Byliv kalder sangerinden Karen Marie Bille sin nye EP. Og byen, der er tale om, er hjemstavnen København. Og de fem sange på pladen handler – ikke så meget om København – som det liv, der leves i byen. Den første sang “Københavns havn” er således en hyldest til hovedstadens havn som porten til den store verden udenfor – men også som et billede på et liv, der netop åbner sig mod det ydre:
“Det er min havn – det er din havn – den ta’r verden i sin favn/ Købehavns havn – Købehavns havn/ Det’ en smuk havn – med et smukt navn – vækker kærlighed og savn/ Københavns havn – Københavns havn – Københavns havn”.
At der er andet på spil end en simpel kærlighedserklæring til storbyen og dens liv afsløres i de to næste sange, der er banale (forstået i ordets egentlige betydning) kærlighedssange, hvor forelskelsens og kærlighedens særlige forstyrrende rastløshed og opdrift beskrives i et direkte og genkendeligt sprog, sådan som den gode pop foretrækker det:
“Du har sat dig fast i min mave – bobler af lyst og fryd/ Jeg lever for kærtegn og tosomhed – synger for dig med liv og lyd/ Jeg vil give dig hele mit indre – dele min poesi/Høre dig tale om alle ting – vise dig alt det, du kan li'” (“Rod i det hele”).
Og:
“Med en sommerfugl i maven og krokus gemt i haven/ Danser jeg gennem vinden med dig/ Jeg kan høre fuglestemmerne dagen lang – en kærlig sang – til dig/ Et flyvende forår – en helt vidunderlig vår/ Med dig…” (“Med dig”).
Men det ville blive banalt i den pejorative betydning, hvis det blev hængende i de elementære lovesongs. Og det gør Karen Marie Bille da heller ikke. I de to sidste sange sniger slangens sig ind i paradis. “Kan vi sætte verden lidt i stå” er en klassisk sang om oplevelsen af livet, og måske ikke mindst bylivet, har sin pris og sine omkostninger: “Jeg prøver at gå baglæns og få andre med/ Men alle rykker fremad – de bliver bare ved/ Fuglene de flyver stadig samme vej/ Og mine tanker flyver flygtigt rund med mig/ Min krop er helt den samme – hjertet slår endnu/ Men inde i mig er noget gået itu./ Kan vi sætte verden lidt i står/ Lukke ned og lægge låget på/ Slukke solen, stoppe regnen blot et øjeblik/ Kan vi sætte verden lidt i stå”. Ja, stop verden, jeg vil af. Den tanke er lige så gammel som den moderne popmusik. Og måske er det det nulpunkt, vi skal nå for at komme videre? I hvert fald slutter Karen Marie Billes plade af med en opfordring til at slippe livet fri. Slippe kontrollen og befri sig fra det hidtil levede liv:
“Jeg slipper kontrollen – træder ud af rollen – løber væk fra folden og er fri/ dropper facaden – bryder barrikaden – lægger paraden indeni”.
På de fem sange formår sangerinden at tegne en følelsesmæssig rundtur, der passer godt til poppens erfaringsunivers. Og pop er det, Karen Marie Bille byder på. Moderne, voksen pop. Hun synger med sin gode, let pigede stemme og gelejdes smukt af en lille håndfuld yders kompetente musikere – Troels Skovgaard (guitarer og sang), Jon Bruland (bas og tangenter), Rune Harder Olesen (slagtøj m.m.) og Mikala Bosett (kor) – igennem de svingende og iørefaldende sange, der undertiden leder associationerne hen i retning af noget sydamerikansk, men også noget centraleuropæisk voksenpop fra tresserne og frem. Alt i alt et fint minialbum, der fortjener at bliver spillet på radiokanalerne som modvægt til vor tids ungdommelige pop. Hermed anbefalet.
Karen Marie. Byliv. Produceret af Louise Nipper. Eget forlag. Er udkommet.
Â
Ingen smagsprøver at byde på – endnu…
