16. oktober 2016 arkiv

Dylans tavshed

16. oktober 2016

Dagbladet The Independent bruger en hel artikel på det forhold, at Bob Dylan har reageret på sin Nobel-pris-tildeling med larmende tavshed. Den ‘sande Dylan-måde’ kalder avisen det. Og noget er der om snakken. Det fik mig til at tænke over Tod Haynes film I’m not there, der blev vist på DRK i går aftes. I filmen, der er ‘inspireret af Bob Dylans sange og hans mange liv’, som der står i forteksterne, ser man en ung udgave af Dylan (fremstillet af diverse skuespillere), der står frem og siger noget i retning af: “En sang kan stå på to ben”. Sagt på en anden måde: Sangen – sangene – har deres eget liv. Og de skal forstås og opleves som sådan. Ikke som sange, bag hvilke der gemmer sig en uudgrundelig person (Robert Zimmerman/Bob Dylan), men netop som selvstændige værker, der skal læse og forstå som sådan. Og det slog mig, at Haynes film er et smukt bud på en holdbar forståelse af fænomenet Bob Dylan, der nu har fået Nobelprisen. Vi forstår først og kun storheden i hans kunst, hvis vi “glemmer” manden bag sangene og holder os til de sange, han har givet os og fortsat giver os. Haynes film har mere at sige os end mangen en tyk bog, der svælger i mandens private liv. – Og Dylans aktuelle tavshed understreger lige netop dette synspunkt.

Skrevet i Musik Tagged , | 3 kommentarer »

Desert Trip – vor tids svar på Woodstock ’69?

16. oktober 2016

Den store, meget omtalte ikonbegivenhed, Desert Trip, der har formået at samle noget af det bedste af det gamle – fra Bob Dylan over Paul McCartney og Rolling Stones til The Who – lakker mod enden. Og tilbage står så musikkritikkens vurdering af de to weekender i ørkenen. Levede det op til de store forventninger eller hvad? Los Angeles Times’ anmelder August Brown anskuer begivenheden – og måske med rette – som et møde mellem generationer: dem, der er på alder med stjernerne på scenen og så de unge, dem, der er kommet til siden hen, børn, børnebørn, oldebørn osv. Og anmeldelsen bliver et spørgsmål om, hvordan man som festdeltager sikkert kommer igennem den oplevelse. Han skriver:

Of all the things Desert Trip has to teach the kids — the wisdom of the deep Dylan catalog, the joy of Mick Jagger’s catwalk, the pleasures of rolling out a blanket on a windless night of the Polo Grounds and hearing the best music from rock’s best era — there’s one thing the EDM kids in the Sahara Tent can teach in kind: how to party safely at something like this.

The opening night of Desert Trip’s second weekend was even better than I’d imagined — the recent Nobel Laureate Bob Dylan generously indulging fans with “Like A Rolling Stone” and other pop hits; Ron Wood ripping out ageless, invigorating guitar solos, testaments to the merits of a perfect riff. The built environment was unlike anything I’d seen in two decades of festival attendance — sprawling but accessible, vibey but logistically perfect. I’ll go ahead and dare to say that it out-classes Coachella as a total experience for regal rock ‘n’ roll like this.

Everyone from the security guards at the front gate to the most eager Dylanologist was kind, patient and beyond happy to be there. There was no bad seat in the house, and you could still get close enough to see Mick Jagger’s tendons flex.

Så tommelfingeren op! Desert Trip var bedre en Coachella. Men der var malurt i bægeret. Fx problemer med drikke – vand og andet. Så udmattelse, tørst, hedeslag og forøget indtag af alkohol og marihuana satte sig nogle uheldige spor. Al begyndelse er svær, ikke mindst for festivalarrangører. – Og for at vende tilbage til det indledende spørgsmål: Desert Trip er nok ikke noget Woodstock, men mindre kan også gøre det. Nu må vi se frem mod lyd- og billeddokumentationen af begivenhederne i ørkenen.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »