CAPAC

Sådan sagde den sidste overlevende fra 1. Verdenskrig, Harry Patch. Og det kunne være en passende kommentar til Hans’ diskussion om krigens (u)undgåelighed.

 

Ganske vist er det sommer og ikke jul, men alligevel.. war is over osv.

I følge kalenderen er vi på vej ind i sommeren nu. Sommertid. Det er varmt nok, nærmest subtropisk om natten her. Velkommen sommer, vis dig nu fra din venlige side.

Alrunen har lagt nedenstående meget fine optagelse med Culpeper’s Orchard på på tuben. Måske i virkeligheden den bedste filmoptagelse med gruppen, man kan finde. Gruppen ligger i øvrigt lige nu på vinylhitlisten.

I går kom det frem at to fremtrædende medlemmer af Venstre – Claus Hjort Frederiksen og Eva Kjer Hansen – ikke har oplyst myndighederne om, at de har modtaget erhvervsstøtte til deres valgkampagner. I Frederiksens tilfælde drejer det sig om hele 400.000 kr., i Kjer Hansens om 60.000 kr. Og det er ulovligt ikke at underrette myndighederne og kan straffes med fængsel i op til fire måneder. Det sidste er dog aldrig sket, fordi sager af den her slags som regel er blevet forældede.

Til det er der kun at sige, at de to pågældende folketingsmedlemmer burde straffes. Et borgerligt demokrati, hvor penge spiller en stor rolle, bør tilstræbe størst mulig transparens. Vi bør som borgere kunne få indsigt i, hvilke penge partierne “lever” af og hvor de kommer fra. Derfor burde det også for længst have været et lovkrav, at alle partier fremlagde deres økonomiske forhold uden at stikke noget under bordet.

Det kunne ikke passe bedre. For kort tid siden tordnede, lynede og regnede det til den store guldmedalje uden for mit soveværelse. Og i dag – d. 30. maj – er det halvtreds år siden Beatles udsendte singlen “Rain” i USA (I Storbritannien fik de den først 10. juni). The Beatles’ fineste B-single-side. A-siden var “Paperback Writer”. “Rain” blev skrevet af John Lennon, men krediteret Lennon-McCartney.

For et lille årstid siden omtalte jeg Peter Larsen & Stationens album Utopia. Og nu er den flittige singer-songwriter fra Aalborg klar med en ny plade, So far, so good, der er  mandens ottende plade og et jubilæumsalbum, der markerer 10-året for Larsens solokarriere. Og logisk nok er pladen en opsamlingsplade, der giver et tværsnit af mandens produktion, siden debuten i 2006.

Det betyder så også, at der ikke er tale om et concept-album, selv om der selvfølgelig er sammenhæng i  tingene, i og med Larsen er den gennemgående sangskriver. Hele tyve numre er der blevet plads til på opsamlingen – og der er sange på både dansk og engelsk.

Og som tradionen for opsamlinger foreskriver har Peter Larsen også lagt en ny sang ind på skiven. Nemlig “The Strip”, som Larsen har skrevet under indflydelse af en rejse til USA (Los Angeles) og selv indspillet. Det er en nærmest klassisk rocksang, der smager af inspiration fra de store amerikanere med Sprinsteen som et af de iørefaldende pejlemærker – og en sang, der ganske godt illustrerer, hvad Larsen har at byde på: Iørefaldende rocksang i den store berettende rocktradition, der især har rod i Amerika.

Og når man lytter til pladen forstår man godt, at Peter Larsen har held med at indfange radiolytternes opmærksomhed. For det er rocksangskrivning af den slags, man i gamle dage (halvfjerdserne især) kaldte aor, adult oriented rock, for FM-radioen. Ganske vist er FM-radioen fortid, men det er den slags sangskrivning langtfra. Og jeg er sikker på, at Larsen netop med en opsamling, hvor han skummer fløden fra sine otte plader, må kunne nå ud til mange trofaste radiolyttere – og yndere af rocksange i traditionen fra Springsteen, Bob Seeger m.fl.

So far, so good giver et fint signalement af sangeren og sangskriveren Peter Larsen og giver en lyst til at følge Larsen på vej på de næste mange album for at se, om han kan udvikle sin stil endnu mere. Vi får se. Hermed anbefalet.

Peter Larsen. So far, so good. Eget forlag. Er lige udkommet.

