Det er Sir Mick himself, der lader nyheden slippe ud i de sociale mediers umættelige strøm. Den nye plade fra Stones – hvor de vender tilbage til the blues – er ude i butikkerne den 2. december. Så det ser atter ud til at julen er reddet… musikalsk set i hvert fald.
Jeg kom til at tænke på Johnny Cashs american recordings, på Bruce Springsteens Nebraska og Ulf Lundells ti sange fra et hotelværelse, da jeg lagde Martin Bloms Sange fra ødekirken i CD-afspilleren. Og det er ikke tilfældigt. For lige som de nævnte kunstnere har Blom på sin ny plade valgt et særligt refugium for sin nye plade. Som titlen antyder, så er pladen indspillet i en øde kirke, nærmere bestemt den nedlagte Buderup Ødekirke i Rebild. En kirke, der ikke længere tjener sit oprindelige formål, men nu står i kulturens tjeneste.
Og den nøgne kirkebygning med sin særlige akustik og dens rå, og sikkert inspirerende, tomme skal fik lov til at danne ramme om Martin Bloms samling af danske sange. Og – næppe helt tilfældigt – så spejler eller snarere korresponderer sangene med deres konkrete sanselighed og enkelhed den skrabede, rå ramme udgør.
Bortset fra lidt backingvokal (af Bjørn ‘Bønne’ Petersen og Henrik Hansen), så står Martin Blom for det hele. Og det vil sige: sang og diverse guitarer. Og som det antyder, så skærer Martin Blom ind til benet. Tekstligt og musikalsk udviser sangene en elementær nøgenhed og ‘ærlighed’, som nærmest er blevet en kendetegn for den slags refugieindspilninger. Det er som om den udvendige askese fremmer en kunstnerisk frugtbarhed.
Et par eksempler. I sangen “Hver morgen er en kirke” skæres der næsten ind til en absolut nulpunkt. Livet i form af den daglige morgen anskues som en ny begyndelse og en ny mulighed:
Hver morgen er en kirke
Jeg går derind
med åbent sind
Hver morgen er et landskab
Jeg går derud
Giver mit bud
Hver morgen er en mulighed
En skæbne der venter mig i døren
Og igen andre kan i mit sted
Gå ud og ta’ min tørn
….
Hver morgen er et blankt papir
Der vil ha’ ord
Jeg ved jeg tror
Et ark med alt og intet
Der kræver mig og mit kontrafej
Hver morgen er et checkpoint
Jeg lægger pas og dagsprogram på bordet
Alt hvad der er mig
Mit brugernavn og adgangsordet.
Selv om nogle teologer sikkert kunne tage teksten her til indtægt for den kristne tro, så læser jeg den mest som en slags eksistentiel nøgternhed, hvor det handler om at sætte ord på det mirakel, hver morgen vitterlig er som både afslutning og begyndelse på noget nyt, som forfatteren bemærker i det hæfte, der følger med pladen. Det er som om ødekirken med al dens symbolik modsvares af en bestræbelse på at skrælle alle udvendige lag af og nå ind til en særlig umiddelbarhed og noget væsentligt. Det kan man også læse ind i en af de mere personligt historiske sange på pladen, nemlig “Drømmer 71”. Her fortæller Blom om sin egen generation, der i fodsporene på de såkaldte 68’ere – til lyden af Burning Red Ivanhoe og Alrune Rod – nærede drømme om en anden og bedre verden:
Der var en dejlig udsigt derfra hvor vi stod
Og da vi sad på gulvet og hørte Burnin’ og Alrune Rod
Verden den var vores den gamle sang på sidste verd
Der var god plads til en drømmer dengang i 71
Underforstået: drømmene blev ikke indfriet, men drømmelandet eksisterer endnu et sted inde i den voksnes bevidsthed.
