For fire årtier siden udkom singlen “Bohemian Rhapsody” – et af Queens allerstørste successer og singleudspil fra hovedværket Night at the Opera. Sangen blev en stor succes på hit- og salgslisterne og det på trods af, at det var en relativt lang og kompliceret popsag. Men publikum kunne lide Queens poppede udgave af progressiv rock med elementer af opera osv. Den gik rent ind, selv om flere kritikere var forbeholdne over for Freddie Mercury og bandets anstrengelser.
Det allerede omtalte bokssæt med dokumentation af Bob Dylans transformation til elektrificeret og elektrificerende kunstner – The Cutting Edge – strømmer lige nu ( i hvert fald partielt) på radio NPR – lyt med lige her.
En af rockens store damer, Grace Slick (The Great Society, Jefferson Airplane, Jefferson Starship m.m.) fylder 76 år i dag. Det mange år siden, hun trak sig tilbage – i 1988 – med en bemærkning om, at man skal trække sig tilbage fra rock and roll, hvis man er fyldt 50.
En af mine gamle ikoner og favoritter har været på scenen – Mountain Stage. JD Souther, der mest er kendt som sangskriver for en masse store navne som James Taylor, Linda Ronstadt, The Eagles m.fl. Her er han selv med en håndfuld af sine gode sange.
I think it’s very convoluted. I’ve heard this kind of feminist argument a lot, there was a big sexual revolution and we took our lives into our own hands. It wasn’t like anyone took charge. I’m not saying whether that’s good or bad, but I think it confuses people. The idea of being promiscuous was cool in the sixties, because it meant you were free and you weren’t hung up. But that spreads a lot of disease. We could get rid of those diseases, so nothing seemed to matter. All people cared about was that you weren’t hung up. I mean, it’s very nice if you don’t want to have to be a stay-at-home housewife, but I’m not sure that was the choice people were making. I think they were putting that off as long as they wanted to and having as much sex as they could. I think it probably fucked up some people’s heads. You could bastardize what I’m saying, because I’m not making it very clear. But I’m not sure it was as liberating as it was almost enslaving. What’s liberation? That’s the real question. I’m still wondering myself.
Op fra undergrunden dukker Lars & Uhørt med albummet Skråt. Og pladen lægger sig smukt i kølvandet på den lille stime af dansksprogede plader, jeg har anbefalet her i bloggen. Nærmere bestemt den række af plader, der ikke blot udfolder sig på vort modersmål, men gør det med sin egen skæve og finurligt kritiske facon.
Der lægges ud med sangen “Ingen vil ha’ mig”, der et eller andet sted sender en hilsen tilbage til Defenders og deres udgave af Poetens sang “Jeg har aldrig fået noget”:
   Jeg har ikke fået noget i noget der minder om 100 år    Jeg blir’ overset og forsmået og tiden bare går og går    Måske er det noget med min udstråling for selvom mit hår er lækkert og smart    Så kan alle de søde piger se at jeg er desperat    INGEN VIL HA’ MIG Selv om jeg både vil ha’ dig og dig og dig    INGEN VIL HA’ MIG Jeg vil ha’ alle de små søde piger jeg møder på min vej    INGEN VIL HA’ MIG Jeg ved ik’ om jeg ka’ klare meget mer’    INGEN VIL HA’ MIG Hvis ikke noget snart sker...
En næsten arketypisk og tidløs sang om mandens desperate, ubesvarede længsel mod det smukke køn. En sang, der både klinger af tradition (alle de ensomme mænd i den danske populærmusiks historie) og af den såkaldt moderne mands desperate ensomhed og udsathed.
Men mere elendigt står det heller ikke til. For allerede i næste sang er der bid, og manden kan danse gennem natten – i mere end en forstand – med en smuk lyshåret pige, der gerne vil danse og lege – selv om det kun er for en stund.”Kom lad os danse” hedder sangen.
