juni 2015 arkiv

Capac anbefaler: Blended Brew – Hand Patrones

30. juni 2015

blended

Med albummet Hand Patrones brager Glumsø-udspringende Blended Brew gennem rockmuren til det store publikum. Og verbet “brager” er valgt med omhu, for gutterne i Blended Brew gør bestemt ingen hemmelighed af, at de elsker og dyrker en uforfalsket, hård rock, der har tydelige rødder i halvfjerdsernes store stadionrockere og også i halvfemsernes genoplivelse af den hårdtslående rock i grungen.

Over tolv fermt skårne sange, der både har fængende melodier og omkvæd, viser Jimmy (Månsson, sang og guitar), Mikkel (Toustrup: guitar og vokal), Lord Sebastian (Beck Groset: piano og orgel), Mads (Bunch Johansen: trommer) og Mathias (Jørgensen: bas og vokal), at de udstået deres læretid på mange spillesteder og lært lektien fra alle de forgængere, de står på skuldrene af. Men Blended Brew viser også, at de sagtens kan står på egne ben, når det gælder smældende, snertende guitarriffs, svedigt orgel og en virkelig sej rytmegruppe af trommer og bas. Og i Jimmy Månsson har de en voksen mandsstemme, der virilt kan brøle og synge – og som undervejs kan få en til at tænke på både en Robert Plant, en Steven Tyler og – i hvert fald i et stille øjeblik – en Jim Morrison.

Blended Brew har måske ikke fundet deres egen stil endnu, hvilket også ville være for meget at forvente på en debutplade. Men de er godt på vej og det er også fornemt og prisværdigt at fremstå som ægte og hjertelige forvaltere af en rocktradition, der i disse tider måske godt kan forekomme en anelse trængt i det store udbud af musik, der falbydes nutidens musikelskere. Blended Brew er et smukt eksempel på, at der stadigvæk er god plads og behov for traditionalister, der kan deres rockhistorie og med kærlighed og personlighed spiller rock, som vor forfædre udi den stil spillede den. Byd Blended Brew velkommen i din pladesamling – og se om du kan finde dem derude i festivalland. Hermed varmt anbefalet.

Blended Brew. Hand Patrones. Producer: Blended Brew og Jakob Winther. Gateway. Er udkommet.

 

Algiers – som stærk sort lakrids

29. juni 2015

Fra det mørke Atlanta, Georgia, kommer bandet  Algiers – bstående af sanger og guitarist Franklin James Fisher, bassist Ryan Mahan og guitarist Lee Tesche. Og de har på deres eponyme debutalbum kogt en sort gumbo af dybtliggende blues- og gospelrødder, social indignation og vrede og punk-post-punk energi. Det svider, brænder og synger i blodet som meget stærk, sort lakrids.

Capac anbefaler: Itvivl – Ophav

28. juni 2015

Det er altid glædeligt, når unge danske bands og solister kaster sig ud i tekster på deres eget modersmål, dansk. Engelsksprogede tekster er det nok af, men ikke dansksprogede – efter min beskedne mening.

Og bandprojektet Itvivl – der er centreret om musiker Mads Wæhrens og tekstforfatter Bjørn Friis Thomsen – har gjort det med deres nye album Ophav.

Og Thomsens tekster er tekster, der hæver sig over det jævne. Det kan illustreres med pladens allerførste sang “Din mund”: “Jeg blinker, som faste spisesteder fandtes/går i snette, der afslører, at mine ben/ går udad i fodspor og senere/ går jeg på røven over det, du sagde/ over hele kroppen/ dun mund i dine ord./”. Sproget er ligefremt og mundret, men små forskydninger – mellem iagttagelser, i tid osv. – gør at sproget tilføres poetisk energi. Helt tydeligt bliver det i den lille titelsang “Ophav”: ” Jeg er fjern i blikket/eller et landskab og kører/ igennem mig selv i en bus./ Jeg kender ingen i dette ophav/hvor alt burde være døre./ Jeg hilser mig selv velkommen/ tilage med samme venlighed/ som når man flår nogens arm af.” Her grænser betydningsforskydninger op til det absurde, og titlen får en anden betydning, end den man måske er tilbøjelig til at tilskrive den. Thomsens tekster har en poetisk kvalitet og inviterer lytteren til ikke bare at lytte, men faktisk til at læse med. Derfor er det en fordel at have teksterne ved hånden (hvilket man har, hvis man får fat i vinyludgaven, hvor teksterne er trykt på inderposen.).

