24. august 2015 arkiv

Bruce Springsteen – Born to run – runder de 40 år

24. august 2015

Forleden passerede vi årsdagen for Lou Reeds sidste optræden med Velvet Underground (Jens skriver om den her), og i morgen er 40 år siden Bruce Springsteen udsendte hovedværket Born to Run. En plade, hvormed Springsteen for alvor løste billet til mainstream, hvor både kritikerne og publikum for alvor omfavnede ham. Og et næsten arketypisk amerikansk rockalbum, der handler om den altid svære kamp for at blive voksen og opleve, at dæmonerne (rastløsheden, vildskaben, udlængslen, drømmene osv.) stadigvæk stikker dybt i kødet og ikke kan tæmmes af ‘den eneste ene’: “In the day we sweat it out on the streets of a runaway American dream/ At night we ride through the mansions of glory in suicide machines/ Sprung from cages out on highway nine, / Chrome wheeled, fuel injected,and steppin’ out over the line/ H-Oh, Baby this town rips the bones from your back/ It’s a death trap, it’s a suicide rap / We gotta get out while we’re young/ `Cause tramps like us, baby we were born to run“. Den overvejende positive kritik af albummet afspejler, at Springsteen tematisk flyttede sig lidt mere væk fra de meget personlige, næste privathistorisk forankrede sange med klare referencer til opvækstgeografien og i retning af stadigvæk meget personlige, men også almentgyldige sange om ungdoms- og voksenliv. Men der var også kritiske røster, der mente at Springsteen lænede sig lidt for meget op af traditionen (fx i sin brug af Phil Spectorsk lydmur). For nogen synes styrken at være en svaghed…

Det var ikke Born to run, der gjorde mig til Springsteenfan. Måske var det, fordi der var alt for megen hype om pladen, der blev mødt med store forventninger længe inden den kom på gaden. Det skete først for mig med The River i 1980 og Nebraska (1982) og Tunnel of Love (1987) og Live 1975-85 cementerede min begejstring for Springsteen som en af de store amerikanske sangskrivere. Siden er Born to run kun vokset i min anseelse.

Yé yé – genhør med en ung Francoise Hardy

24. august 2015

Da den franske sangtradition mødte rock’n roll og beaten opstod yé-yé-bølgen, der ikke mindst blev båret frem af en lille håndfuld kønne franske sangerinder. France Gall, Sylvie Vartan og Francoise Hardy var de sikre kort, når franske og andre europæiske hitlister skulle indtages. Den mørke, endnu aktive 71-årige Francoise Hardy var et modstykke til de i tresserne foretrukne blondiner og det lykkedes hende – trods en opdragelsesmæssig betinget genert- og skyhed – at blive et ikon i kraft af sine bidrag i sangens, filmens, fjernsynets og modens tjeneste. Og inden længe genudsendes hendes første fem fransksprogede album Tous Le Garçons Et Les Filles,
 Le Premier Bonheur Du Jour,
 Mon Amie La Rose, 
L’Amitie og La Maison Ou J’Ai Grandi på CD, så man kan (gen)høre, hvordan hendes vellydende udgave af yé-yé-poppen lod dengang, det hele startede i begyndelsen af tresserne.