Også på den musikalske side dominerer enkelhed og rodfastheden. Martin Blom har rødder i, ja, rootsmusikken. Den musik, der ynder at gribe ned til de musikalske rødder og tilbage til en vis oprindelses enkelhed. Og på pladen her barberes musikken virkelig helt ned til en nærmest spartansk nyenkelhed, der både ekkoer af nøgen salmesang og den hudløse nærhed, som de indledningsvist omtalte kunstnere også fandt ind til på deres plader.
Og dermed skriver Martin Bloms plade sig naturligt ind i rækken af plader, der har deres udspring i et eller andet frivilligt refugium og itone- og ordsætter en særlig kunstnerisk ‘ærlighed’ og nøgenhed, der leverer et passende modspil til tidsåndens udvendighed og unødvendige fylde. Hermed anbefalet.
Martin Blom. Sange fra ødekirken. Eget forlag. Er udkommet.
Cover-The-Buca-Bus-659×659.jpg
Her i bloggen har jeg fulgt det gode odenseanske band Caper Clowns siden 2015, hvor jeg gav EP’en Type your text here nogle venlige ord med på vejen. Og nu er bandet så ude med en langspiller med titlen The Buca Bus, der indfrier de forventninger, jeg havde til Caper Clowns dengang. Forventninger om, at de ville fortsætte udviklingen af deres specifikke udgave af den såkaldte indierock, der samler trådede op fra især den melodiøse britiske udgave af indien og har tydelige tråde helt tilbage til indierockens forfædre i tresserne med Beatles som omdrejningspunkt.
Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved, hvad en Buca Bus er for en bus, men musikken og coveret på pladen fik mig til at tænke på den bus, Beatles bruger i filmen Magical Mystery Tour. Og i det mindste passer denne association på den måde, at også The Buca Bus sender os på en magisk og mystisk tur med tolv sange, der kredser om temaer som romantik og singulære, eksistentielle oplevelser. Og de fine tekster er heldigvis trykt i coveret, så man kan fordybe sig i dem, hvis man har tid og lyst.
Men man kan også nøjes med at lytte til musikken, der i højeste grad taler for sig selv. Som de bedste udenlandske indiebands har Caper Clowns formået at skrue en plade sammen, der både hænger godt sammen indholdsmæssigt og byder på stor variation og opfindsomhed inden for det brede spektrum, som indierocken arbejder inden for. Lige fra den indledende, næsten klassiske popsang “Pockets”, der er medrivende og stærkt melodisk i en grad, der burde gøre den til et hit i radioerne (hvis der var nogen retfærdighed til, hvilket der jo desværre ikke altid er…), over mere indadvendte ballader til regulært pompøse indienumre, hvor bandet gerne vil demonstrere, hvad de formår instrumentalt og i et studie. Heldigvis holder de fast i deres melodisk-poppede udgangspunkt, så studiet fristelser ikke tager overhånd i form af tomgang og udvendighed. Også på den led minder Caper Clowns mig om mine gamle idoler fra Liverpool.
Det er naturligt, at et band vil bruge de muligheder, der er i et moderne studie, for at vise hele udtrækket og alle de kunster, de kan. Men jeg synes Caper Clowns formår at holde sig på beatmusikkens middelvej af melodiøsitet og popcharme. Selv hvor de folder deres instrumentale virkemidler mest ud, kan man godt høre den elementære enkelhed og nerve, der Caper Clowns fineste vare- og vandmærke.
The Buca Bus er en vellykket, alsidig indiepoprockplade, der vidner om, at genren (hvis man da kan kalde indien det!?) lever i bedste velgående – og i Caper Clowns har et hold loyale og passionerede repræsentanter, der ubesværet tager kampen op med de bedste udenlandske repræsentanter. Ja, The Buca Bus aspirerer til en plads på min personlige favoritårsliste, når den snart skal skrives. Hermed varmt anbefalet.
Caper Clowns. The Buca Bus. Gateway. Er udkommet.
Jeg vil ikke bruge tid og energi på slagsmålet mellem fru Clinton og hr. Trump, men jeg kan godt lidt Chip Taylors og Carrie Rodriguez’ indirekte kommentar til hr. Trumps ønske om at bygge en mur til Mexico.