Musikken, som Mads Wæhrens står for, passer fornemt til de til tider næsten kryptiske tekster med sin særlige legering af progressiv rock, dansant elektropop og eksperimenterende electronica, der giver associationer tilbage til de store navne inden for den genre – helt tilbage til de tyske forfædre. Sammen med Oliver Hoiness (guitar, bas, tangenter), Sanne Dasseville (keyboards, kor, ukulele, modularsystem, klokkespil), Jeppe Højgaard (saxofon, keyboard), Magnus Jochumsen (slagtøj) og Bjørn Fris Thomsen (oplæsning) har duoen fået skabet et på samme tid åbent og dog klart afgrænset lydunivers om de poetiske tekster.

Ophav er uden tvivl en af de mere interessante danske udgivelser inden for de seneste mange måneder. En udgivelse, der ikke mindst tekstligt, men bestemt også musikalsk, skiller sig flot ud fra den store mængde og giver løfter om større bedrifter fremover. Hermed varmt anbefalet.

Dagens citat – om Talking Heads

27. juni 2015

“I think one of the things [I liked was] how different it was to other music I was listening to. The spoken, really casual verses probably inspired me a little bit, because I never sang in front of anyone until I was nineteenish. When I was doing my first shows, I always just played guitar, and I was always just so frightened by the idea of what a good singer should be and how they should sound. When I slowly started hearing other stuff like [‘Once In A Lifetime’]… I love [David Byrne’s] voice. It just kind of opened up. You can just naturally do what comes out your mouth and out of your brain and it’s probably 50 times better than the person with amazing skills.”

Courtney Barnett om Talking Heads og deres betydning (fra et radiointerview på NPR)

 

40 år: The Basement Tapes – Bob Dylan & the Band

26. juni 2015

1782407_792329827554831_6049797949712978523_o

Ja, i dag er det nøjagtig 40 år siden dobbeltalbummet The Basement Tapes blev udsendt. Et legendarisk og myteomspundet album, der dokumenter samarbejdet mellem Dylan og The Band omkring 1967. The Band havde under navnet The Hawks været Dylans backinggruppe i en periode op til hans famøse og mytologiske motorcykelulykke, der for en tid satte ham ud af mediernes søgelys – og i stedet resulterede i i omegnen af 100 numre, der blev indspillet hjemme hos Dylan i Woodstock sammen med The Band. I mange år var disse optagelser efterspurgte bootlegoptagelser og først for ganske nylig er den fuldstændige version udkommet som et bokssæt. Værd af vente på for dylanologer og Dylan-fans i almindelighed. Stilistisk set er The Basement Tapes en milepæl i udviklingen af den eklektiske genre, vi kalder for “americana”, hvor alskens elementer fra den folkelige amerikanske musiktradition løber sammen på et utal af måder. Og dermed var The Basement Tapes også med til at forvandle rockmusikkens landkort for altid.

Gårsdagens filmoplevelse: Mr. Turner (Mike Leigh)

25. juni 2015

Jeg er et fjols til at gå i biografen for tiden. Og det betyder, at jeg går glip af store filmoplevelser. Således havde jeg planer om at se min yndlingsinstruktør Mike Leighs seneste værk Mr. Turner – om maleren J.M.W Turner (1775-1851) – i forvisning om, at hvis nogen i denne verden kunne lave en film om en maler, så måtte det være Mr. Leigh. Men jeg nåede det ikke, inden den var pillet af lærredet i de lokale biografer.