Det er et par år siden, jeg omtalte og anbefalede Johannes Andersens album Mellem skyernes skygger. Og nu er Johannes så ude med opfølgeren Byens bånd. Dengang pointerede jeg med henvisning til Bob Dylan som mønstereksempel, at Johannes insiterede på det singulære perspektiv på virkeligheden, som han kender den. Og jeg mener, at den nye plade bekræfter og underbygger den fortolkning.

Måske er perspektivet endda blevet en anelse mere konkret og personligt forankret end sidst, hvor det personlige havde en mere almen karakter. Denne gang ved vi, at vi ikke alene befinder os i provinsen et sted, men helt konkret i Aalborg og omegn og Johannes trækker på konkrete personlige oplevelser og erfaringer fra livet i den provins, der er hans.

Byens bånd hedder pladen som sagt. Og på coverfotoet står johannes på et kloakdæksel midt i sin by. Og byen med dens bånd er et sindbillede på det moderne liv, vi lever. I den tiltagende urbanisering er byen som fænomen selve symbolet på den (post- eller sen-)modernitet, vi har som livsvilkår, på godt og på ondt. Og som på sin forrige plade har Johannes Andersen i sine tekster et godt blik og en fin fornemmelse for de dobbeltheder, modsætninger, ambivalenser, usikkerheder osv., det urbane liv indeholder. Men grundlæggende er stemningen og oplevelsen af dette liv positivt, under al den tidsåndsprægede melankoli.

Det mærker man allerede i den første sang, der bare hedder “Min by” og er en skildring af en tur gennem Aalborg, hvor registreringerne af livet i byen kommenteres af følgende omkvæd:

Svæver op i det blå

Bilerne er gået i stå

Glemmer alt det jeg skal nå

Det er mit nu

Det her er min by

Det er mit nu

Det her er min by

En ode til byen, en ode til byen Aalborg og dens liv, en ode, der fungerer som klangbund for de andre sange, hvoraf flere kredser om det singulært oplevede liv. Som allerede i sang nummer to, hvor en kniv skærer gennem huden, og hvor såret og blodets tilsynekomst indebærer en overraskelse for jeget og bliver et billede på, hvordan det reelle kan trænge igennem virkelighedens sæbebobbel og overraske os. Som en påmindelsen om, at der bag den moderne, urbane virkelighed gemmer sin en helt anden og voldsom realitet: “Overrasket fangede jeg stanken / Af undergang og pludselig død”. Jovist, Tom Kristensens katastrofiske blik er ikke fremmed for Johannes Andersens oplevelse af bylivet.

Og som på Skyernes skygge er den politiske virkelighed diskret til stede på Byens bånd. I “En krig der ikke er din” gælder det den danske krigsindsats i nyere tid, hvor unge mennesker sendes ud på missioner, hvis konsekvens de langt fra altid kender. Den kritiske røst er nedtonet og diskret, som forventeligt, når man er personligt involveret i en ung soldats liv, men ikke til at tage fejl af. Sangen er den mest politisk virkelighedsnære på pladen, der ellers holder sig til sansninger, iagttagelser og registreringer af de brudflader og forskydninger, som de moderne urbane liv afsætter i vores liv. Som i sangen “Byens puls”, der nok – for en overfladisk betragtning – er endnu en hyldest til byen, en besyngelse af byens “puls”, dens vitalitet og energi. Men læser man teksten lidt nærmere, så genkender man spor af bylivets modsætningsfulde symptomatik i form af dets ‘usikkerhed’, ‘ængstelse’ og latente ‘uro’, der er bagsiden af det hektiske, rastløse, foranderlige by-liv: “Tænker pludselig på det angste blik/Du stjælent sendte mig/ Byens puls bevæger sig/ Mellem huse og gennem mig/ Her er masser af grund til usikkerhed/Skyhøje huse – facader af glas/fyldt med skjulte liv…”.

De sidste sange på pladen skærper det singulært-personlige perspektiv. Det er sangen om barnet – eller måske snarere barnebarnet – der helt konkret er et tegn på ‘lys og liv’. Et lille lysi mørket, et lille håb for fremtiden: “Du er lys og du er liv/ Elsker dig, min ven/ Du kan gøre hvad du vil/ Og altid komme ind”. En næsten klassisk lille sang om barnet som det håb, fremtiden nødvendigvis må bygge på.

