Med albummet Hand Patrones brager Glumsø-udspringende Blended Brew gennem rockmuren til det store publikum. Og verbet “brager” er valgt med omhu, for gutterne i Blended Brew gør bestemt ingen hemmelighed af, at de elsker og dyrker en uforfalsket, hård rock, der har tydelige rødder i halvfjerdsernes store stadionrockere og også i halvfemsernes genoplivelse af den hårdtslående rock i grungen.
Over tolv fermt skårne sange, der både har fængende melodier og omkvæd, viser Jimmy (Månsson, sang og guitar), Mikkel (Toustrup: guitar og vokal), Lord Sebastian (Beck Groset: piano og orgel), Mads (Bunch Johansen: trommer) og Mathias (Jørgensen: bas og vokal), at de udstået deres læretid på mange spillesteder og lært lektien fra alle de forgængere, de står på skuldrene af. Men Blended Brew viser også, at de sagtens kan står på egne ben, når det gælder smældende, snertende guitarriffs, svedigt orgel og en virkelig sej rytmegruppe af trommer og bas. Og i Jimmy Månsson har de en voksen mandsstemme, der virilt kan brøle og synge – og som undervejs kan få en til at tænke på både en Robert Plant, en Steven Tyler og – i hvert fald i et stille øjeblik – en Jim Morrison.
Blended Brew har måske ikke fundet deres egen stil endnu, hvilket også ville være for meget at forvente på en debutplade. Men de er godt på vej og det er også fornemt og prisværdigt at fremstå som ægte og hjertelige forvaltere af en rocktradition, der i disse tider måske godt kan forekomme en anelse trængt i det store udbud af musik, der falbydes nutidens musikelskere. Blended Brew er et smukt eksempel på, at der stadigvæk er god plads og behov for traditionalister, der kan deres rockhistorie og med kærlighed og personlighed spiller rock, som vor forfædre udi den stil spillede den. Byd Blended Brew velkommen i din pladesamling – og se om du kan finde dem derude i festivalland. Hermed varmt anbefalet.
Blended Brew. Hand Patrones. Producer: Blended Brew og Jakob Winther. Gateway. Er udkommet.
Fra det mørke Atlanta, Georgia, kommer bandet Algiers – bstående af sanger og guitarist Franklin James Fisher, bassist Ryan Mahan og guitarist Lee Tesche. Og de har på deres eponyme debutalbum kogt en sort gumbo af dybtliggende blues- og gospelrødder, social indignation og vrede og punk-post-punk energi. Det svider, brænder og synger i blodet som meget stærk, sort lakrids.
Det er altid glædeligt, når unge danske bands og solister kaster sig ud i tekster på deres eget modersmål, dansk. Engelsksprogede tekster er det nok af, men ikke dansksprogede – efter min beskedne mening.
Og bandprojektet Itvivl – der er centreret om musiker Mads Wæhrens og tekstforfatter Bjørn Friis Thomsen – har gjort det med deres nye album Ophav.
Og Thomsens tekster er tekster, der hæver sig over det jævne. Det kan illustreres med pladens allerførste sang “Din mund”: “Jeg blinker, som faste spisesteder fandtes/går i snette, der afslører, at mine ben/ går udad i fodspor og senere/ går jeg på røven over det, du sagde/ over hele kroppen/ dun mund i dine ord./”. Sproget er ligefremt og mundret, men små forskydninger – mellem iagttagelser, i tid osv. – gør at sproget tilføres poetisk energi. Helt tydeligt bliver det i den lille titelsang “Ophav”: ” Jeg er fjern i blikket/eller et landskab og kører/ igennem mig selv i en bus./ Jeg kender ingen i dette ophav/hvor alt burde være døre./ Jeg hilser mig selv velkommen/ tilage med samme venlighed/ som når man flår nogens arm af.” Her grænser betydningsforskydninger op til det absurde, og titlen får en anden betydning, end den man måske er tilbøjelig til at tilskrive den. Thomsens tekster har en poetisk kvalitet og inviterer lytteren til ikke bare at lytte, men faktisk til at læse med. Derfor er det en fordel at have teksterne ved hånden (hvilket man har, hvis man får fat i vinyludgaven, hvor teksterne er trykt på inderposen.).