Og så der jo kun the next best thing: DVD-, Blue Ray-teknologien og on-line-streamingen. Og da jeg for nylig har erhvervet mig muligheden for sidstnævnte, så blev det pludselig muligt at se Mr. Turner i HD-kvalitet. Og som sagt så gjort.

Og filmen lever helt op til mine allerhøjeste forventninger. Men den imposante skuespiller Timothy Spall (kendt fra flere nyere fantasyfilm blandt andet) i sin vel nok største og mest overbevisende rolle som Turner fortæller Leigh i sit helt eget sprog historien om denne berømte malers liv, levned og død. Og typisk for Leigh, så vælger han ikke de nemme løsninger. Vi får således ikke en kunsthistorisk tilgang, hvor hovedvægten er lagt på det, der foregår ved lærredet, men snarere et decentreret perspektiv – rettet mod alt der, der fører frem til penselstrøgene.

Truner fremstilles som en kunstner par excellence. En mand, der – ikke uden en klar parallel til Leigh selv – tydeligvis lever og ånder (for) sin kunst. De mennesker, han omgås, spiller en yderst perifer rolle. Lige fra husbestyrerinden, der sørger for at Turner opretholder livet – og står model til et enkelt samleje, til ex-konen og døtrene, hvis besøg Turner kun modvilligt accepterer. Ikke engang et nyt barnebarn og en af døtrene for tidlige bortgang synes at bekymre ham. Den eneste figur han har en vis nærhedsrelation til er faderen, der bor hos Turner og arbejder for ham – køber materialer og mad, barberer ham og så videre. Og så den enke, han sidst i livet vælger at leve sammen med.

Nej, det er kunsten, livet gælder. Og i en fin scene afslører Turner, hvor meget kunsten virkelig betyder for ham. En industrimand opsøger ham og kigger på hans billeder – og vil købe dem alle sammen for 120.000 £ (rigtig mange penge dengang…). Manden har skabt sin formue ved at sælge pennespidser og vil forsøde sit liv ved at købe noget, han kan lide. Og han kan lide Turners malerier. Men – Turner afviser blankt tilbuddet – for han vil donere sit værk til det britiske folk, der skal kunne nyde billederne uden at betale for det. Og sådan tænker en idealist. Turner er idealist, når det kommer til værket.

Ellers følger vi Turner, der bruger meget af sit aktive liv til at hente inspiration fra rejser og ture, hvor han med sine skitsebøger indfanger alle de detaljer, der skal indgå i billederne. Han går endog så langt som til at lade sig binde i masten på et skib for at kunne opleve vejrliget. Selv på et bordelbesøg, hvor han deler værelse med en ung prostitueret, bruger han tiden på at male hende liggende på sengen – og på at bryde ud i gråd, der nok er udløst af den store æstetiske oplevelse, han har ved at skitsere pigens krop. Han har et eminent blik for det æstetiske. Det illustreres også af en lille scene, hvor han sidder i stuen hos den kvinde, han lejer et værelse af og som han siden flytter sammen med. Og han komplimenterer hende for hendes dybe skønhed og sammenligner buen på hendes næse med den tilsvarende bue på en klasisk statue. I små scener og momenter i filmen viser Leigh, at Turners blik på virkeligheden er den inkarnerede kunstners blik. Og det styrer ham hele vejen gennem livet.

Og Leigh fortæller historien på sin egen utvungne facon, hvor man ikke fornemmer nogen præmis eller noget stramt defineret plot. Og i et smukt farvevalg, der både indfanger tiden og noget af tonen i Turners malerier, som man for det meste kun ser på afstand.