“Stjerneklart” er en lille sang om oplevelsen af en stjerneklar nat, hvor bylivet lukker ned, pulsen falder og hvor ‘tvivlens port lukker’ for en kort bemærkning, inden byen vågner igen. Byen oplevet gennem en sanset tilstand mellem vågen og søvn, hvor drøm og virkelighed udvisker hianden.

“Nye billeder” er den voksne Johannes Andersen kommentar og filosoferen over vor digitaliserede tidsalders fotografiske totalkortlægning af liv. Hvor nutidens børn får deres liv foto-kortlagt helt ned i mindste detalje (“Knivskarpe billeder af en sut”) – i modsætning til den voksne Johannes Andersens eget fotoalbum med få sort-hvide billeder af forældrene og sig selv og broderen. Billeder, der i kraft af deres punktuelle sjældenhed er ladet med betydning og erindring, som ingen moderne mobilvideo vil kunne erstatte. Men som også – for en sikkerheds skyld – må skannes ind på computeren for at bliver husket og fastholdt. Jo, vi er fanget mellem sort-hvid nostalgi og digital virkelighed.

“En sort diamant” er Johannes erindring om en berømmet, kort koncert med Jimi Hendrix i Aarhus i 1970. Nitten minutter, hvor det lykkedes Hendrix at vise sig som et kunstnerisk lys, der brændte i begge ender og brændte alt for tidligt ud. En fin lille minderune for en stor kunstner og for Johannes studietid i den jyske hovedstad.

“Du er stadig min mor” er en kærlighedserklæring til moderen, der ‘forsvinder bag et slør’ – alderdommens både nådige og nådesløse demens, som flere og flere rammes af i vor tids urbane liv. En lille sang om den smerte, der ligger i at se et elsket menneske glide bort fra en. Og smertelig er også “En buket af vilde blomster”, hvor parret er gået galt af hinanden med vrede og frustration som konsekvens, sådan som det er almindeligt. Men hvor misforståelsen ikke er dybere, end at den kan løses med en buket blomster af den vilde slags. Og i “Snørebånd og uendelighed” får vi næsten svaret på, hvordan projektet går. De to går under månen i byen, hånd i hånd på vej hjem. Et snørebånd skal snøres og et stjerneskud signalerer en uendelighed over byens lukke. En sang, hvor det konkrete liv åbner sig mod det større – både i kosmisk og samfundsmæssig forstand:

“Vi kigger op på stjernene

Du holder fast i min hånd

Ser et glimt af uendleighed

Og jeg skal binde mit snørebånd

Mon der går en ræv et sted

Er der børn der lider nød

Du prøver at finde dig selv

I en hvedag fyldt med liv og med død

Den afsluttende sang som pladen i det hele taget demonstrerer, hvad der er en stor kvalitet i Johannes Andersens kunstneriske projekt. Nemlig, at han gennem en konkret singulær, subjektiv oplevelse og sansning af virkeligheden samtidig får karakteriseret den fælles urbane virkelighed, vi alle sammen er en del af. Ganske vist primært en almen karakteristik, men også en genkendelig sådan af en virkelighed, der er alt andet end harmonisk og uproblematisk. Og projektet sker via nogle enkle prosatekster, hvor små forskydninger får det prosaiske til at brække over i hverdagspoesi. Og det hele bæres frem musikalsk med en voksen rock, der stadigvæk vedgår arv og gæld til rødderne – ham Dylan, folkrocken, americanaen osv. Så samlet set følger Johannes Andersen og hans musikalske legekammerater op på Skyernes skygger på flotteste og mest overbevisende facon. Jeg kan kun give pladen mine varmeste anbefalinger med på vejen.

Johannes Andersen. Byens bånd. Produceret af Nikolaj Heyman. Jla Records/Gateway Music. Er lige udkommet.

Kender ikke så meget til Ellen Sundberg (endnu). Hun er i tyverne, har et par album i bagerummet og er klar med et nyt til august, Cigarette Secrets. Men det ændrer ikke ved, at hun har noget at byde på. Lyt til nummeret “Favorite Town”, der er et uddrag af den kommende plade.

Et herligt gensyn med det svenske progressive rock-jazz-band Samla Mammas Manna fra 1974.

the Monkees har sluppet deres første album i tyve år ud. Og måske skulle de have undladet det!? I hvert overbeviser det jeg har hørt – bl.a. nedenstående sang – mig ikke om, at resterne af det gamle tresserpopband kan genfinde den særlige magi, der var omkring gruppen og deres sange. Sangen er såmæn ok, men der er langt til “Daydream Believer” og den slags magiske popsange.

