9. juli 2016 arkiv

Tilbagefald

9. juli 2016

Jeg har bragt den før. Og gør det gerne igen og igen. Men omstændigheder og tilfældigheder sporede mig igen ind på Rod Stewarts noget oversete album Still the same … great rock classics of our time fra 2006. På coveret sidder Rod i en skinnende stribet jakke med hænderne foldet over de slidte cowboy-bukser og ligner en parodi på fordommene om han (en jetset-skørlevner med arbejderklassebaggrund). Men alt det udvortes glemmer jeg gerne, når han tager mikrofonen og gør det, han er bedst til. At synge – sine egne og andres sange.

Gem

Capac anbefaler: Violi Viola – E luxo só

9. juli 2016

violiviola

Lad mig bare indrømme det: Siden mine ører blev åbnet for musikken har jeg haft en svaghed for brasiliansk – og latinamerikansk – musik. I min overvejende rock- og popdominerende musiksamling findes der et lille, beskedent udvalg af plader, der dyrker samba, bossa nova osv. Plader, jeg med glæde og nydelse vender tilbage til, når hverdagen kræver det. Og det sker slet ikke så sjældent.

Og nu er min lille feinschmecker-samling blevet udvidet med et dansk indslag. Nemlig Violi Violas plade È luxo so. Her mødes danske musikere – Alexander Kraglund (violin og mundharpe) og Jeppe Holst (7-strenget guitar) – med brasilianske Thaís Motta (sang) og Afonso Corrêa (slagtøj). Og mødet resulterer i musik, der nærmest  gør betegnelsen world music overflødig. For Violi Violä løfter den brasilianske musiktraditon op på en måde, der føles og opleves helt naturlig. Og jeg tror, det bunder i, at de involverede parter har en dyb kærlighed til netop den musik. Bossa novaen, choroens osv. Og det er forudsætningen for den indlevelse og kærlighed til musikken, man oplever, når man lytter til denne lille plade. Lytningen fik mig til at finde Jobim, Gilberto, Gil m.fl. frem fra pladereolen. Og bedre anbefaling kan jeg ikke tænke mig.

Thaìs Motta har en dejlig, feminin stemme, der udfolder sig ubesværet og lydhørt over den næsten tidløse og traditionslydhøre musikalske opbakning. Og sangene fremføres med det sentiment, vi kender fra de brasilianske klassikere, en blanding af melankolsk længsel og dens modstykke, den hjertelette glæde.

Jeg behøver vist ikke at pointere, at denne plade rammer en streng eller tone i mit musikalske univers. Og det kan godt være, at Violi Violäs plade falder lidt uden for mainstream-pladestrømmen, men jeg synes, at man skal give den en chance. Jeg er sikker på, at fans af denne musikform vil elske den og novicerne vil opdage, at der er noget at gå efter, hvis man vil forlade de allerede trådte musikalske spor.

Hermed varmt anbefalet.

Violi Violä. È luxo só. Gateway music. Er lige udkommet.

Desværre ingen smagsprøver pt.

 

Gem

Gem

Gem

Kryddersildenes tyve år

9. juli 2016

I går var det tyve år siden, Spice Girls begyndte deres rejse mod berømmelsens tinder med singlen “Wannabe“, der blev en slags kendingsmelodi for den såkaldte girl power.

Musikanmelderne var – for at sige det mildt – forbeholdne over for kryddersildenes musikalske bidrag, men publikum var som sædvanlig ligeglade med, hvad kritikkens Kloge-åger mente og gjorde singlen til den bedste og bedst skrevne single i 1997. Det er den gamle historie om igen, men tilføjes skal det også, at successen også blev hjulpet godt på vej af en massiv markedsføring. Det er også en gammel historie, at popsuccesser ofte er produkt at markedsføring. Faktisk så gammel som poppen selv…

Men et eller andet sted var pigerne i Spice Girls med til at kolportere en ny selvbevidst post-tresser-kvindelighed, der den dag i dag sætter dagsordenen i medierne.

En anden slags kvindelighed fra en anden tid – Shit og Shanel anno 1976

Gem

Neil Young og publikums forventninger

9. juli 2016

“I don’t care what people want to hear – that’s not why I’m playing. I’m not an entertainer in the classic sense. I play what I feel like playing, and I hope the people like it.” (Neil Young til Rolling Stone)

I forlængelse af min lille meningsudveksling med Henning lytter jeg til Neil Young Live at the Cellar Door (liveoptagelse fra 1970 – sprød og frisk som var den blevet optaget i går…) og læser Youngs seneste meningsudveksling med en journalist fra Rolling Stone. Og den bekræfter kun, hvad vi hele tiden har vidst: Young går sine egne veje – som Dylan i øvrigt – og bekymrer sig ikke så meget om, hvad folk, herunder publikum, tænker om hans musikalske valg.

Gem