Timothy Spall spiller Turner så overbevisende, at man forledes til at tro, at sådan må Turner have været og set ud. Og han får smukt modspil af de mange andre figurer i filmen, der helt lever op til britisk teater- og filmkunsts høje niveau for skuespilpræstation. Med Mr. Turner har Mike Leigh ikke blot leveret en værdig opfølger til mesterværket Another Year , men endnu et mesterværk i sin helt egen ret. Og har endnu engang demonstreret, at han hører til den lille udvalgte skare af unikke filminstruktører, der ikke lader sig drukne i filmindustriens kommercialisme og holder den kunstneriske fane så højt som muligt. Hvis man elsker film – filmkunst – er denne film ikke til at komme uden om.

Â

Riding with the King: Elvis på skærmen

24. juni 2015

Blind høne finder også et korn, siger en gammel talemåde. Og det gælder også for Danmarks Radio og musikken på tv. Den seneste tid har den gamle statsradiofoni faktisk leveret noget til øjet og øret i form af musikindslag. Koncertoptagelser, musikfilm osv. Og på fredag – og kommende fredage – har DR valgt at gøre noget ved The King – alias Elvis Presley – der er blevet pudset af til lejligheden. Og det passer jo en gammel fan som mig rigtig godt.

På fredag har man – uvist af hvilken årsag – valgt at lægge ud med filmen Blue Hawaii fra 1961. Bestemt ikke en af de allerdårligste fra Elvis’ famøse tresserperiode, hvor filmindspilninger var et must for ham og obersten. Og filmen byder da også på et par lytteværdige sange fra Elvis: titelnummeret, “Can’t help falling in love” og “Rock-a-hula baby”. Ikke cremen af mandens indspilninger, men i hans tilfælde kan mindre sagtens gøre det. Nye fans kan begynde her.

Capac anbefaler: Ulvetimen – Indtag natten

23. juni 2015

Front Vinyl

“Folk vil høre om kærlighed” synger Neil Young på sin nye plade, hvor det handler om at forholde sig kritisk til verdens skæve gang med udbytning af naturen, økonomisk grådighed osv. Men på Ulvetimens nye album Indtag natten får folk det, de efterlyser – sange om kærlighed. Men det er ikke – med Paul McCartneys formulering – silly lovesongs, vi finder på pladen. Snarere er det sange om kærlighed i en dansk tradition, der går tilbage til salmedigteren Kingo (og sikkert længere tilbage endnu). En tradition, hvor ‘sorrig og glæde vandrer til hobe’, hvor livets modsætninger og dobbeltheder spiller deres spil og sætter menneskene på prøve.

Indtag Natten hersker mørket sammen med lyset, melankolien sammen med letheden osv. Som i sangen “Ulvetimen”, der sætter ord på de følelsesmæssige ambivalenser: “Når du ser ud står verden stille,/ Når de ser ind er kaos hjemve./Og i morgen der går solen ned igen,/ Men i morgen har du stadig intet hjem“. Og helt tydeligt bliver det ambivalente og tendentielt dunkle livssyn i sangen “Vi dør alene”, der – hvis jeg ellers har forstået sangen ret – er en sang om et kærlighesforholds ophør og den erkendelse, der kommer ud af det: “Vi må vågne/ Drømmen er knust,/ Drømmen er knust…/Starte forfra,/  I drømmenes hus/ Drømmenes hus.”.  Et memento mori – blandt andre.

Sangskriver Kristian Kjærulff Ravn skriver sange, der kredser om livets dobbeltbundethed. Og han gør det på et dansk, der på den ene side er ligefrem og mundret, og på den anden side har lyriske kvaliteter, der netop peger tilbage på den tradition, der er i dansk litteratur for den slags tekster. Jeg har set, at Ravn bl.a. bliver sammenlignet med Nick Cave. Og det er da også rigtigt, at man kan finde udenlandske paralleller til Ravns sangskrivning. Der kunne også høres elementer af Leonard Cohen og Tom Waits, hvis man vil følge det associationspor. Men – som antydet – så fornemmer jeg først og fremmest en dansk tone af alvor, melankoli og tristesse i disse tekster. Og det er jo en oplagt kvalitet i dansk populærmusik.

