Pirateriet er tilbage – eller er det?
4. september 2016I dagbladet Politiken kan man læse, at piratkopiering af musik er på vej tilbage efter år med stort fald. årsagen er nu, at nogle kunstnere – med journalistens ordvalg – er ‘uvillige’ til at give alle streamingtjenester adgang til deres musik. Hvilket betyder, at hvis man fx er kunde hos Spotify eller Tidal, så kan man ikke lytte til den nu så populære Frank Ocean, fordi han har lavet en eksklusivaftale med Apple Music. Det har angiveligt ført til, at Oceans seneste album er blevet genstand for massiv piratkopiering. Andre ‘uvillige’ kunstnere er Adele, Kaney West, Taylor Swift, Metallica, Drake, Beyoncé, Coldplay, Radiohead og Rihanna. Som man kan se, er det alle store og populære navne.
Problemet er altså ikke, som journalisten ellers gerne vil insinuere, at musikforbrugerne griber til ulovligheder, men at deres streamingleverandører ikke kan levere varen. Hvad er det værd, at kunne lytte til 1 millions sange, hvis den sang, man allerhelst vil lytte til, ikke er med på listen? Problemet er, at musikbranchen – streamingtjenesterne – og nogle af kunstnerne åbenbart ikke forstår, hvordan musikmarkedet fungerer. Konsumenterne skal nok få fat i den vare, de er interesseret i. Også selv om det betyder ‘piratkopiering’. Denne lovmæssighed gælder som bekendt ikke kun i de digitale produkters univers, men for enhver kopierbar vare og tjenesteydelse. I gamle dage – før den digitale tekniks revolutionering af musikkonsumptionen – florerede vinylpiratpladerne, fordi musikforbrugerne ville høre koncertoptagelser.
Uden at ville udpege en bestemt skurk i dette spil, så må man nok konstatere, at nogle streamingtjenester ser en lukrativ fidus i at lave eksklusivaftaler, fordi det giver en lille konkurrencefordel. Om det er en fordel for de ekskluderende kunstnere afhænger nok af, hvilken aftale de har med musikbagmændene.
Sagen peger på to forhold. For det første, at piratkopiering eksisterer som et permanent problem i digitaliseringens tidsalder. Det understreges fx også af de uafklarede rettighedsforhold på tjenester som Youtube og lignende. For det andet peger det på, at vi på et globaliseret marked oplever eksklusivitet som et forbrugshæmmende eller ligefrem forbrugsforhindrende forhold, der bør ryddes af vejen. De involverede kunstnere må forstå, at de agerer på dette globale marked og derfor bør gøre deres varer tilgængelig for alle interesserede forbrugere.
Overordnet set illustrerer sagen, at vi nok er langt inde i de digitale tidsalder, men langtfra har forstået og tilpasset os den nye situation, fordi vi agerer gammeldags.
