Som opvarmning til deres forestående turné i United Bluff of America – The Zip Code Tour – gav Stones en minikoncert på Los Angeles’ lille teater Fonda Theater, hvor de – som rygtet har villet vide – spillede hele Sticky Fingers-albummet i dets helhed. Wow – bare man havde været der..
“I’ll never step out of Jerry’s shadow nor he out of mine. People don’t really understand the dynamic we worked in, and perhaps when I get a chance to write a book, I can elucidate on that a bit. We worked together. We worked at mending our efforts.”
Bob Weir til Rolling Stone
Of for os, der fulgte Grateful Dead gennem mange år, er der da heller ikke nogen tvivl om, at Grateful Dead, der planlægger nogle afskedskoncerter for tiden, aldrig vil blive det samme uden Jerry Garcia, og at Garcia og Weir udgjorde bandets svar på Rolling Stones’ Glimmer Twins – to musikalske brødre i ånden.
I nogle af mine seneste pladeomtaler har jeg kredset om jazzen, der altid har været lidt perifer her i bloggen. Ikke, fordi jeg ikke holder af jazz, for det gør jeg bestemt, hvilket mine pladereoler også bærer præg af. Og med Snorre Kirks nye og andet album er der ikke mere kredsen rundt omkring jazzen som katten om den varme grød. For albummet Europa er moderne jazz uden tilsætningsstoffer fra andre genrer.
Snorre Kirk er en ung, men allerede velrenommeret og rost jazz-trommespiller. Og Europa er den “svære” toer for Snorre Kirk. Men at dømme efter pladens musik, så har det været alt andet end svært at lave den. For det lyder legende let og helt ubesværet, når Snorre Kirk folder sig ud sammen med sine bandmedlemmer: Jan Harbeck (tenorsaxofon), Tobias Wirklund (cornet), Oilly Wallace (altsaxofon), Magnus Hjorth (piano) og Lasse Mørch (bas). Snorre Kirk er komponisten og orkesterlederen, men som trommeslager falder han helt naturligt ind i bandsammenhængen, selv om produktionene og miksningen heldigvis lader trommespillet stå markant og tydeligt i det samlede musikalske billede.
Og musikken er meget melodiøs og meget swingende jazz med klare forbindelser tilbage til de bedste og største jazznavne fra Miles Davis til Duke Ellington. Og de tre blæsere spiller med en meget varm og ren tone, der bærer Kirk meget iørefaldende melodier frem med en næsten naturlig lethed. Og de støttes på smukkeste vis af Kirks eget opfindsomme og nuancerede trommespil, Mørcks diskrete og dog markante bas og Hjorths lydhøre, akkompagnerende piano, der nu og da folder sig improviserende ud i små soli.
Europa er en helt igennem professionel plade, der overbeviser om, at Snorre Kirk og hans orkester har meget at byde på og er et argument for, at jazzen stadigvæk lever og har det godt i Danmark, selv om skeptikere mener noget andet. Byd Snorre Kirk og hans fine toer velkommen, hvis du er til jazz – eller måske bare har lyst til at lytte til noget andet… Hermed anbefalet.
Snorre Kirk. Europa. Calibrated Music. Produktion: Snorre Kirk. Udkom den 8. maj
Der er noget gammeldags over denne plade. I i betydningen støvet og forældet, men i den forstand, at pladen dyrker gamle dyder. I en tid, hvor albummet som et særligt medie for kunstnerisk udfoldelse er under pres fra de digitale medier, ikke mindst streamingtjenesternes dyrkelse af det løsrevne pophit, så er det velgørende, at nogen – i dette tifælde guitaristen Jan Lippert og producer og bassist Henrik West – åbenlyst bekender sig til albummet som en sammenhængende værkform, man skal tage alvorlig.
Og det gør de to musikere. Nocturene er et vaskeægte concept-album, der rendyrker conceptets muligheder. Konceptet er, som titlen angiver, nocturnen, altså et musikstykke, der siden Chopins brug af begrebet har stået for musik, der fortaber sig i de stemninger, som natten byder på. Mørke, drømme osv. Nocturen i en moderne udgave, hvor vi musikalsk set befinder os i et felt, hvor jazz møder pop, der møder lidt rock og ikke mindst en masse electronica.
Pladen er ikke alene et conceptalbum. Det er også bygget om efter en særlig logik, der falder i tre dele, hvor første del “Noir” så at sige anslår de temaer, der skal gennemspilles. I anden del “Next” tages temaerne op igen og varieres for til sidst – i tredje del “Fall” – at udsættes for endnu mere variation og uddybning. Undervejs får LIppert og West hjælp af Anna Lidell (sang og electronica), Frank Hasselstrøm (trombone og elektronica) og Rumpistol (electronica).
Det giver for lytten en oplevelse, der kan minde om klassisk musik, men også fx om nogle af halvfjerdsernes mere eksperimenterende, progressive rockplader, hvor der var tid og rum til at arbejde med temaer og improvisation. Og også fra jazzen kan man genkende denne tilgang til musikken. Det er musik, der går mod tidens tendens til fragmentation og konformisme. Musik, der insisterer på musikkens egen tidslighed og logik, så at sige. Og i den forstand er det gammeldags musik, ja anakronistisk. Og det er en lise for sjælen.
Nocturne lader sig som antydet ikke sådan sætte på formel eller kategorisere. Den befinder sig i et krydsfelt mellem genrer med sin egenart og egensindighed og inviterer lytteren til intens lytten – måske ud på natten, hvor roen falder på og den hektiske verden udenfor falder lidt ned. Det er en plade, der inviterer til fordybelse og nærmest meditativ hengivelse.
Lippert/West. Nocturne. Produceret af Lippert og West. Calibrated Music/DME. Udkom den 15. maj
PS. Jeg kan desværre ikke bringe et musikeksempel, men lægger et op, når jeg falder over det.
