4. februar 2016 arkiv

Capac anbefaler: Lise Dres – De sidste skygger

4. februar 2016

ALBUMCOVER_Lise_Dres

Jeg er altid alene

jeg har kun mig selv

Det’ sådan det føles

når man hader sig selv

synger Lise Dres i sangen “Intet består”, der indleder hendes nye plade De sidste skygger. Men selv om der slås et alvorligt og tungt tema an, så er der ingen tvivl om, at Dres’ plade er en popplade. “Intet består” er en let svingende popsang, der med sin dansante og fængende lethed står i komplementær modsætning til tekstens afgrundsdybe alvor om selvhad, ensomhed og utilpassethed.

Og dette komplementære modsætningsforhold mellem teksternes univers og det musikalske udtryk går som en rød tråd gennem pladen, og det gør den til et udmærket eksempel på vor tids pop- og rockmusik, hvor netop et epokal melankoli og livstræthed underbindes af musik, der på flere måder livsbekræftende modsiger den dominerende modfaldenhed og tristesse. Og i Lise Dres’ mønstereksempel bliver netop det popmusikalske udtryk det, der sammen med elementer i teksterne, peger ud over al elendigheden og det negative. Som fx i den afsluttende sang “Kaffe 67”, hvor det hedder

Jeg mærkede en gnist i aften

et lyst i mørket blev tændt

Jeg så i dine øjne

et lys jeg troede var glemt

Jo, pladen hedder De sidste skygger og hvis den har et samlet budskab (hvad den nok ikke har…), så kunne det være, at det er muligt at slippe ud af skyggernes rige, når blot popmusikken og kærligheden spiller med. I hvert fald får det positve overtaget til sidst og dermed bekræfter teksternes selve poppens væsen.

Lise Dres synger smukt og klart og skriver sig i mine ører ind i den lange række af smukke pigestemmer, vi har været velsignet med i dansk pop og rock gennem de sidste fem-seks årtier. Og bag sig har hun en gruppe musikere, der loyalt spiller op til hendes naturlige stemme, samtidig med at de – ganske velgørende – trækker det poppede lidt i retning af det rockede.

De sidste skygger kommer som et velkomment poppust her ved indgangen til det nye år. Alvorsfuld pop af den slags, der passer smukt ind i tidsånden med alle dens modsætningsfuldheder. Lyt til Lise Dres og nyd hendes fine popplade. Hermed anbefalet.

Lise Dres. De sidste skygger. Produceret af Dennis Ahlgren, Lise Dres og Anders Bie Rosentstjerne. Peacock Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: The Bullhounds – To Rock & To Serve

4. februar 2016

For et par år siden anbefalede jeg The Bullhounds album Protector. Og nu er bandet så tilbage med et album med en meget sigende title To rock & to serve. At rocke og at tjene – og det Bullhounds tjener må være rocken, rock and roll i den aftapning, som de fire rockhunde foretrækker – en rock med klare rødder i de amerikanske sydstater, spædet op med elementer fra andre hård rock-inspirationskilder, lige fra de kortbuksede drenge  i AC/DC til Rolling Stones i deres rå post-halvfjerdser-udgave.

Projektet for denne plade er med andre ord nogenlunde det samme som på debutpladen: At slå et slag for den elementære sydstatsforankrede rock og rul. Og det gør forsanger Erling Daell så sammen med sine tre fhv. Georgia Satellites-musikere. Og det sker over ikke mindre end fjorten numre – lidt usædvanligt nu om stunder – hvor den får “fuld skrue”.

Det siger næsten sig selv at den slags traditionalisme ikke har ambitioner om at omdefinere rock og rul eller ‘forny’ den. Tværtimod er tilgangen konservativ i den forstand, at man foretrækker at (gen)bruge rockens byggeklodser i deres mest elementære udgave. Det betyder selvfølgelig også, at man ikke går af vejen for at genbruge genrens skuffe med klicheer og velprøvede virkemidler. Man vil ikke vælte hegnspæle eller vinde nyt land på rockkortet, men tværtimod træde på de gamle stier og gå ad de velkendte veje. Og på den måde skriver the Bullhounds sig ind i en tendens, der er lige så gammel som rocken selv. Det er en stilistisk vej, der deler vandene blandt lytterne. Nogle trækker på skuldrene eller kalder det – som jeg har læst – for “røvballerock” (en negativ anmelder). Men jeg foretrækker at tage det for det, det er. Rock and roll, der “bare” vil spille op til dans, få publikum til at rocke med og hvad der ellers følger af at lytte til rock og rul.

Helt naturligt føjer den nye plade ikke alen til forgængeren, men udbygger og bekræfter det positive indtryk Protector efterlod af et band, der kender sin mission og står 100% ved den med hjertet på rette sted og med et solidt og effektivt greb om rockens elementære virkemidler. Her er ingen fine fornemmelser og man behøver ikke være en kloge åge og have gået på rockuniversitetet for at være med og nyde musikken. Man skal bare tage sin ven(inde) under armen, tage danseskoene på og drage ud i natten og danse igennem til To rock & to serve. Hermed varmt anbefalet af et gammelt rockhoved.

The Bullhounds. To rock & to server. Produceret af: Jeff Bakos og erlign Daell. RockBastard Records. Er udkommet.

Pladeaktuelle Lucinda Williams siger hvad fanden hun har lyst til

4. februar 2016