Pladeforretninger lukker og den digitale streaming fortsætter ufortrødent. Men der kommer også udgivelser på vinyl og CD – endnu. Således har mit svenske idol Ulf Lundell meddelt at hans – indtil videre – samlede produktion udsendes i et bokssæt – 68 CD’er ialt! – i november/december. En rejäl fysisk bräsch mot det digitala molnet, som Lundell selv udtrykker det. Og jeg kan kun tilføje: If I were a rich man…
PS. Fotoet (anonymt) er lånt fra Lundells egen hjemmeside.
En lille, stor sanger fylder 70 i dag: Van Morrison. Ovre hos Hans Henrik og Co. finder du et link til et fint interview med den ellers så sky og lidet snakkesalige Morrison. Find dine Morrisonplader frem…
Dagen begyndte eller så godt, da min hund vækkede mig blidt. Men så snart jeg fik tændt for computeren var den dag så småt ødelagt, for jeg kunne som noget af det første læse, at bassisten Hugo Rasmussen er død af kræft i en alder af 74 år.
Nu kan jeg så håbe på, at de – forhåbentlig mange – nekrologer vil løfte stemningen igen. For Hugo Rasmussen var uden tvivl en ener i dansk musik. Ikke kun på grund af sit markante ydre med en flot skægpragt, men også fordi han musikalsk favnede så vidt – fra jazzen over Trille til danskpop og børnemusik.
I et interview i Information fortalte Hugo om sin kamp for at blive den bassist, han blev til. Blandt andet om det store øjeblik, hvor idolet Hary ‘Sweets’ Edison ‘slog ham til ridder’:
»Jeg havde spillet et nummer sammen med trompetisten Harry ‘Sweets’ Edison, som var ét af mine helt store idoler. Og da jeg havde spillet, gjorde han sådan her,« siger Hugo Rasmussen og rejser sig fra sin stol. Han bøjer sig henover bordet, placerer sine store hænder på hver side af mit hoved og trykker sin mund mod panden mellem øjnene.
»Det var sådan han gjorde! Han gav mig et kys lige midt i panden, og det føltes som om, jeg var blevet slået til ridder!« griner Hugo højt og falder tungt tilbage i sin stol.
»Det var helt fantastisk. Der følte jeg virkelig, at jeg havde deres accept. Jeg var berettiget til at være på scenen sammen med dem, og det føltes som en familie, hvor jeg også hørte til.«
Sådan! Hvil i fred Hugo. Og så vil jeg gå til pladebunken og finde nogle plader, hvor Hugo spiller med.
Er det pop eller er det mon jazz? Spørgsmålet meldte sig langsomt, da jeg første gang lagde ører til Helene Baks debutplade Oh so quiet. Og i umiddelbart forlængelse tænkte jeg: Er det ikke også lige meget om det er det ene eller det andet eller måske snarere begge dele i endnu en personlig skøn forening?!
Men den lille indledende,spirende tvivl fortæller på den anden side noget om den musik, som Helene Bak har skabt og fremfører med sit kompetente hold af musikere. Musik, der minder om…, men ikke sådan lige er til at sætte på formel eller putte i en alt for snæver kategori. Der er både noget popindsmigrende og -forførende melodisk og en nordisk, let og luftig jazzfeeling i Baks prægnant følsomme og ret så stilfærdige sange. En musikalsk legering, der taler umiddelbart til ens følelser og sender denne lytters associationer i retning visse amerikanske halvfjerdser-singer-songwriters (af hunkøn) og i retning af den danske sang, som den udforskes af fx radioens pigekor og nordiske jazzkunstnere.
Pladen hedder Oh so quiet, og der er ingen tvivl om, at Helene Bak trives, ja stortrives, i et stilfærdigt, indadvendt og følsomt feminint musikalsk univers, hvor der tekstligt er fokus på følelserne, det introverte og det små i det store. Som fx i den fine, lidt countryinspirerede sang “:Ayo”: “Ayo you took me by surprise/Ayo you painted my eyes/ Ayo your words, it doesn’t hurt a bit/ Ayo my cheeks, blossoming when you speak/Colouring, colouring the hights/ colouring, colouring the fright/ Colouring, colouring this kite in the sky....”.
