Kevin Coyne døde i december 2014, 60 år gammel. Han var en af disse hersens skæve personligheder i rocken, der sætter sig spor og tilfører rocken noget personlighed og galskab. Tiltrængte kvaliteter. Lige som Captain Beefheart, blot for at nævne en anden. Hvem har vi tilbage af den slags særlinge? Det må jeg vist tænke lidt over. Lige nu forekommer det mig at være alt for pænt og glat det meste af det…
I slipstrømmen på Beatlemania i USA kom Harpers Bizarre fra Santa Cruz i Californien. Først kaldte de sig The Tikis og havde lidt succes lokalt og med et par singler. Men solen begyndte for alvor at skinne, da den kendte producer Lenny Waronker fik Tikis – nu omdøbt til Harpers Bizarre – til at indspille Simon & Garfunkels “The 59th Bridge Song (Feelin’ Grovy)” og sendte dem ind på Billboards Hot 100 på en 13. plads. Med vokalharmonier, der trak på lige dele Beatles og Beach Boys, var Harpers Bizarre med til at skabe den “solskinspop”, der stadigvæk skinner ud af pladerillerne og forlener tresserne med et særligt blød lysskær hos nostalgikere som undertegnede. Og en ny pladeudgivelse med alle Harpers singler gør det nu muligt at synke helt ned i den søde tressernostalgi. Sol skin.
Ja, det er Rolling Stone, der gør opmærksom på denne særlige dag. For 47 år siden på denne dag gav The Beatles koncert på taget til Apple Corporations hovedbygning. En god koncert efter min mening. En koncert, der hamrede en pæl gennem den fordom, at de ikke kunne spille live (en fordom de selv lå under for i flere år, som bekendt).
I remember when and where I was when I first heard Pink Floyd. I was 14 years old and I was getting a ride from school, from a senior, back to my house. And they started playing Pink Floyd and I was like, “What is this?” and they explained it to me, and I had never heard any music like that. It wasn’t one genre or another; it was just whatever they wanted to create, and I thought it was so interesting. And I started getting into music around that time, like Led Zeppelin, Black Sabbath; I started getting into that kind of music, and I thought, “I been missing everything!” It was like having blinders on. I started really diving into the history of music when I was around 14 years old.
Britany Howard, sanger, guitarist, sangskriver i Alabama Shakes til NPR
Titlen på Lucinda Williams‘ nye dobbeltlangspiller fortæller næsten det hele om, hvad sangene handler om. En vedkommende sangskriver er tilbage på sporet… Lyt med.
Ezra Furman er en af de kunstnere, der har overbevist mig de seneste par år med sin kreativitet og retrograde dyrkning af rock og rul… Her er han med en sang, der kunne være en kommentar til 2016.
Hug, hug, hug. Manden med leen er på hårdt arbejde her i januar 2016. Og nu er også Paul Kantner, guitarist og sanger i det legendariske tresserband Jefferson Airplane, blevet hugget ned som et gammelt træ. Det er den lokale avis i San Francisco – The San Francisco Chronicle – der fortæller, at Kantner er død 74 år gammel som følge af et hjertetilfælde tidligere på ugen.
Sammen med Marty Balin dannede Kantner Jefferson Airplane i 1965 og de engagerede sangerinden Signe Toly Anderson, guitaristen Jorma Kaukonen, bassisten jack Casady og trommeslageren Skip Spence. Bandet fik hurtigt succes i Frisco og omegn og året efter kom debutalbummet Jefferson Airplane Takes Off. Kort tid efter blev Tolundsen og Spence erstattet af Grace Slick og Spencer Dryden – og resten er rockhistorie. Med Kantners død lukkes endnu en dør til rocken storhedstid i tresserne.
I forbindelse med en ny dokumentarfilm – Heaven Adores You – er der kommet et soundtrack med Elliott Smith-sange. Mange af dem i versioner og udgaver, der ikke har været officielt tilgængelige før. Så det er tid til at genopdage den kultdyrkede og svært forglemmelige singer-songwriter
Manden med leen har høstet igen i dette allerede dødstyngede 2016. Colin Vearncombe, sanger i bandet Black, er død kun 53 år gammel som følge af en trafikulykke tidligere på måneden. Verancombe fik 35 år i musikkens tjeneste og vil bl.a. blive husket længe for sot bidrag til den smukke sang “Wonderful Life”.
