27. oktober 2016 arkiv

Capac anbefaler: Langsyn – Hvilke chancer

27. oktober 2016

Stuck inside of Mobile with the Memphis blues again lød det i mit indre, da jeg lagde øre til Langsyns nye album Hvilke chancer. For inspirationen fra den vrangvillige Nobelpristager Bob Dylan er slet ikke til at tage fejl af, når Langsyn folder sig ud. Ja, den indledende sang “For altid” lyder faktisk, som om der var tale om en fordanskning af en af Dylans outtakes fra tresserne – perioden omkring Blonde on Blonde (sådan cirka). Peter Butzback Larsen står for sangene og synger for så det giver kraftige associationer i retning af Nobel-Bob, men også i retning af Niels Skousen, Eik Skaløe, Hans Vinding og Hyldemor.

Jovist, Langsyn træder ind på ig i det lange spor af Dylan-inspirerede, dansksprogede singer-songwriters, der siden de sene tressere har beriget det danske sprog og den danske beatmusik med sange, der på dylansk vis kærligt og undertiden poetisk vrider vort modersmål lidt i beskrivelsen af den virkelighed, vi – på godt og ondt – lever i.

Det dylanske spor viser sig også i Peter Butzbacks Larsens fraseringer (den drævende, tilbagelænede, fortællende fremførelse af teksterne), i den markante brug af mundharmonikaen og den enkle, low budget, no bull shit produktion af den relativt korte plade (ca. 30 minutter).

Men, de foregående betragtninger skal ikke forstås sådan, at Langsyn og Peter Butzback Larsen blot er endny et eksempel på epigoneri i forhold til mesteren selv. Langsyn og Larsen er mere en slags moderne hippier, der har taget Dylan til sig og synger sange om tvivl og håb. Som det hedder i den indledende sang: “Jeg vrøvler en fuldemandssang/ Jeg rimer på alt hva der ligner”. Og ja, Butzback Larsen er nok, når alt skal gøres op, mere en sangskriver i Skaløe-traditionen end en efterkommer efter poeten Bob Dylan. Og det er godt og dejligt, for vi har brug for singer-songwriters, der på vort modersmål kan synge berusede sange, der rimer på alt, hvad der træder frem i vores fælles virkelighed.

C. V. Jørgensen er gået i frivilligt eksil og pladsen, han har efterladt, giver plads til mange andre talenter, bl.a. Langsyn, der med deres album finder tilbage til en autentisk enkelhed og musikalsk nøgenhed, der var politisk korrekt i tresserne og halvfjerdserne og har fået et opkog de seneste par årtier – og har det med at holde i mange år. Jeg er ret vild med Langsyns nye plade. Hermed anbefalet.

Langsyn. Hvilke chancer. Produceret af Langsyn og Boi Holm. LangsynBeat. Udkom d. 1. oktober

 

Capac anbefaler: Svin – Missionær

27. oktober 2016

Københavnerbandet Svin (Lars Bech Pilgaard: Guitar, Henrik Pultz Melbye: Tenorsax, karinet, Thomas Eiler: trommer og Adi Zukanovic: tangenter) har været en tur på Island, hvor de i det kendte Sundlaugin studio (Sigur Rós) har indspillet deres nye album Missionær. Og turen til det kolde nord sætter sit præg på pladen. Helt ud i coveret, der viser grå-blå indtryk fra havet og himlen, der omfatter øriget mod nord, mærker man den indflydelse det afsides pladestudie har haft.

Og indflydelsen stopper ikke ved det ydre. Også pladens indhold, musikken, bærer et kraftigt indtryk af den geografiske lokation. Men også af den lyd, som Sundlaugin har skabt for en lang række – fortrinsvis islandske – kunstnere med post-rockerne Sigur Rós i spidsen. Det er ikke tilfældigt at studiets lydtekniker Birgir Jón “Biggi” Birgisson står for lydsiden på Missionær.

Hvorfor pladen kaldes Missionær skal jeg lade være usagt. Men man kunne tænke sig, at det er for at sætte ord på en musikalsk mission, som Svin er ude på. At Svin måske med den nye plade, der adskiller sig fra deres tre foregående, ønsker at slå et slag for en musik, der ikke vil behage lytterne med genkendelig pop eller ditto rock, men med forkærlighed kaster sig over støjrockens rigt facetterede landskab og specielt den afkrog af noise-rocken, som søger at skabe rum for store følelser og stemninger. En slags moderne støjende mood-music.