Udtrykket er sensitivt-introvert og søger ikke store musikalske armbevægelser eller musikalske skarpe kanter, som lytteren kan rive sig på. Og det er netop styrken ved Helene Baks musik. De i alt tolv sange på pladen er nærmest perfekte små stykker, der diskret udviser stor afklarethed og overbevisende professionalisme. Man mærker, at projektet har været længe under vejs, og der er ikke megen nybegyndertøven over det samlede værk.
Og Helene Bak får på smukkeste vis hjælp af et forrygende hold af sangere og musikere, der med indlevelse og loyalitet itonesætter Helene Baks evigtgrønne sange.Med Helene Baks debut har vi fået endnu en fornem, dansk feminin singer-songwriter, der med sin stille stil erobrer sin egen niche, som vi kun kan håbe på vil blive opsøgt af mange lyttere med smag for det poppede, det jazzede og det nordiske. Hermed anbefalet.
Helene Bak. Oh so quiet. Produceret af: Bjarne Helth Hansen. Gateway. Udkom fredag d. 28. august
Og Ivan har sendt mig et link til en helt ny video med ONBC, hvis album Crash, Burn & Cry, jeg havde fornøjelsen af at anbefale i maj måned.
Videoen til sangen “White Trash” er lavet Peder Pedersen, der er kendt for sit samarbejde med Aqua (“Barbie Girl”). Og det er en fin realistisk video til en pop-smuk og melankolsk sang, der fortjener mange lyttere.
ONBC har i øvrigt besøgt radioprogrammet Mod Strømmen – du kan høre, hvordan det gik lige her.
I morgen er 50 år siden, Bob Dylan fik udsendt sit sjette album Highway 61 Revisited. Det var med dette album Dylan blev strømførende (i mere end en betydning). Han lagde sit akustiske udtryk lidt op på hylden og fik hjælp af rockmusikere som Mike Bloomfield, Al Kooper og Bobby Gregg. Og en lang række store, kendte Dylan-sange – “Like a rolling stone”, “Ballad of a thin Man”, “Desolation Row” og titelsangen – bare som eksempler – sørgede for, at det blev et af Dylan mest indflydelsesrige plader.
Bandnavnet passer som fod i hose til musikken hos Banditos. Det pladedebuterende band, der holder til i området omkring Nashville, lider ikke af fine fornemmelser i deres musik. Tværtimod dyrker det en rå rockform, der har tråde tilbage til tressergaragerocken, men også til nyere varetagere af den upolerede rock, som fx Drive-by-truckers og gode gamle ZZ Top. Og meget passende er pladen kommet på det lille rootsforlag Bloodshot Records. Med Banditos i øret og en kold fra kassen kan weekenden bare komme an…
Er de muligt at tilføre en gammel, fortærsket rocksang ny energi? Ja, da. I en debat om coverversioner fremhæver medlemmer af Yo La Tengo bl.a. Black Flags udgave af den gamle rockstandard “Louie Louie” med ordene:
This is is just one of the greatest examples of a band showing you their sense of humor. It’s an extremely dark cover of a very light frat-rock party song. The guitar sounds like a wounded animal and anytime he picks up his hands between chords it’s howling feedback and it’s so relentless. But it doesn’t seem weird, it seems like they wrote “Louie Louie.
Til sammenligning får i lige Richard Berry version fra 1957, og The Kingsmens hitudgave fra 1963
Endnu et album runder et halvskarpt hjørne i denne måned. Nemlig Eric Claptons debutsoloalbum Eric Clapton. På coveret sidder en ung Clapton med en smøg og sin Fender Stratocaster Brownie og ser ganske afslappet ud. Og det billede passer ganske godt til pladens indhold. Den unge guitargud er trådt ned fra piedestalen og sammen med en lang række musikalske venner – ikke mindst Delaney og Bonnie Bramlett -Â har han lavet en plade, der lyser langt væk af at være et kollektivt projekt – selv om guitaren bestemt sagtens kan høres og sætter sig markante spor. Det er en plade, der peger frem mod alle de kommende soloplader, som Clapton siden har indspillet, og som nedtoner det impressive sologuitarspil til fordel for den kollektive musiceren. Og her på den første soloplade er det ikke kun den elskede blues, der inspirerer. Det er en buket af inspirative blomster: gospel, R&B, country, pop, halvtredser rock’n roll osv.