Musikken på pladen bevæger sig i et spektrum, der omfatter tilbagelænet rock og folk. Og musikken, der er iørefaldende uden at blive pop, passer som fod i hose til det sammenhængende tekstunivers, der bygges op på Indtag natten. Og samlet set er albummet en plade, der skiller sig ud fra mængden af plader, der udkommer i år, ved sin tekstmæssige konsekvens og kompromisløshed. Hermed anbefalet.

Ulvetimen. Indtag Natten. Producer: Kristian Kjærulff Ravn og Nikolaj Nørlund. DME. Udkom i går

 

David Bowie i boksen

23. juni 2015

fiveyears2-480x480

Ja, det måtte jo ske før eller siden – at David Bowie også blev grebet af boksomanien. I første omgang gælder det perioden 1969-1973, der udkommer i et sæt på hhv. 12 CD’er og 13 vinyler. Selv om det meste er kendt for Bowie-kendere, så er der dog noget af interesse, nemlig dobbeltopsamlingen Re:Call 1, der består af numre fra singler (A- og B-sider) og ikke tidligere udgivet materiale. Boksen kommer til september og er tænkt som den første i rækken. Bowie i boksen.

David Bowie (AKA Space Oddity)
The Man Who Sold the World
Hunky Dory
The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars
Aladdin Sane
PinUps
Live Santa Monica ’72
Ziggy Stardust: The Motion Picture Soundtrack
Re:Call 1 – The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (2003 mix)
Re:Call 2

The tracklisting for Re:Call 2 is:
CD1
Space Oddity (original UK mono single edit)
Wild Eyed Boy from Freecloud (original UK mono single version)
Ragazzo Solo, Ragazza Sola
The Prettiest Star (original mono single version)
Conversation Piece
Memory of a Free Festival (Part 1)
Memory of a Free Festival (Part 2)
All the Madmen (mono single edit)
Janine
Holy Holy (original mono single version)
Moonage Daydream (the Arnold Corns single version)
Hang on to Yourself (the Arnold Corns single version)

CD 2
Changes (mono single version)
Andy Warhol (mono single version)
Starman (original single mix)
John, I’m Only Dancing (original single version)
The Jean Genie (original single mix)
Drive-in Saturday (German single edit)
Round and Round
John, I’m Only Dancing (sax version)
Time (US single edit)
Amsterdam
Holy Holy (Spiders version)
Velvet Goldmine

Capac anbefaler: Wolf Alice – My love is cool

22. juni 2015

Cover-art-of-Wolf-Alices-debut-album-My-Love-Is-Cool

London-kvartetten Wolf Alices debutalbum My lvoe is cool, der udkommer i dag, har været ventet af mange. For bandet er allerede for længst blevet hype. Ud over at de har optrådt herhjemme for nylig har de fire – Ellie Rowsell, Joff Oddie, Joel Amey og Theo Ellis – gjort sig bemærket med et par EP’er, bla. a. Creature Songs (2014), og diverse lovprisninger og udmærkelser i internationale musikmedier.

Og albummet har dag også været ventetiden værd. Hvis man sætter pris på den lidt uhåndgribelige og uhåndterlige genrebetegnelse indierock, så leverer Wolf Alice med det nye album et godt bud på, hvordan indierocken kan lyde anno 2015. Med 12 sange, der hver for sig har kvaliteter til at brænde sig godt og grundigt fast i hjernens erindringslag, demonstrerer Wolf Alice, at de forpligter sig på indierockens fornemmelse for den gode popmelodi og kan levere den. Dernæst viser gruppen, at de ved hvilke skuldre de står på. Her er mindelser af såvel The Stone Roses (fx “Giant Peach”), Blur, moderne folk (“Turn to dust”) og den uudryddelige punk-garage-rock, der igen og igen stikker sit beskidte fjæs frem.