I hvert fald er det det Svin gør på pladen. Med forkærlighed for repetitive og til det monotone grænsende langt trukne, svævende og cirkulerende lyde fra diverse tangentinstrumenter, der afløses, suppleres af små intense stykker af næsten velgørende og iørefaldende postrock med huggende guitarer og saksofon lader Svin de i alt seks numre danne en konceptuel enhed af en egen betagende og også lidt skræmmende skønhed.

Med Missionær har Svin (be)vist, at der også er god plads til forførende noise-post-rock i Danmark, og at islændingene ikke er alene om at skabe den stilart. Hermed anbefalet.

Svin. Missionær. Produktion: Svin og Anders Bach. Pony Records. Udkom d. 21. oktober

Capac anbefaler: She’s a Sailor – Back from the Sky

27. oktober 2016

Trioen She’s a Sailor består af Jesper Vindberg (sang og guitar), Thomas Albrechtsen (sang og tangenter) og Jesper Svane (trommer). De har rødder i København og Aarhus og står som kollektiv for musik og tekster på den nye EP, de har sendt på gaden. Og det er sikkert det kollektivistiske præg, der forklarer, hvorfor den lille plade virker så homogent vellykket.

Pladen består kun af fire numre, men bandet formår alligevel at give et indtryk af, at det allerede har fundet et stilistisk leje, hvorfra det kan udvikle sig videre. Og det er et leje, der så at sige ligger dybt i den klassiske poprocktradition, der fører fra tresserne og frem til i dag. Uden på nogen måde at ligne de store forbilleder blandt vokalgrupperne fra tresserne, så er der ingen tvivl om, at det er der inspirationen er at finde. For det musikvante øre er der mindelser om både Beach Boys, The Kinks og mange senere bløde rockere, når man lytter til de fire sange. Styrken på EP’en  er nogle endog meget iørefaldende melodier, nogle vokalarrangementer, der passer som Hans i Grete til melodierne og musikalske arrangementer, der skylder tresserne såkaldt symfoniske rock meget med hensyn til brug af strygere, piano osv.

Sangen “Beautiful”, der afrunder CD’er, skulle efter sigende allerede have gjort et stort indtryk på DRs P4. Og der er god grund til at tro, at de tre andre sange vil kunne følge trop og blive hits på samme kanal og tilsvarende radiokanaler rundt omkring. Er du til god, klassisk poprock, så giv She’s a Sailor en chance på din afspiller.

She’s a Sailor. Back from the Sky. Produceret af bandet selv. Iceberg Records. Udkom d. 14. oktober

En godt covernummer? Velvet Underground som eksempel

27. oktober 2016

I går aftes kom jeg helt tilfældigt til at se et interview med forgrundsfiguren i bandet Kandis, Johnny Hansen. Anledningen var at det dansktoporienterede band havde lavet et covernummer af en Volbeat-sang. Nu er jeg hverken til Kandis eller Volbeat for den sags skyld, men det fik mig til endnu engang at tænke over, hvad der gør et coversang god. Johnny Hansen argumenterede fint for, hvorfor Volbeat-sangen passede ind i Kandis’ repertoire. Det var noget med, at Volbeats hårdtslående sang havde elementer af pop i omkvædet. Og jeg tror Hansen har fat i noget rigtig. En god coversang skal gerne have noget genkendeligt, fx melodien. Hvis melodien er god og iørefaldende, så skal det fremgå af coverversionen også Men er det nok? Nej, der skal noget ekstra til. Fortolkeren skal lægge et eller flere lag på, der viser noget om, hvilken fortolker, der er tale om. Når Beatles fortoker ældre rocknumre, så er man aldrig i tvivl om, at det er Beatles, der fortolker. For nu at sætte det på spidsen. Her er så en fortolkning af Velvet Undergrounds “Perfect Day” ved Andrew Bird om Matt Berninger (The National). Er det en vellykket fortolkning? Døm selv.

Drive by Truckers ved skrivebordet

27. oktober 2016

Tyve år efter bandets dannelse fortsætter Athens-Georgia-bandet Drive by Truckers med at lave musik. Senest har de udsendt albummet med den nærmest ikoniske titel American Band der har fået fine anmeldelser hele vejen rundt. Og her træder de op på public-service-radioen NPRs skrivebord. Og så kan det næsten ikke blive ret meget bedre…