng.

For at vende tilbage til udgangspunktet, så er det helt befriende at få en plade i hænderne, som formår at føre ånd og lyd fra en halvfjerdserstrømning op til nutiden og demonstrerer, at der stadigvæk er noget at hente i interferenszonen mellem pop, rock, jazz, latin og andre genrer. Det er en plade, der fortjener mange lyttere – ikke kun blandt dem, der kan huske halvfjerdserne og var med dengang… Hermed anbefalet på det varmeste.

Hyld. The Disobedient Victim. Gateway Music. Udkommer i morgen

 

Capac anbefaler: Modern Boys – Creatures on a lonely planet

3. maj 2015

Electropop, synthpop, technopop. Kært barn har mange navne. Også når vi taler om den musik, der har rødder helt tilbage i tressernes progressive artrock omkring de tyske bands Can og – ikke mindst – Krafwerk. Og som navnene antyder, så er det en musikstil, der har været – til tider skizofrent – spaltet mellem det poppede og dansant og så den mere teknisk og meditativt orienterede. En spaltning man finder hos pionererne i Kraftwerk, der både satte sig på radiohitlisterne og gav plads til fordybelse på deres album og koncerter. Og en spaltning man genfinder i firsernes electrorenæssance fx hos de britiske navne Ultravox, Human League, Soft Cell, OMD, Depeche Mode og Spandau Ballet, der hver på deres måde har forvaltet splittelsen med succes.

Hos det debutrende danske band Modern Boys – bestående af Hansen (synths, programmering) og Andreas Sorgenfrei (sang, synths) – genfinder vi igen den urgamle spaltning som en indre kamp mellem det dansante og radiopoppede og så den anden eftertænksomme fordybelsesside. Og i de ialt 10 sange på pladen lykkes det forbavsende godt at balancere fint mellem de to yderpunkter – endda i de enkelt numre, hvor man næste umærkeligt glider mellem den ene yderlighed og så den anden. Med sange som “Medieval Love”, “Obsession”, “Dark-Dancer” og “Cocky Town” er det en plade, der dyrker tilværelsens mere dunkle sider. Men musikken løfter med sin popdansende side lytteren op af den tendentielle tristesse, samtidig med at musikkens eftertænksomme, eksperimenterende side hele tiden har en tilbagevej til mørket. Det er ikke en endimensionel plade, og det er kunstnerisk godt.

Creatures on a lonely planet er i høj grad en plade, der fungerer som helhed – som album – og fortjener at blive lyttet til som sådan, selv om flere af sangene sagtens kan glide ind i radiokanalernes popplaylister. Hansen og Sorgenfrei har lavet en plade, der fortjener at finde lyttere også uden for genrens faste fankreds (fx undertegnede electroskeptiker…). Hermed varmt anbefalet.

Modern Boys. Creatures on a lonely Planet. Produceret af: Modern Boys. DPA. Udkom den 1. maj.