26. juli 2016 arkiv

Genhør med Screaming Lord Sutch og hans venner

26. juli 2016

Apropos Little Richard, så vil tilfældet, at jeg lige nu lytter til originalen og fænemenet Lord Sutch og hans “Heavy Friends“, og på et foto i CD’en kan man se Lord Sutch på boldbanen med – ja – Little Richard. Og det er måske helt forståeligt, for de to er et alen af samme stykke galskab. Musikalsk galskab.

Her er Sutch med Jimmy Page på guitar, John Bonham på trommer og Daniel Edwards på bas:

Og undskyld til Lord Sutch. Sidst jeg omtalte ham, skrev jeg, at han sang “ad helvede til”. Så slemt er det nu heller ikke…

Gem

Gem

Little Richard – Mono

26. juli 2016

Det er bestemt ikke første – og forhåbentligt heller ikke sidste – gang, at rockandroll-grundlæggeren Little Richard gøres til genstand for en markant opsamling. Nu gælder det en monoboks med fokus på alle mandens indspilninger på plademærkerne Specialty og Vee-Jay (dvs. Here’s Little Richard (1957), Little Richard (1958), The Fabulous Little Richard (1959), Little Richard Is Back (1964) & His Greatest Hits (1965). En såkaldt limithed edition på vinyl (5 album) til en høj, men for mange dog overkommelig, pris (ca. 100 $). Så hvis man er vinylenthousiast og stadigvæk ikke har de bedste af Richards sange i sin samling, så er chancen der nu.

PS. Hvis man som jeg må skele lidt til pengepungen, så er et godt råd at tjekke, hvad der ellers er af opsamlinger med Richard. Så er der en del at spare…

 

Jeg klamrer mig til vinyler og CD’er

26. juli 2016

Ja, musikstreamingen har ikke for alvor fået tag i mig. Jeg abonnerer ikke på de store streamingtjenester, men bruger da  Youtube, Bandcamp og et par stykker mere. Men de er ikke et alternativ for mig til vinylpladerne og CD’erne. Og egentlig er det et lille paradoks. For for ganske få år siden, da kampen mod illegal downloading var på sit højeste, var jeg var tilhænger af, at musik – al musik – i princippet burde gøres almentilgængelig på nettet. Og det er vel – i et eller andet omfang – det, der er ved at ske nu.

Men jeg har en række forbehold.

For det første irriterer det mig grænseløst, at de store musikfirmaer (pladeselskaber) underbetaler kunstnerne og dermed fortsætter den udbytning af kunstner, der har stået på siden industrien opstod for mange år siden.

For det andet er musik for mig forbundet med de medier, der hidtil har båret dem. Singlepladen, der dyrkede den populære sang (hittet). EP’en, der som mini-album gav et varieret billede af en kunstner og fungerede som appetitvækker for albummet. Og endelige LP’en, der blev båret af ideen om et sammenhængende værk eller i hvert fald et repræsentativt billede af en gruppe eller kunstner. Dertil skal lægges fænomener som fx opsamlingspladerne – Greatest Hits, Best of… osv. – der – i bedste fald (når de var redigeret ordentligt) – kan give et udkrystalliseret signalement af en kunstner eller et band. Og flere facetter kunne føjes til (soundtracks, liveplader osv. osv.). Og disse – for mig uomgængelige – kvaliteter går fløjten med streamingtjenesterne, selv om vi er i en overgangsfase, hvor ovenforomtalte idealer stadigvæk kan fungere som illusioner for streamingbrugerne.

Jeg klamrer mig til vinyl og CD og vil gøre det, så længe det giver mening for mig. Og jeg tror, der vil gå mange år, før de faste medier helt vil forsvinde (om overhovedet). Kald det bare nostalgi, sentimentalitet osv. Det ændrer ikke på min holdning – og den afspejlder sig bl.a. i mit forhold til nye musikprodukter. Jeg omtaler således kun plader, der udkommer som sådan – på rigtig vinyl eller original CD.