I “I regnbuens skygge” slippes den lidt realistiske tone og afløses af en lyrisk fantasi over livet i byen:
   “I regnbuens skygge    Lidt væk fra sit ophav    Er de særeste ting sat i sving    Her cykler der cykler    Uden kæde eller bagnav    Runst havelåger kører i ring    De har ar og skrammer    Gi’r en skrantende jammer    Når de rister lidt lykke    På den allersidste sols flammer    I regnbuens skygge er en eventyrby    Med tårne og spændende spir..”
En sang af nærmest surrealistiske dimensioner, hvor storbyfantaseren udmøntes i næsten galmandsværkske rablerier. Og en sang, der står i ikke-vedgået gæld til storbyens mange fantaster og galninge i dansk litteratur. Jens August Schade og Dan Turèll presser sig på som associationer. Men denne sang – og sangen “Rytmer frem for rutiner”, der også bevæger sig i lyrisk-fantaserende retning – er mere e undtagelser fra reglen om (social)realistiske tekster og fungerer som en slags klangbund for netop disse realistiske tekster. Og allerede i næste sang !Ingen grænser her” er vi tilbage i socialrealismen i en sang om en mand, der har fundet et frirum eller flugtrum i sin butik med digitale tilbud til kunderne. Som “digitalt signal” har han fundet en vej ud af sin “kval”.
Og i sangene “Måske en dag” og “Revolution” bliver Lars & Uhørt ligefrem politiske i almen forstand. De to sange er opråb om forandring – vendt mod vores selvtilstrækkelighed i en verden i forandring og bevægelse og som solidarisk række ud mod tidligere generationers – punkernes og halvfjerdseroprørernes – forhåbninger om en samfundsomvæltning. Ogdå “De autonomes skyld” er en slet skjult politisk udmelding og opfordring til at være tolerante over for dem, der stikker lidt ud fra normen – de autonome, indvandrerne, bøsserne, festoriginalerne osv.
Lars & Uhørt giver med deres plade Skråt stemme til mennesker, der ikke passer ind i vor tids politisk korrekte konjunktur, men som eksisterer i storbyen, bærer hjertet i venstre side og taler den politiske korrekthed og tilpassethed midt imod. Der går en lige linje fra Skråt tilbage til såvel en spag protestsanger som John Mogensen som til de politiske plader fra Demos. Og som hos forgængerne udi den slags sangskrivning er der plads både til almenpolitiske opråb og til fantasifuld kulør på tilværelsen.
Og musikalsk sættes sangene i scene i arrangementer, der lystigt blander en rockattitude med akustisk folk, tango og meget mere fra den store verdensmusikalske gryde. Og oven på det hele synger Lars (Harboe) med en flabet, indigneret og passioneret stemme, der nok formår at få budskaberne og fantasterierne ud over scenekanten. Velkommen op fra undergrunden Lars & Uhørt. Hermed anbefalet.
Lars & Uhørt. Skråt. Prduceret af Stjerne Itenov og Lars Harbo. LHMusic. Er udkommet.
Også på spindesinden er man ved at komme i den alder, hvor erindringerne presser sig bog og springer ud i bogform. Nu er turen kommet til Carly Simon, der fyldte 70 i juni. Boys in the Trees: A Memoir hedder bogen, der låner titel fra en af Simons gamle album. Og nostalgi-forlaget Rhino følger op med en opsamling Songs from the Trees: A Musical Memoir Collection med et passende udvalg af sange, der kan akkompagnere læsningen af damens erindringer. Lidt til juletræet?
Og en sang fra dengang, jeg lyttede meget til Simon…
I dag er det to år siden Lou Reed døde – og det er nok en lille runeindskrift værd. Heldigvis har rockjournalistikkens og pladeselskabernes ådselædere endnu ikke kastet sig over Reed for at flå den sidste profit ud af navnet, men det kommer nok. Et par bøger er det blevet til, bl.a. en nogenlunde anmeldt biografi. Men pladerne udsættes endnu ikke for maltraktering. Vi håber den tendens holder sig lidt endnu.
Fotoet ovenfor af Reed og kollegerne Iggy og David er lånt fra sitet Thisisnotporn.
