14. april 2016 arkiv

Ewan Maccoll

14. april 2016

Min gamle far plejede at sige til mig, at man skal lære så længe, man lever. Og det er så sandt, som det er sagt. Og selv om jeg elsker musik – i alle dens afskygninger – så er der meget, der går min næse forbi og er gået min næse forbi. Fx. har jeg ikke været særlig opmærksom på den engelske folkesanger, sangskriver, KOMMUNIST, aktivist og meget mere James Henry Miller, bedst kendt som Ewan Maccoll.  Han blev født i 1915 og døde i 1989, Og efterlod sig en sangskat, der har optaget eftertiden. Og det er forståeligt, kan jeg bare tilføje. Hvis du ikke kender Ewan, så giv ham en chance – på din afspiller. Prøv at lytte til The Shoals of Herring i Seth Lakemans fortokning.

 

Lydspor

14. april 2016

Nogle gange tænker jeg, at jeg burde lave et lydspor for mit eget liv. Men lige så hurtigt dropper jeg ideen, for den ville blive alt for lang. Og i øvrigt er store dele af den at finde her i bloggen. Men – lydspor er en genre, der optager mig mere og mere. Lydspor til spillefilm, tv-serier osv. er en stor kilde til inspiration, en stimulans for nostalgien og meget mere. Og her i dag tog jeg mig sammen til at bestille et par stykker på nettet, vel vidende, at jeg har meget af musikken i forvejen på andre medier. Men det er ikke det, det handler om. Men om den sammenhæng og de billeder, sporene skaber.

Hvem husker fx ikke den indledende scene i filmen Trainspotting, hvor et par narkomisbrugere kommer løbende med nogle stjålne ting, medens Iggy Pops “Lust for life” kører nedenunder billederne. Man kan aldrig høre den sang efterfølgende uden at tænke på den hektiske og meget fine scene. Eller hvem glemmer nogensinde den sidste scene i Fagre voksne verden (The Graduate), hvor hovedpersonen Ben Braddock (Dustin Hoffman) får sin hjertes udkårne Elaine (Katharine Ross) og stikker af med hende i en bus til tonerne af Simon & Garfunkel. En uforglemmelig scene, hvor tidsånd og popmusik på smukkeste vis smelter sammen i optimistisk tro på kærlighedens altovervindende styrke. Og hvor tresserrebellion og fremtidstro tager hinanden i hånden.

Ringo gør det også: aflyser koncert med et klart budskab

14. april 2016

I den forgangne uge aflyste Bruce Springsteen en koncert i protest moed den såkaldte “toiletlov”, der diskriminer borgere, der er bøsser, lesbiske eller har en andens seksuel orientering end de heteroseksuelle – kaldet LGBT. Og nu får han selskab af ingen ringere end Ringo Starr, der også har aflyst en koncert i North Carolina. I Gaffa-bladet citeres Ringo for at sige: Jeg undskylder over for mine fans, men vi bliver nødt til at stå op mod dette had. Spred fred og kærlighed. Hvor er det trist, at denne gruppe af mennesker ikke kan blive forsvaret”. Et klart anstændigt og politisk budskab, der blot understreger – for mig – hvor sympatisk en kunstner Ringo Starr er og altid har været.

My Bubba: Charm

14. april 2016

Engang kaldte de sig My Bubba & Mi. Siden blev de til My Bubba og fik pæn succes rundt omkring. Jeg skrev begejstret om dem, da de kom frem – i 2012 – og nu er den islandsk-svenske duo (My Larsdotter og Bubba Tomasdottir) klar med et nyt album Big Bad Good, der kommer i denne måned. I forvejen har de sendt en singlevideo, der fortæller mig, at de stadigvæk charmerer lytteren med jordbunden, akustisk musik, der emmer af gamle dage og af engleagtig feminitet. Jeg er forført…