7. august 2015 arkiv

Hans Otto Bisgaard – fylder 70 i dag

7. august 2015

Ja, en af min barn- og ungdoms radiohelte, Hans Otto Bisgaard, fylder 70 i dag d. 7. august. Med baggrund i Brøndby Pop Club, der blandt meget andet arrangerede den allerførste koncert i Danmark med bandet, der blev kendt som Led Zeppelin, blev Bisgaard en af de radioværter, der tog over efter Jørgen (de) Mylius og åbnede op for musik, der ikke kun gjorde sig på hitlisterne og i Melodi Grand Prix.

Sammen med fx Palle Aarslev lavede han det legendariske program Beatrapport, der gav indblik i den ny musik, der rørte på sig i Storbritannien, USA og andre steder. Bisgaard var med til at udvide mit musikalske univers kraftigt. Og tak for det.

Siden blev Bisgaard mere blød i kanten og mere orienteret mod mainstream. Det skal han ikke høre et ondt ord for her, for han sørgede for at åbne mine ører for en masse spændende musik. Det var bl.a. hos ham jeg lærte at lytte til fx. The Band (Big Pink) og Townshend-Lane “Rough mix”. Bare som eksempler. Til lykke med dagen Hans Otto og – rock on.