Musikken, som Mads Wæhrens står for, passer fornemt til de til tider næsten kryptiske tekster med sin særlige legering af progressiv rock, dansant elektropop og eksperimenterende electronica, der giver associationer tilbage til de store navne inden for den genre – helt tilbage til de tyske forfædre. Sammen med Oliver Hoiness (guitar, bas, tangenter), Sanne Dasseville (keyboards, kor, ukulele, modularsystem, klokkespil), Jeppe Højgaard (saxofon, keyboard), Magnus Jochumsen (slagtøj) og Bjørn Fris Thomsen (oplæsning) har duoen fået skabet et på samme tid åbent og dog klart afgrænset lydunivers om de poetiske tekster.
Ophav er uden tvivl en af de mere interessante danske udgivelser inden for de seneste mange måneder. En udgivelse, der ikke mindst tekstligt, men bestemt også musikalsk, skiller sig flot ud fra den store mængde og giver løfter om større bedrifter fremover. Hermed varmt anbefalet.
“I think one of the things [I liked was] how different it was to other music I was listening to. The spoken, really casual verses probably inspired me a little bit, because I never sang in front of anyone until I was nineteenish. When I was doing my first shows, I always just played guitar, and I was always just so frightened by the idea of what a good singer should be and how they should sound. When I slowly started hearing other stuff like [‘Once In A Lifetime’]… I love [David Byrne’s] voice. It just kind of opened up. You can just naturally do what comes out your mouth and out of your brain and it’s probably 50 times better than the person with amazing skills.”
Courtney Barnett om Talking Heads og deres betydning (fra et radiointerview på NPR)
Ja, i dag er det nøjagtig 40 år siden dobbeltalbummet The Basement Tapes blev udsendt. Et legendarisk og myteomspundet album, der dokumenter samarbejdet mellem Dylan og The Band omkring 1967. The Band havde under navnet The Hawks været Dylans backinggruppe i en periode op til hans famøse og mytologiske motorcykelulykke, der for en tid satte ham ud af mediernes søgelys – og i stedet resulterede i i omegnen af 100 numre, der blev indspillet hjemme hos Dylan i Woodstock sammen med The Band. I mange år var disse optagelser efterspurgte bootlegoptagelser og først for ganske nylig er den fuldstændige version udkommet som et bokssæt. Værd af vente på for dylanologer og Dylan-fans i almindelighed. Stilistisk set er The Basement Tapes en milepæl i udviklingen af den eklektiske genre, vi kalder for “americana”, hvor alskens elementer fra den folkelige amerikanske musiktradition løber sammen på et utal af måder. Og dermed var The Basement Tapes også med til at forvandle rockmusikkens landkort for altid.
Jeg er et fjols til at gå i biografen for tiden. Og det betyder, at jeg går glip af store filmoplevelser. Således havde jeg planer om at se min yndlingsinstruktør Mike Leighs seneste værk Mr. Turner – om maleren J.M.W Turner (1775-1851) – i forvisning om, at hvis nogen i denne verden kunne lave en film om en maler, så måtte det være Mr. Leigh. Men jeg nåede det ikke, inden den var pillet af lærredet i de lokale biografer.
Og så der jo kun the next best thing: DVD-, Blue Ray-teknologien og on-line-streamingen. Og da jeg for nylig har erhvervet mig muligheden for sidstnævnte, så blev det pludselig muligt at se Mr. Turner i HD-kvalitet. Og som sagt så gjort.
Og filmen lever helt op til mine allerhøjeste forventninger. Men den imposante skuespiller Timothy Spall (kendt fra flere nyere fantasyfilm blandt andet) i sin vel nok største og mest overbevisende rolle som Turner fortæller Leigh i sit helt eget sprog historien om denne berømte malers liv, levned og død. Og typisk for Leigh, så vælger han ikke de nemme løsninger. Vi får således ikke en kunsthistorisk tilgang, hvor hovedvægten er lagt på det, der foregår ved lærredet, men snarere et decentreret perspektiv – rettet mod alt der, der fører frem til penselstrøgene.
Truner fremstilles som en kunstner par excellence. En mand, der – ikke uden en klar parallel til Leigh selv – tydeligvis lever og ånder (for) sin kunst. De mennesker, han omgås, spiller en yderst perifer rolle. Lige fra husbestyrerinden, der sørger for at Turner opretholder livet – og står model til et enkelt samleje, til ex-konen og døtrene, hvis besøg Turner kun modvilligt accepterer. Ikke engang et nyt barnebarn og en af døtrene for tidlige bortgang synes at bekymre ham. Den eneste figur han har en vis nærhedsrelation til er faderen, der bor hos Turner og arbejder for ham – køber materialer og mad, barberer ham og så videre. Og så den enke, han sidst i livet vælger at leve sammen med.