Ellers udmærker Alice Wolf sig ved Ellie Rowsells skolepigekønne, men også sensuelle stemme, der er det soniske centrum på de tolv sange, hvor hun behersker både det blide og det rå.

My love is cool er et klassisk debutalbum i den forstand, at det lader gruppens inspirationsbaggrund skinne tydeligt igennem, hvorfor gruppens egen stil måske heller ikke helt er faldet på plads endnu, selv om den tydeligvis er i støbeskeen. Sagt på en anden måde, så er albummet en plade, der rummer løfter om endnu større bedrifter på kommende plade. Talent i svøb, der blot skal modnes lidt. Så er den der. Hermed anbefalet.

Wolf Alice. My love is cool. Dirty Hit Records. Udkommer i dag.

Neil Young – The Monsanto Years – lyt med

22. juni 2015

Lyden er ikke til at tage fejl af. Neil Youngs stemme brænder af indignation og kærlighed over de tunge, rockende  guitarer. Omsider er Young 36. plade sluppet fri og kan lyttes til i sin helhed lige her. Med sine klart-globalpolitiske budskaber vil pladen sikkert skille vandene. Her er tilsyneladende langt til den lyriske Young på Harvest og rockeren Rust never sleeps. Men – nej – det er der faktisk ikke. Man kan sagtens høre både lyrikeren og betonrockeren på denne plade. Endnu en vedkommende plade fra en af rockens store.

Arne Würgler – en sang i anledning af valget: Hvorlænge endnu

21. juni 2015

Og husk at lytte til Arnes seneste album Det der er.

Og hvor kom den så fra? – Walk away Rene

21. juni 2015

Den må have gravet sig godt og grundigt ned i mine hjernecellers forbindelseslinjer. The Left Banks flotte popsang “Walk away Rene”. Pludselig tog den over i min bevidsthed og ville ikke sådan lige give sliip. Og det er helt ok. For det er en dejlig sang – stadigæk. Her skal I får den i en kraftfuld Motown-udgave med Four Tops.

Blues Brothers – James Brown

21. juni 2015

Lige før Danmark blev slået 3-0 af Tyskland i EM-turneringen for U21-landshold, nåede jeg at se noget af den uopslidelige musikfilm Blues Brothers, og måtte endnu engang er kende, at musikken i den film holder den i live og får den til at bære alderen med værdighed. Jeg landede lige i den scene, hvor de to bluesbrødre ser “lyset” (The Band!) i kirken hos præst James Brown og hans løsslupne menighed. Det var DR3, der i al ubemærkethed genudsendte denne fine musikfilm. Og tak for det…

Ulf Lundell i de sociale mediers garn

21. juni 2015

Skilsmisser kan få det værste frem i mennesker – og gør det ret ofte. I Ulf Lundells tilfælde resulterede en skilsmisse i en flot plade, dobbeltalbummet Den vassa eggen (1985). Men nu har han også brændt fingrene ved at gå ind i en polemik med sin egen datter Sanna. Datteren har skrevet en bog Djävulsdansen – bli fri från medberoende, hvor hun kritiserer farmand for at forlade familien. Og på sin egen blog har Ulf så taget til genmæle – uden i øvrigt at have læst bogen (eller have til hensigt at gøre det nogensiden…). Og balladen er – selvfølgelig – hvirvlet op i de svenske medier, der akkurat som de danske elsker at snage i folks privatliv.

Og måske har Lundell allerede læst noget. En påtænkt bog, der skulle give Ulfs version af skilsmissen, er skrinlagt og han tilføjer: “Jeg burde måske gå til en terapeut og lade mig behandle for den posttraumatiske stress, som jeg bærer på, forårsaget af den der periode”. Nej, skilsmisser er ikke for begyndere – og bliver sagen først genstand for overfladiske, historieløse mediers graven og granskning, så går det som oftest helt galt…