27. maj 2015 arkiv

for 40 år siden: Wings – Venus and Mars

27. maj 2015

Ja, i dag er der fire årtier siden, koncertaktuelle Paul McCartney og Wings udsendte deres album Venus and Mars. Den var opfølgeren til gruppens hovedværk Band on the Run og tangerede ikke dette værks popularitet og salgstal. For McCartney forsøgte ikke at lave en Band on the Run nr. 2, men skabte et semi-conceptalbum, hvor både McCartneys udprægede sans for den gode melodi og hans kreativet-eksperimenterende tilbøjelighed fik lov til at komme til udtryk og vikle sig ind i hinanden. Derfor blev det en plade, der ikke overrumpler en som de umiddelbare hits gør, men langsomt kryder ind under huden på en, når man igen og igen lytter til pladen. Og det vil man gøre, når først det går op for en, hvad den rummer af overraskelse og kreative detaljer. Albummet er min personlige favorit i Wings-kataloget – og også en favorit i McCartneys samlede produktioin (inkl. Beatles-perioden). Fordi den i allerhøjeste grad demonstrerer McCartneys højtudviklede musikalitet, der rækker langt ud over det at kunne skrive en god og iørefaldende popsang.

The High Numbers – alias The Who – spiller på The Railway Hotel 1964

27. maj 2015

1964, det år hvor føromtalte Twinkle hittede, var også året, hvor The Who blev the Who og opfandt det destruktive sceneshow, da Pete Townshend ved et uheld kom til at brække det øverste af guitarens gribebrædt af. Det skete i juni måned 1964. Guitarødelæggelsen blev derefter en del af sceneshowet, som – har det vist sig – var en bevidst iscenesættelse (med guitarattrapper), men også et perfomativt udtryk for den til tider destruktive energi, der fik frit løb i beatmusikken.

Twinkle er død, 66 år gammel

27. maj 2015

Twinkle – alias Lynn Annette Ripley – blev sendt op på stjernehimlen, da hun kun 16 år gammel fik lov til at indspille sin egen sang “Terry” om en ung motorcyklist, der kører galt og dør. Altså en slags Grim Reaper-sang i pagt med tressertidsånden.

Selv om sangen var popiørefaldende og smagfuldt indspillet med dyster orgellyd, sørgmodig vokalbacking og hjælp fra bl.a. Jimi Page, så var den moralsk for meget for tressernes bornerte BBC, der bandlyste pladen fra sin sendetid. Men – selvfølgelig – pladen blev alligevel – bla. med assistance fra den kommercielle Radion Caroline, der flittigt lod den snurre på grammofonen -  et mindre hit med en 4. plads på den britiske hitliste – og et langt efterliv på nostalgiske radiostationer, bl.a. hos vores egen Jørgen Mylius. Alle, der lyttede til “Efter skoletid” og andre ungdomspopudsendelser i tresserne, vil sikkert huske “Terry”. Twinkle indspillede flere sange, men ingen af dem blev så populære som “Terry”.

Med til billedet hører også, at Twinkle med sit blonde Twiggy-lignende udseende og sin livsstil var med til at tegne billedet af et tresserliv i overhalingsbanen. Hun var født ind i en velhavende familie, gik i skole med prins Charles’ udkårne Camilla Parker Bowles, kæresterede med Peter “Herman Hermits” Noone, brødrene Paul og Barry Ryan og Brian Jones fra Rolling Stones. Og fotos af hende fra tresserne er ikoniske og er udstillet på National Portrait Gallery i London.

Men hun var også så meget en del af tresserpopånden, at hendes popkarriere ikke rakte ud over den tid og forsøg på at gøre comeback lykkedes ikke rigtig. Hun døde forleden – den 21. maj – efter flere års kamp mod en kræftsygdom.