Nej, det er kunsten, livet gælder. Og i en fin scene afslører Turner, hvor meget kunsten virkelig betyder for ham. En industrimand opsøger ham og kigger på hans billeder – og vil købe dem alle sammen for 120.000 £ (rigtig mange penge dengang…). Manden har skabt sin formue ved at sælge pennespidser og vil forsøde sit liv ved at købe noget, han kan lide. Og han kan lide Turners malerier. Men – Turner afviser blankt tilbuddet – for han vil donere sit værk til det britiske folk, der skal kunne nyde billederne uden at betale for det. Og sådan tænker en idealist. Turner er idealist, når det kommer til værket.
Ellers følger vi Turner, der bruger meget af sit aktive liv til at hente inspiration fra rejser og ture, hvor han med sine skitsebøger indfanger alle de detaljer, der skal indgå i billederne. Han går endog så langt som til at lade sig binde i masten på et skib for at kunne opleve vejrliget. Selv på et bordelbesøg, hvor han deler værelse med en ung prostitueret, bruger han tiden på at male hende liggende på sengen – og på at bryde ud i gråd, der nok er udløst af den store æstetiske oplevelse, han har ved at skitsere pigens krop. Han har et eminent blik for det æstetiske. Det illustreres også af en lille scene, hvor han sidder i stuen hos den kvinde, han lejer et værelse af og som han siden flytter sammen med. Og han komplimenterer hende for hendes dybe skønhed og sammenligner buen på hendes næse med den tilsvarende bue på en klasisk statue. I små scener og momenter i filmen viser Leigh, at Turners blik på virkeligheden er den inkarnerede kunstners blik. Og det styrer ham hele vejen gennem livet.
Og Leigh fortæller historien på sin egen utvungne facon, hvor man ikke fornemmer nogen præmis eller noget stramt defineret plot. Og i et smukt farvevalg, der både indfanger tiden og noget af tonen i Turners malerier, som man for det meste kun ser på afstand.
Timothy Spall spiller Turner så overbevisende, at man forledes til at tro, at sådan må Turner have været og set ud. Og han får smukt modspil af de mange andre figurer i filmen, der helt lever op til britisk teater- og filmkunsts høje niveau for skuespilpræstation. Med Mr. Turner har Mike Leigh ikke blot leveret en værdig opfølger til mesterværket Another Year , men endnu et mesterværk i sin helt egen ret. Og har endnu engang demonstreret, at han hører til den lille udvalgte skare af unikke filminstruktører, der ikke lader sig drukne i filmindustriens kommercialisme og holder den kunstneriske fane så højt som muligt. Hvis man elsker film – filmkunst – er denne film ikke til at komme uden om.
Blind høne finder også et korn, siger en gammel talemåde. Og det gælder også for Danmarks Radio og musikken på tv. Den seneste tid har den gamle statsradiofoni faktisk leveret noget til øjet og øret i form af musikindslag. Koncertoptagelser, musikfilm osv. Og på fredag – og kommende fredage – har DR valgt at gøre noget ved The King – alias Elvis Presley – der er blevet pudset af til lejligheden. Og det passer jo en gammel fan som mig rigtig godt.
På fredag har man – uvist af hvilken årsag – valgt at lægge ud med filmen Blue Hawaii fra 1961. Bestemt ikke en af de allerdårligste fra Elvis’ famøse tresserperiode, hvor filmindspilninger var et must for ham og obersten. Og filmen byder da også på et par lytteværdige sange fra Elvis: titelnummeret, “Can’t help falling in love” og “Rock-a-hula baby”. Ikke cremen af mandens indspilninger, men i hans tilfælde kan mindre sagtens gøre det. Nye fans kan begynde her.
“Folk vil høre om kærlighed” synger Neil Young på sin nye plade, hvor det handler om at forholde sig kritisk til verdens skæve gang med udbytning af naturen, økonomisk grådighed osv. Men på Ulvetimens nye album Indtag natten får folk det, de efterlyser – sange om kærlighed. Men det er ikke – med Paul McCartneys formulering – silly lovesongs, vi finder på pladen. Snarere er det sange om kærlighed i en dansk tradition, der går tilbage til salmedigteren Kingo (og sikkert længere tilbage endnu). En tradition, hvor ‘sorrig og glæde vandrer til hobe’, hvor livets modsætninger og dobbeltheder spiller deres spil og sætter menneskene på prøve.