Der er dage, hvor man helst vil vende sig om i sengen og sove videre eller forsvinde ind i musikkens verden og glemme den gråmelerede virkelighed, vi lever i. En sådan dag er dagen i dag. I går vedtog et stort borgerligt flertal i folketinget en række såkaldte asylstramninger i form af lov L87. Desværre må jeg sige, at jeg ikke er overrasket over denne lov. Jeg har alt for længe frygtet at det ville komme dertil – og jeg er overbevist om, at vi slet ikke har set det værste endnu. Vi befinder os i en politisk konjunktur, hvor man under en flom af mere eller mindre nationalistiske argumenter og politisk korrekt hykleri dækker over, at den førte politik i bund og grund er økonomisk styret. Enhver der kan læse indenad i de politiske udmeldinger og har to ører at lytte med, vil kunne indse, at det hænger sådan sammen. Og man vil kunne indse, at vi bevæger os med raske skridt i retning af en politisk situation, der på alt for mange måder minder om situationen i 1930’erne – syd for grænsen og herhjemme. Vi har valget mellem at følge med den politisk korrekte vej eller protestere alt, hvad vi kan. Jeg foretrækker det sidste – og spiller en sang, der for en overfladisk betragtning ikke har noget med situationen at gøre (men måske alligevel har det, når man tænker lidt over tingene…).
I går var en af dagens meget omtalte begivenheder, at den socialdemokratiske politiker Mogens Lykketoft under halvt private omstændigheder havde kritiseret såvel sine partikammerater som den nuværende regering. Lykketoft lagde ikke fingre imellem og brugte en sprogbrug, der i de politisk korrekte medier er blevet omtalt som “uacceptabel”. Og Lykketoft følte sig kaldet til at trække lidt i land på Facebook og bl.a. beklage, at en af gæsterne ved ovennævnte private arrangement havde “lækket ” talen til offentligheden.
Men det ville klæde Lykketoft i stedet for at stå ved sine bramfri udmeldinger og i stedet for halvt fordøjede undskyldninger argumentere for, hvorfor kritikken af de nye socialdemokrater og den siddende regering holder. På den måde ville Lykketoft kunne skære igennem den dyne af snæversynet og indgroet politisk korrekthed, der ligger som en tyk, kvælende, svedig dyne over hele det offentlige politiske liv og over medierne, der alt for loyalt beskæftiger sig med det. Og han ville kunne styrke billedet af en folkevalgt politiker, der kun står til ansvar for sine egne meninger – sådan som Grundloven foreskriver. Det ville være befriende og – nødvendigt i vores aktuelle politiske konjunktur.
Selv om Ringo Starr med sine 75 år for længst har overskredet pensioneringsdatoen, så er der intet, der tyder på, at han foreløbig vil lade trommestikkerne ligge. Det forlyder nu, at han drager på turné i USA med sit elskede All-Starr Band, der bl.a. rummer Todd Rundgren, Gregg Rolie, Steve Lukather og Richard Page. Jovist, bandet lever op til sit navn – og forstår også at levere varen. Bandet opstod i 1989 og kører nu i sin udgave nummer 11. Mon Ringo når at komme forbi Europa engang, inden det er for sent?
Sidst i 2015 udkom den opulente boks The MGM Tears 1965-1973 med den afdøde sanger Roy Orbison. Og boksen gemmer på et helt album One of the lonely ones, der aldrig udkom i mandens levetid. Albummet blev indspillet i 1969, et år, hvor Orbison oplevede at miste sin kone ved en motorcykelulykke og to af sine børn ved en husbrand. I forbindelse med den forsinkede udgivelse har man fået lavet en næsten David Lynch-agtig video, der bringer Orbison og hans stemme tilbage vores bevidsthed og minder os om, hvor god en sanger han var.
Hipperne lever og har det vist godt nok. Og man skal til Sverige, Norrland, for at finde Favorite Hippies, der har udsendt to album, der oser og emmer af Neil Young, Crazy Horse og andet i den retning. Deres seneste album hedder meget passende for en hippie Love is hard, der følger op på debuten Sidekick Stories fra 2013. Måske var det noget for Roskilde og Northside, at få favorithippierne til Danmark?
Monday, Monday, so good to me;
Monday morning, it was all I hoped it would be.
Oh, Monday morning, Monday morning couldn’t guarantee
That Monday evening you would still be here with me.
Monday, Monday, can’t trust that day;
Monday, Monday, sometimes it just turns out that way.
Oh, Monday morning, you gave me no warning of what was to be.
Oh, Monday, Monday, how could you leave and not take me?
Every other day, every other day
Every other day of the week is fine, yeah.
But whenever Monday comes – but whenever Monday comes
You can find me crying all of the time.
Monday, Monday, so good to me;
Monday morning, it was all I hoped it would be.
But Monday morning, Monday morning couldn’t guarantee
That Monday evening you would still be here with me.
Every other day, every other day
Every other day of the week is fine, yeah.
But whenever Monday comes – but whenever Monday comes
You can find me crying all of the time.
Monday, Monday, can’t trust that day;
Monday, Monday, it just turns out that way.
Oh, Monday, Monday, won’t go away;
Monday, Monday, it’s here to stay.
Oh Monday, Monday
Oh Monday, Monday
