Og nu, hvor der alligevel er gået kuk i planen, så kan jeg jo lige så godt tage hul på dagen i dag, med forsinkelse. Onsdag morgen kl. 3.. med Simon & Garfunkel, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, selv om de to hanekyllinger åbenbart ikke kan se meningen med at arbejde sammen mere.
Jeg havde en lille plan om at lave et opslag om hver dag i denne uge. Mandag (Monday, Monday), tirsdag osv. Men kom fra det i går, og så lige pludselig i dag, vendte Melanie med den intense og lidenskabelige stemme tilbage i hovedet på mig. Ruby Tuesday. En sang, der holder stadigvæk efter så mange år, takket være Melanies passionerede sang.
Roky Erickson er legendarisk i ordet oprindelige betydning. En mand, man ikke kan undgå at have læst og læst historier om, hvis man er interesseret i rock- og popmusik. Den nu 68-årige musiker er nærmest synonym med bandet 13th Floor Elevators, der betragtes som et af de bands, der grundlagde den såkaldte psykedeliske musik.
Men inden Roky grundlagde elevatorerne i 1965, var han allerede i gang med musikken. Det havde han været siden han var en lille purk, der lærte at spille klaver og guitar. Og i skolen var ham med i The Spades, der gjorde sig bemærket i lokalområdet i Austin, Texas, med en sang af Erickson. Spades dannede grundlaget for Elevatorerne og spillede numre, som dette band gjorde mere kendte.
I 1966 udsendtes så Elevatorernes første album med den stildefinerede titel The Psychedelic Sounds of the 13th Floot Elevators med hitsinglen “You’re gonna miss me”, der lige netop fik snuden inden for på den nationale hitliste. Den sang blev Ericksons adelsmærke og en af garagerockens centrale sange. Medens Elevators var i gang begyndte også Ericsons personlige problemer. Dels hans sindslidelse – paranoid skizofreni – og dels misbruget af stoffer. En uheldig blanding, der sikrede Erickson en plads som patient i det psykiatiske system og en konflikt med lovgiverne. Og først i midten af halvfjerdserne kunne Roky vende tilbage til musikken, nu med bandet “Bleib alein”, der spillede hård rock og fik udgivet et par plader.
De personlige problemer blev ved med at plage Roky, der frem til begyndelsen af firserne mest optrådte som solist, når han altså optrådte. Og omkring 1990 fik han en slags revival, idet der udkom en hyldestplade til ham -Â Where the Pyramids Meets the Eye – og flere opsamlinger med hans sange så dagens lys.
I halvfemserne fik Roky mere styr på sit liv. Han fik en bedre medicinering og fik sin lilebroder som værge. Det sidste betød også, at han omsider kunne få glæde af nogle af de royalties, som hans musik havde indtjent. Og i årene frem begyndte Roky at spille mere og mere offentligt og fik også en ny plade ud, All That May Do My Rhyme. Og frem til i dag har Roky været aktiv i musikken, og i disse dage bevæger han sig rundt i det skandinaviske. Og i morgen aften kommer han forbi Voxhall i Aarhus, hvor jeg agter at opleve legenden. Efter sigende ligner han nu en gammel bedstefar, bevæger sig som en og spiller ikke helt op til gamle dages niveau. Men hvem vil gå glip af mugligheden for at opleve den psykedeliske rocks grand old man?! Ikke jeg.