På Indtag Natten hersker mørket sammen med lyset, melankolien sammen med letheden osv. Som i sangen “Ulvetimen”, der sætter ord på de følelsesmæssige ambivalenser: “Når du ser ud står verden stille,/ Når de ser ind er kaos hjemve./Og i morgen der går solen ned igen,/ Men i morgen har du stadig intet hjem“. Og helt tydeligt bliver det ambivalente og tendentielt dunkle livssyn i sangen “Vi dør alene”, der – hvis jeg ellers har forstået sangen ret – er en sang om et kærlighesforholds ophør og den erkendelse, der kommer ud af det: “Vi må vågne/ Drømmen er knust,/ Drømmen er knust…/Starte forfra,/ I drømmenes hus/ Drømmenes hus.”. Et memento mori – blandt andre.
Sangskriver Kristian Kjærulff Ravn skriver sange, der kredser om livets dobbeltbundethed. Og han gør det på et dansk, der på den ene side er ligefrem og mundret, og på den anden side har lyriske kvaliteter, der netop peger tilbage på den tradition, der er i dansk litteratur for den slags tekster. Jeg har set, at Ravn bl.a. bliver sammenlignet med Nick Cave. Og det er da også rigtigt, at man kan finde udenlandske paralleller til Ravns sangskrivning. Der kunne også høres elementer af Leonard Cohen og Tom Waits, hvis man vil følge det associationspor. Men – som antydet – så fornemmer jeg først og fremmest en dansk tone af alvor, melankoli og tristesse i disse tekster. Og det er jo en oplagt kvalitet i dansk populærmusik.
Musikken på pladen bevæger sig i et spektrum, der omfatter tilbagelænet rock og folk. Og musikken, der er iørefaldende uden at blive pop, passer som fod i hose til det sammenhængende tekstunivers, der bygges op på Indtag natten. Og samlet set er albummet en plade, der skiller sig ud fra mængden af plader, der udkommer i år, ved sin tekstmæssige konsekvens og kompromisløshed. Hermed anbefalet.
Ulvetimen. Indtag Natten. Producer: Kristian Kjærulff Ravn og Nikolaj Nørlund. DME. Udkom i går
Ja, det måtte jo ske før eller siden – at David Bowie også blev grebet af boksomanien. I første omgang gælder det perioden 1969-1973, der udkommer i et sæt på hhv. 12 CD’er og 13 vinyler. Selv om det meste er kendt for Bowie-kendere, så er der dog noget af interesse, nemlig dobbeltopsamlingen Re:Call 1, der består af numre fra singler (A- og B-sider) og ikke tidligere udgivet materiale. Boksen kommer til september og er tænkt som den første i rækken. Bowie i boksen.
David Bowie (AKA Space Oddity) The Man Who Sold the World Hunky Dory The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars Aladdin Sane PinUps Live Santa Monica ’72 Ziggy Stardust: The Motion Picture Soundtrack Re:Call 1 – The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (2003 mix) Re:Call 2
The tracklisting for Re:Call 2 is: CD1 Space Oddity (original UK mono single edit) Wild Eyed Boy from Freecloud (original UK mono single version) Ragazzo Solo, Ragazza Sola The Prettiest Star (original mono single version) Conversation Piece Memory of a Free Festival (Part 1) Memory of a Free Festival (Part 2) All the Madmen (mono single edit) Janine Holy Holy (original mono single version) Moonage Daydream (the Arnold Corns single version) Hang on to Yourself (the Arnold Corns single version)
CD 2 Changes (mono single version) Andy Warhol (mono single version) Starman (original single mix) John, I’m Only Dancing (original single version) The Jean Genie (original single mix) Drive-in Saturday (German single edit) Round and Round John, I’m Only Dancing (sax version) Time (US single edit) Amsterdam Holy Holy (Spiders version) Velvet Goldmine
London-kvartetten Wolf Alices debutalbum My lvoe is cool, der udkommer i dag, har været ventet af mange. For bandet er allerede for længst blevet hype. Ud over at de har optrådt herhjemme for nylig har de fire – Ellie Rowsell, Joff Oddie, Joel Amey og Theo Ellis – gjort sig bemærket med et par EP’er, bla. a. Creature Songs (2014), og diverse lovprisninger og udmærkelser i internationale musikmedier.