I september måned omtalte og anbefalede jeg Eivørs nye plade Bridges. Og nogenlunde på samme tid udsendte de færøske singer-songwriter endnu et album Slør. Denne gang på Eivørs modersmål – færøsk. Desværre er kun de færøske tekster aftrykt på pladecoverets lille bog, ikke oversættelser. Og det giver – for mig i det mindste – en lille begrænsning for receptionen, da jeg kun læser og forstår noget af teksterne.
Men tilstrækkeligt til, at jeg tillader mig at mene, at Slør er en mere mørk og melankolsk pladen end Bridges. Der er altså tale om en slags Yin-og-Yan-forhold mellem det to plader, der også er blevet til i sammen proces – og med Eivørs egen betegnelse er Slør blevet en slags spejlbillede af Bridges. Et spejlblllede med en let melankolsk forvrængning.
Men ellers byder Slør på de samme kvaliteter som dens pendant. Smukke forførende sange, der trækker vod i hjemlandet folkesange og fisker frit i lyden fra vor tids moderne rock og electronica. Og over det hele svæver Eivørs næsten overjordisk smukke kvindevokal, som altid er ren nydelse af lytte til. Og måske er det indbildning, men det forekommer mig, at Eivør synger lidt mere frit og ubesværet, når hun kaster sig ud i disse færøske sange?! Og det er i sig selv et argument for netop at synge mere på modersmålet fremover – blot man husker at give de ikke-færøske lyttere en engelsk oversættelse at støtte sig til.
Men alt i alt er Slør – som Bridges – en overbevisende plade, der må give Eivør Pálsdóttir endnu flere fans og lyttere end hun har i forvejen. De to plader vil være en perfekt julegave til ham eller hende, der mangler lidt på pladehylden. Hermed anbefalet.
Eivør. Slør. Produceret af Trondur Bogason. Tutl. Er udkommet
Rockmusikken har været velsignet med flere gode trioer. Jimi Hendrix Experience, Cream og The Police for bare at nævne et par stykker af de mere stilskabende og mindeværdige grupper. Og den nye udgave af det danske band Mount Rushmore Safari er også en trio, bestående af Andreas Sorgenfrei (sang, guitar) Djarn Kargin (kor og trommer) og Baskerville (bas og kor). Og med bandets nye album – deres andet – sendte de mine tanker tilbage på netop The Police. Ikke fordi Mount Rushmore Safari lyder som the Police, men fordi det danske band har nogle af de samme triokvaliteter at byde på. En markant forsanger i Andreas Sorgenfrei, der har sin egen lidt rå og kantede stil, der minder en om – ikke Sing – men diverse skæve punkrocksangere. Et band, der forstå at spille særdeles tæt, så bandet faktisk lyder af mere end de tre, det består af. Samtidig med, at der gennem produktionen er skabt en sound, der lader de enkelte instrumenter stå frem i deres egen ret. Akkurat som man kunne finde det hos The Police i halvfjerdserne.
Det er ellers ikke halvfjerdserrocken, der først og fremmest presser sig på som assiationer – selv om Sorgenfreis guitar (fx i en sang som “Seaside”) minder en hel del om unge U2s the Edge. Ellers er det mest bands fra de seneste tre årtier, der må bringes frem af erindringen som referencer og mulige inspirationskilder. Med sine medrivende, ørehængende indierocksange ekkoer pladen her af mange indierockbands, men er også – bl.a. i kraft af trioformatet – lykkedes med at skabe sin egen sound af popaspirerende, dansant indierock, der vil gøre sig lige godt på pladespilleren, i koncertsalen og på de mange festivaler. På et par af sangene har bandet fået hjælp af Marian Martine Jagds strygere – og med de sange peger pladen måske frem og ud over denne plades udtryk – mod et større projekt? Vi får se eller rettere høre.
Med Songs for ones who break har Mount Rushmore Safari fået lavet en homogen indierockplade, der bør kunne falde enhver indierockelskers smag. Hermed anbefalet.
