14. juni 2016 arkiv

Det nytter ikke noget at undre dig…

14. juni 2016

Måske skulle jeg udnævne denne dag til Store Bob Dylan-dag og nøjes med at lytte til mesterens sange og ord. For verden er af lave, mere end nogensinde – og så er der god grund til at søge tilflugt i musik og kunst. Nedenstående sang er egentlig en (anti)kærlighedssang, men kan sagtens være en kommentar til verdens gang. Det nytter ikke at sætte sig hen i et hjørne og undre sig for meget – når verden går sin alt for skæve gang, ledet af hensynsløse, egoistiske, kortsigtede politikere, der ikke vil verden det bedste.. Så jeg giver lige hjernen en tiltrængt tænkepause, medens jeg gør klar til dagens dont.

AC/DC kom forbi Aarhus

14. juni 2016

Jeg var ikke til koncerten. Men det var heller ikke nødvendigt. Jeg kunne nøjes med at åbne mit køkkenvindue, så kunne jeg høre musikken ganske klart og tydeligt, hvis jeg ellers havde haft lyst. Og den retablerede udgave af AC/DC tog vist stikket hjem rent musikalsk, hvis man skal bedømme ud fra de lokale anmeldelser og kommentarer. Til gengæld har der været store problemer med selve afviklingen af koncerten, og arrangørerne har fået hård kritik. Og sikkert med god grund. Noget har jeg dog ikke bemærket i kritikken: Nemlig, at områderne omkring spillestedet efterrfølgende var svinet til med affald. Jeg kørte selv forbi området ved Tivoli Friheden i går morges, og jeg har ikke tidligere set sådan et svineri af plastikkrus og affald. Man skulle tro, at Aarhus renovationsselskab havde haft et uheld med lastbilerne og havde tømt dem på gader og vej. Det var ikke et kønt syn og burde ikke forekomme i det så festglade Aarhus. Publikum og band havde fortjent bedre…