Og albummet har dag også været ventetiden værd. Hvis man sætter pris på den lidt uhåndgribelige og uhåndterlige genrebetegnelse indierock, så leverer Wolf Alice med det nye album et godt bud på, hvordan indierocken kan lyde anno 2015. Med 12 sange, der hver for sig har kvaliteter til at brænde sig godt og grundigt fast i hjernens erindringslag, demonstrerer Wolf Alice, at de forpligter sig på indierockens fornemmelse for den gode popmelodi og kan levere den. Dernæst viser gruppen, at de ved hvilke skuldre de står på. Her er mindelser af såvel The Stone Roses (fx “Giant Peach”), Blur, moderne folk (“Turn to dust”) og den uudryddelige punk-garage-rock, der igen og igen stikker sit beskidte fjæs frem.
Ellers udmærker Alice Wolf sig ved Ellie Rowsells skolepigekønne, men også sensuelle stemme, der er det soniske centrum på de tolv sange, hvor hun behersker både det blide og det rå.
My love is cool er et klassisk debutalbum i den forstand, at det lader gruppens inspirationsbaggrund skinne tydeligt igennem, hvorfor gruppens egen stil måske heller ikke helt er faldet på plads endnu, selv om den tydeligvis er i støbeskeen. Sagt på en anden måde, så er albummet en plade, der rummer løfter om endnu større bedrifter på kommende plade. Talent i svøb, der blot skal modnes lidt. Så er den der. Hermed anbefalet.
Wolf Alice. My love is cool. Dirty Hit Records. Udkommer i dag.
Lyden er ikke til at tage fejl af. Neil Youngs stemme brænder af indignation og kærlighed over de tunge, rockende guitarer. Omsider er Young 36. plade sluppet fri og kan lyttes til i sin helhed lige her. Med sine klart-globalpolitiske budskaber vil pladen sikkert skille vandene. Her er tilsyneladende langt til den lyriske Young på Harvest og rockeren Rust never sleeps. Men – nej – det er der faktisk ikke. Man kan sagtens høre både lyrikeren og betonrockeren på denne plade. Endnu en vedkommende plade fra en af rockens store.
Den må have gravet sig godt og grundigt ned i mine hjernecellers forbindelseslinjer. The Left Banks flotte popsang “Walk away Rene”. Pludselig tog den over i min bevidsthed og ville ikke sådan lige give sliip. Og det er helt ok. For det er en dejlig sang – stadigæk. Her skal I får den i en kraftfuld Motown-udgave med Four Tops.
Lige før Danmark blev slået 3-0 af Tyskland i EM-turneringen for U21-landshold, nåede jeg at se noget af den uopslidelige musikfilm Blues Brothers, og måtte endnu engang er kende, at musikken i den film holder den i live og får den til at bære alderen med værdighed. Jeg landede lige i den scene, hvor de to bluesbrødre ser “lyset” (The Band!) i kirken hos præst James Brown og hans løsslupne menighed. Det var DR3, der i al ubemærkethed genudsendte denne fine musikfilm. Og tak for det…
Skilsmisser kan få det værste frem i mennesker – og gør det ret ofte. I Ulf Lundells tilfælde resulterede en skilsmisse i en flot plade, dobbeltalbummet Den vassa eggen (1985). Men nu har han også brændt fingrene ved at gå ind i en polemik med sin egen datter Sanna. Datteren har skrevet en bog Djävulsdansen – bli fri från medberoende, hvor hun kritiserer farmand for at forlade familien. Og på sin egen blog har Ulf så taget til genmæle – uden i øvrigt at have læst bogen (eller have til hensigt at gøre det nogensiden…). Og balladen er – selvfølgelig – hvirvlet op i de svenske medier, der akkurat som de danske elsker at snage i folks privatliv.
Og måske har Lundell allerede læst noget. En påtænkt bog, der skulle give Ulfs version af skilsmissen, er skrinlagt og han tilføjer: “Jeg burde måske gå til en terapeut og lade mig behandle for den posttraumatiske stress, som jeg bærer på, forårsaget af den der periode”. Nej, skilsmisser er ikke for begyndere – og bliver sagen først genstand for overfladiske, historieløse mediers graven og granskning, så går det som oftest helt galt…
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger