5. september 2015 arkiv

En lille filmoplevelse: I am David

5. september 2015

Tv er genudsendelsernes medie par excellence. Antallet af spillefilm, der genudsendes er legio. Og derfor kan det være svært for en filmelsker som mig at få det behov dækket ind (og – nej – jeg abonnerer ikke på diverse filmstreamingstjenester, af nogenlunde samme grunde som jeg ikke abonnerer på musikstreamingstjenester…). Men i går faldt jeg lidt tilfældigt ind på DRK kl. 22:30, hvor man viste den amerikanske film Jeg er David. Paul Feigs filmatisering af Anne Holms roman af samme titel.

Det viste sig at være en film af den slags, der ikke gør noget stort væsen ud af sig. Den fortæller en enkel historie om drengen David, der flygter fra en stalinistisk arbejdslejr i Bulgarien og begiver sig på en rejse til København for at blive genforenet med sin moder. Rejsen er også en rejse ind i menneskenes virkelighed, for David kender kun livet i fangelejren og har ikke et tillidsfuld forhold til voksne. Så det er både en rejse til genforeningen med moderen og en rejse mod det at være et menneske. Og den symbolik kan man jo lægge en masse ned i…

Historien fortælles ganske traditionelt med flashbacks til livet i lejren, hvor drengens forhistorie op til flugten fortælles i signifikante glimt. Og ellers fortælles den i scener, hvor han møder forskellige mennesker, der hver på deres måde er med til at løsne op for den lille drengs følelser og tanker. Slutningen er ganske forudsigelig. Og det er heller ikke den, der filmen seværdig. Det er den rolige fortælling og de diskrete, men fine skuespilpræstationer under vejs.

Filmen fik vist blandet modtagelse og dårlig kritik af nogle anmeldere. Jeg synes, man skal se den, fordi den er en fin lille fortælling, der ligger alenlangt fra de store, dyre produktioner, der dominerer dagens filmmarked.

Og så slutter den af med en fin lille sang af Damien Rice – som jeg næsten havde glemt…

Et jubilæum: Lasse & Mathilde – 40 år

5. september 2015

Det begyndte vist sådan cirka med ovenstående plade, Mathildes fortolkning af Tove Ditlevsens digte Pigesind. Mathilde sang og Lasse Helner leverede musikken. Jeg husker, at den plade – der kom til at konkurrere lidt med Anne Linnets Ditlevsen-plade Kvindesind, der kom et par år efter (1978)gjorde et vist indtryk på mig. Dels på grund af Mathildes skønsang, men også, fordi jeg længe havde været fan af Lasse Helner (der jo trådte nogle af sin ungdomssko i Baronets).

Duoen har stort set været aktiv lige siden dengang i midten af 1970’erne og er det stadigvæk. De er aktuelle med albummet Verden Venter, som har ladet vente på sig i hele seks år. Koncerter og andet har lagt beslag på duoens tid.

Lasse & Mathilde har fundet deres egen niche i dansk musik. Og det er vist ikke for meget at påstå, at der ikke er nogen magen til dem. Og det er jo lidt af en præstation i vor tid. Til lykke med jubilæet og held og lykke med de næste mange år.

Alverdens unger

Jeg vil aldrig skrive mine erindringer – Grace Jones gjorde det alligevel

5. september 2015

Jeg tænkte, at den titel kunne ikke være mere passende for Grace Jones. Jeg vil aldrig skrive mine erindringer. Og så gøre det alligevel. Markedsføring i højeste potens. Den mørke, mystiske og forførende Grace Jones har ladet et uddrag af bogen – der kommer ultimo september – offentliggøre i Harpers Bazaar. Læs uddraget her. Jeg håber, at resten af bogen hæver sig lidt over dette dameblads-sladder-niveau, for ellers skal jeg bestemt ikke læse den…