Da den kom ud blev den spillet i sin fulde længe på DR P3 og jeg tappede den til min B&O-båndoptager og lyttede til båndet var helt tyndslidt. Jeg kunne godt lidt – og kan stadigvæk godt lidt – Claptons tilbagelænede og lidt selvudslettende stil.
Kathryn Clader fra New Pornographers har et soloprojekt kørende ved siden af bandet – og det er senest resulteret i nedenstående vitale sang “New Millennium”, der godt kunne have være med på New Pornographers pensum. En rigtig rå sag, der lugter langt væk af garagerock og powerpop med smæk i…
Forleden var det 45 år siden, Lou Reed spillede sin sidste koncert med Velvet Underground. Og meget passende markeres årsdagen nu med en voluminøs genudgivelse af det sidste album, som Lou var med på, nemlig Loaded fra 1970. En luksusudgave i lydforbedret version med både stereo- og monoudgave af Loaded, plus en lydforbedret udgave af Live at Max’s Kansas City, altså netop den koncert, hvor Lou var med for sidste gang. Og så – selvfølgelig – en masse ekstramateriale. Interessant er det også, at nyudgivelsen også indeholder en koncertoptagelse, der ikke officielt var været udgivet før: Live at second Fret, Philadelphia 1970. Jovist, Velvet Underground er for alvor kommet op fra undergrunden.
Jeg abonnerer ikke på nogen streamingtjeneste – og tvivler på, at jeg nogensinde kommer til det (selv om jeg jævnligt får såkaldt “favorable” tilbud). Der er noget (meget) ved streaming, jeg ikke kan forlige mig med. Men måske er jeg bare gammeldags og har det bedst med en rigtig vinylplade eller CD i hånden.
I dag læser jeg så, at endnu en kunstner har fået sit værk udsendt på strøm, nemlig Van Morrison. Morrisons bagkatalog er blevet opkøbt af et firma ved navn Legacy Records og derfor bliver alle Van the Mans plader tilgængelig på de førende streamingtjenester. Det sker den 28. august. Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde…
tomhændet står du tilbage & ka’ slet ikke følge med
det sortner for dine øjne
mens du stirrende står her & ser
endnu et dødt løb bli’ kørt med dig som blind passager
endnu en gang til men så heller aldrig mer’
Friday evenings, people get together,
Hiding from the weather.
Tea and toasted, buttered currant buns
Can’t compensate for lack of sun,
Because the summer’s all gone.
La-la-la-la…
Oh, my poor rheumatic back
Yes, yes, yes, it’s my autumn almanac.
La-la-la-la…
Oh, my autumn almanac
Yes, yes, yes, it’s my autumn almanac.
Sidste år læste jeg Shirley Collins’ erindringsbog America Over the Water. Collins var en central figur i den renæssance, som folkemusikken oplevede i Storbritannien fra midten af 1950’erne og frem. Og sammen med den legendariske Alan Lomax var Collins med til at realisere arkiveringen af den folkelige musik – ikke mindst bluesen – i Amerika. Og i sin læseværidge erindringsbog fortæller Collins sin historie lige ud ad landevejen uden tilløb til litterære krumspring.
Den nu 80-årige Collins hyldes nu på en plade med titlen Shirley inspired, hvis titel både hentyder til Collins som inspirator og til resultatet af hendes inspiration. Sangene – se nedenfor – fylder tre album og fås i diverse medieudgaver.
Næppe har Grateful Dead afholdt afskedskoncerter, før de endnu levende medlemmer af den legendariske gruppe rejser sig og tager på turné under navnet Dead & Company. Sammen med John Mayer fortsætter Mickey Hart, Bill Kretuzmann og Bob Weir, hvor de taknemmelige døde slap. En række koncerter er allerede planlagt i efteråret i USA. Og det ville nok også være for meget at forvente, at de gamle bandmedlemmer skulle holde sig i skindet og afstå fra yderligere musiceren i offentligheden. Når man har spillet siden de tidlige tressere, kan man ikke bare sådan holde op igen. Walking Grateful Dead…
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
