9. oktober 2015 arkiv

John Lennon – 75

9. oktober 2015

John Lennon ville være blevet 75 år i dag, men sådan skulle det som bekendt ikke blive. Han blev skudt, men efterlod sig varige spor i populærkulturen. Det symbiotiske makkerskab med Paul McCartney i Beatles er stadigvæk genstand for analyse, der ofte handler om, hvem der var den bedste sangskriver. En debat jeg vil holde mig helt ude af, da jeg mener de i deres symbiotiske samarbejde overgik deres respektive individuelle kvaliteter og styrker og skabte det bedste i det 20. århundredes popmusik. Og i tiden efter Beatles fik Lennon mulighed for at demonstrere og udvikle sit eget talent og udfolde sit politiske engagement i en sangskrivning, der også stikker ud i det 20. århundrede som noget af det mest interessante og vedkommende inden for en i øvrigt kommerciel og temmelig konservativ kulturel kontekst. En figur som John Lennon er en mangelvare i dagens populærkultur – og er savnet af selv samme grund.

Den højeste mand på jorden besøger Aarhus

9. oktober 2015

En helt udsolgt koncert. Det taler vist for sig selv om Kristian Matsson, der med fire album i ryggen har slået sit navn godt og grundigt fast hos nutidens musiklyttere under kunstnernavnet The Tallest Man on Earth.

Matsson er også en slags eksponent for, hvad kunne kalde en ny-minimalisme. Han optager sine plader der, hvor han tilfældigvis befinder sig – kun med sin stemme og guitar. Denne ny-enkelhed i tilgangen til musikken og ikke mindst dens formidling deler Matsson med andre moderne kunstnere, der søger væk fra de store og dyre studieproduktioner og ofte imod en ny-enkelhed i udtrykket. En tendens, der også afspejler musikkens situation i en verden, hvor teknologien har overtaget.

Bortset fra det, så skriver The Tallest Man sig ind i en lang tradition af sangere og sangskriver, der som pejlemærker har Bob Dylan (selvfølgelig), Pete Seeger og Woody Guthrie og i Matssons hjemland en akustisk Ulf Lundell.

Matsson har haft både kritikerne og publikum med sig og det skal blive spændende at opleve ham live i morgen aften. Jeg vender selvfølgelig tilbage med en omtale af mine indtryk senere.

Nedenstående optagelser fra radio KEXP giver nok et lille indtryk af, hvad man kan forvente sig.