Mount Rushmore Safari. Songs for ones who break. Produceret af Søren Zahle og Mads Tønder. Trechoma Records. Er udkommet.
Det er set før – i hvert fald i det store udland – at en kunstner foretrækker at gemme sig bag et pseudonym. Knap så almindeligt er det i Danmark, men hvem der gemmer sig bag Rioja Joe forbliver indtil videre en hemmelighed. Og for at det ikke skal være løgn, så iklæder Rioja Joe og hans musikalske legekammerater (der ikke er anonyme) sig bag en tegneserieiscenesættelse – for ligesom at understrege fiktionen en ekstra tand.
Men det er sådan set også underordnet, for det er jo musikken og teksterne, der tæller i sidste ende. Og dem er der ikke noget galt med på projektets nye plade Kærlighed, Rock & Lidenskab.
Et eller andet sted knytter Rioja Joes tekster an til det tekstunivers, som Shu-bi-dua engang gjorde til folkeeje. Ikke sådan at forstå, Joes tekster ligner Shubbernes særegne og finurlige sange, men på den måde, at også Joe har humoren med som en konstant makker og på den måde, at hver enkelt sang fremstår som sin egen lille fortælling. Den markante forskel er, at Joe med sine ialt tretten sange har skabt et sammenhængende univers – ja egentlig et homogent concept af selvbiografisk karakter – der kredser om kærlighedslivets ups and downs, charterrejsernes fristelser og udfordringer og hverdagslivets trakasserier – og alt sammen på en kulisse bestående af det københavnske Vesterbro. Som fx i sangen “Rockmusik, sprut og nøgne” piger, der er en slags opdateret og udfoldet udgave af den gamle trossætning Øl, fisse og hornmusik og fortæller historien om ham, der blev født i en baggård på Vesterbronx, endte på institution og fandt livets mening i form af “rockmusik, sprut og nøgne piger”.
Rockmusik, sprut og nøgne piger
Den fik alt, hvad den ku’ trække
For mindre end en ti’er
Vi blev aldrig flove
Når pigerne var sjove
Når babserne kom frem
Nåede vi aldrig hjem…
Det er et univers, der sikker vil mishage visse ny-feminister i kraft af sit kvindesyn, medens andre vil mene, at den beskrevne virkelighed kan forekomme lidt bedaget. Men jeg synes, Rioja Joes fortællinger står sig i kraft af deres ærlighed og troværdighed. Som skildringer af et udsnit af virkeligheden, der faktisk har været der. En virkelighed, jeg med min baggårdsbaggrund sagtens kan relatere mig til og genkende konturerne af.
Og tekstuniverset løftes smukt op af de musikalske arrangementer, der kan betegnes som værende lækker, swingende rockmusik af den voksne, poppede slags, der både egner sig til at synge med på og danse til. Flere af sangene – fx “Lykkelig sammen” og “Rockmusik, sprut og nøgne piger” – har klart hitpotentiale, og alle sangene fremføres af et solidt og dygtigt hold af musikere og sangere, der har forstået at skabe et sammenhængende lydbillede, der passer fint til teksterne og understreger albummets karakter af selvbiografisk conceptalbum.
Kærlighed, Rock og Lidenskab er et lidt usædvanligt album i vor tid med sin insisteren på gammeldags dyder som “gammeldags” rock and roll og et rigtigt dansksproget concept-album. Som sådan er det et velkomment album, der sejler op mod vinden og tidens tendens til fragmentering og overfladiskhed. Og elskere af gedigen dansksproget rock må tage imod pladen med åbne arme – og ikke mindst: åbne ører. Hermed anbefalet af capac.
Rioja Joe. Kærlighed, Rock & LIdenskab. Produceret af Fætter Færing. Rioja Joe. Er udkommet.
I forbindelse med en fernisering besøgte legendariske Røde Mor Kvindemuseet i Aarhus i går – og gav et nummer. Du kan se Troels Trier og Co. hvis du følger dette link til Facebook. Videoen er endnu ikke på Youtube…
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
