16. juli 2016 arkiv

Billy Cross – 70

16. juli 2016

Tilfældet ville, at jeg i går, da jeg skulle prøve, om jeg kunne få min gode gamle grammofon til at spille sammen med en ny forstærker, fik sat Delta Cross Band og deres album Up front, og det lykkedes. Og i dag er det så kapelmester Billy Cross’ fødselsdag – og han bliver 70. Og det er nok en begivenhed, der er værd at smide en rune efter eller to.

Når Cross omtales i pressen repeteres det som oftest, at han har spillet med i Bob Dylans backingband tilbage i halvfjerdserne. Men uden at forklejne hans bidrag der, så synes jeg, at man især skal opholde sig ved hans mangeårige bidrag til dansk rockmusik – som solist og som samarbejdspartner for andre. Lige fra Delta Blues Band over Lone Kellermann og C. V. Jørgensen til hans egne soloaktiviteter. Jeg håber der er flere plader og mere musik i Cross de kommende år.

Tilbagespoling – til dengang Cross fejrede sit 50 års jubiæum

Gem

Jubilæum: Yardbirds – Roger the Engineer – 50 år

16. juli 2016

Roger the Engineer er egl. et øgenavn, som Yardbirds 1966-album fik på grund af coveret. Den engelske titel var bare Yardbirds, medens det i Tyskland, Frankrig og USA hed Over Under Sideways Down. Helt i tidsånden var pladen Yardbirds bud på psychedelisk musik, og alle sangene på pladen var skabt af medlemmerne. Og pladen er siden blevet udnævnt til at være en af de bedste gennem tiderne – af Rolling Stone. Og så må det jo passe eller noget…

At tilgive alt – Tom Petty & Mudcrutch

16. juli 2016

Mudcrutch er navnet på det band, Tom Petty dannede i 1970 sammen med Tom Leadon, efter at have spillet sammen i et band ved navn Epics. Mudcrutch nåede at indspille en håndfuld singler, inden bandet blev opløst og Petty fortsatte videre med sine Heartbreakers. Men i 2007 blev Mudcrutch gendannet på initiativ af Petty. Mest for at mindes de gode gamle dage. Men projektet fik vind i sejlene. I 2008 kom en eponym plade, der solgte ganske godt, og siden kom en live-EP og sidst album – i maj 2016 -nr. 2, som blev fulgt op af en promotion-tur derovre i Amerika.

Tiden er gået. Petty er blevet ældre og Mudcrutch lige så. Og det spores på den fine sang og video, der netop er blevet udsendt. “I forgive it all”. Den er lavet af Sean Penn & Samuel Bayer og har selvest Anthony Hopkins i hovedrollen. Det er en let melankolsk, Dylansk sang om, ja, at tilgive alt.