Min dag er reddet. Det vælter ned over os med politiske elendigheder. Vores svar på Donald Trump – Lars Løkke Rasmussen – vil hæve bundskatten og sænke topskatten. Ren omvendt Robin Hood. Og vi kan ikke forvente andet fra den kant. Dertil skal lægges alle de andre ulykker, han og regeringen vælter ned over os. Landbrugspakken, opgivelsen af vindmølleparker og togfonden osv. Jo, den omvendte Robin Hood har frit spil.
Men midt i alle elendighederne – de udenlandske ufortalt – kommer der så en sang fra min “ven” Loudon Wainwright, hvor han tager tyren ved hornene og synger om det skrækscenarie, der nok snart bliver til virkelighed: At Donald Trump – byggematadoren med akrylhåret – bliver USAs næste præsident. Og med sædvanlig skarpsindighed og præcision spidder han Trump i sangen “I had a dream”. Jeg drømte Donald Trump var præsident… En tanke, der burde gøre en søvnløs. Tak Loudon for at redde min dag.

I had a dream I don’t know what it meant
But I dreamed Donald Trump was our president
And there on election night right by his side
His flunky Chris Christie along for the ride
But it gets worse just wait there’s more
He made Jeff Sessions Secretary of War
And just like he promised he built him that wall
He blew up Cuba and he carpet bombed Montreal

I had a dream I woke up in a cold sweat
The Donald was elected in a huge upset
He made a bad deal with Putin a secret pact with Assad
Told the Pope where to go I swear to God
As for the Supreme Court he got to choose
He filled the vacancy up with Lyin’ Ted Cruz
His face was bright orange and his hair was just weird
But we were made great again, embarrassed and feared

I had a dream here’s how it went
I dreamed that the Trumpster was the president
His little finger on the button, he was doin’ his thing
Our new national anthem was “my ding-a-ling”
We were bought and sold like in Monopoly
He had the most hotels in the land of the free
Locked up the opposition and the demonstrators too
That would be me and it might be you

I had a dream I’m not sure what it meant
When I dreamed Donald Trump was our president
And it wasn’t even close he won it in a landslide
Our new hot First Lady she was beaming with pride
If you think that’s cool don’t fool yourself
He made Ben Carson Secretary of Health
And Sarah Palin Secretary of Stealth
If you think that’s scary just you wait
He made Newt Gingrich the Secretary of State
And Rush Limbaugh the Secretary of Hate!!

Dreams come true and there’s prophesy
And sometimes a nightmare is a reality

Det er længe siden, vi har hørt noget fra The Strokes. Men nu – tre år senere – er de tilbage med en EP og en foreløbende single, “Oblivius“.. Tempoet og energien er den, vi kender fra The Strokes, så måske er de ikke brændt ud som band endnu. Det må vi håbe.

Ja, boksen klapper også i om Tom “The Voice” Jones. Den walisiske sanger, der siden 1964 har kunnet trænge igennem til det store publikum med sin mandige og kraftfulde stemme. Nu er det så hans tur til at komme i boksen, idet man udgiver The Complete Decca Studio Albums Collection, der omfatter hele femten album fra 1965-1975. Ialt 180 numre med masser af hans kendte sange fra det tiår – Fra “The Green, Green Grass of Home” over !It’s not unusual” og “Delilah” til “She’s a lady”. Boksen skulle være i handlen til september.

Nogle 50-års-jubiæer får mere opmærksomhed end andre. Således er det Pink Floyd forundt at komme på de britiske frimærker sammen med her Majesty. Mon Gnags får lov til at opleve noget lignende herhjemme? Mon dog.

Enhver fan af The Pink Panther-filmserien med Peter Sellers ved, hvem Cato er eller rettere var. Cato var inspektør Clouseaus asiatiske husalf, der havde en stående ordre på at overfalde Clouseau i hjemmet, når det kunne lade sig gøre, for at inspektøren kunne øve sig i den slags situationer. Nu er Cato eller rettere Burt Kwouk, der havde æren af at fremstille den lille kæmper, død i en alder af 85 år. Ud over panterfilmene – hvor ham var med fra 1964 (Et skud i mørket) til og med 1993 (Son of the Pink Panther) – var han bl.a. med i et par James Bond-film og i en Steven Spielberg-film (Empire of the Sun).