december 2016 arkiv

…ellers kan vi lige så godt lægge os ned og dø

31. december 2016

Der er stadigvæk nogle timer tilbage af 2016, og hvis vi er heldige kommer der ikke flere dårlige nyheder i år. Men ellers nærmer vi os det tidspunkt, hvor ABBAs gode nytårssang er så aktuel som altid. Selv om smerten er der, selv om det svunde år skuffede fælt og så videre, så skal vi ranke ryggen og tro, at der er et håb og en fremtid (Ivan Malinovski).

Læs mere »

Den alternative liste… sidste dag, nr. 16

31. december 2016

DEt amerikanske psych-band Kaleidoscope (1966-1970) får lov til at slutte min ideosynkratiske og forhåbentlig lidt obskure alternative liste af med opsamlingen Beacon from Mars and other psychedelic side trips. Og så et hjerteligt lykkebringende nytår til bloggens læsere. Jeg vender tilbage allerede i morgen med nogle forsinkede pladeomtaler. Heldigvis kan de alle holde til at vente til i morgen.

Den alternative liste… dag 15

31. december 2016

Hovsa. Jeg glemte helt den alternative liste i går. Men skidt med det. I stedet for får i en fin optagelse med The King of Surf Guitar, Dick Dale. Sidste indslag i den alternative liste kommer lidt senere i dag.

Memento Mori

30. december 2016

Vi nærmer os årsskiftet. Og selv om vi ikke ved, hvad Manden med leen kan finde på, inden klokken slår 12 den 31. december 2016, så ved vi dog godt, at 2016 har budt på mange dødsfald i musikken (og andre steder). Og det gode musikblad Gaffa bruger i dag megen plads på at mindes mange af dem, der ikke er mere.

Men inden vi helt fortaber os i jammer og tænders gnidsel over de faktuelle dødsfald, så skal vi lige huske på, at rigtig mange af dem, der gik bort faktisk havde nået det man engang med en fin metafor kaldte støvets år. De havde nået en alder, hvor dødens indtræden nok kan ryste os, fordi dens komme altid er ‘banal og ufattelig’, som en filosof engang udtrykte det, men som vi ved nærmere eftertanke ikke må blive chokeret over. Leonard Cohen blev et par og firs år. Ikke mange får lov at leve så længe. Bare som eksempel.

Og de mange dødsfald understreger også, at populærmusikken – rocken og poppen – er blevet gammel og dens første udøvere med den. Vi skal vænne os til tanken om, at en dag er der heller ikke være en Bob Dylan, en Mick Jagger eller en Paul McCartney. Sådan er det. Så vi gør klogt i at tænke, at 2017 nok også vil byde på mange nekrologer og nekrogrammer.

Og oven på disse såre banale betragtninger fortjener vi et stykke livsbekræftende musik. Og hvem andre end the Beatles er garant for det?!

Til lykke til Patti Smith: 70

30. december 2016

MIt første møde med Patti Smith var ikke nogen succes, men siden er hendes stjerne steget gradvist på rockens firmament – ikke mindst de sidste par årtier, hvor hun musikalsk og på anden kunstnerisk vis har foldet sine vinger helt ud. Her er hun i en optagelse fra 1975, hvor jeg oplevede hende i Aarhus. Her er det blot i Marseille:

Den alternative liste… dag 14

29. december 2016

Og hvad passer så til sådan en dag i slutningen af december, hvor det er mørkt – både i vejret, politiken og på andre måder? Måske lidt Tom Waits  Og hvad skal vi tage? Franks vilde år? Den sorte rider? Nej, jeg tror vi skal omkring Rain Dogs, der var den plade, der får alvor fik mig med på Waits-vognen.

Alene (med Lundell) nytårsaften

29. december 2016

En af mine naboer fortalte mig i dag, at hun skulle holde nytårsaften alene i år. Hvor fedt er det?, tilføjede hun så. Jeg ved ikke, hvor fedt det bliver, men det fik mig til at tænke på den nytårsaften, jeg selv holdt mutters alene. Det var i 1985. Det var helt frivilligt (jeg havdee takket nej til et par invitationer) og det var en ret spartansk aften uden alkoholindtag og uden et oppulent måltid. Og så viste det sig at blive en dejlig aften, fordi jeg helt tilfældigvis fik åbnet for svensk tv, hvor Ulf Lundell gav en koncert, der – kan jeg læse – i dag betragtes om en “klassisk” koncert. I hvert fald fjernede den for mig enhver tvivl om den svenske poet og musikers format, og siden har jeg været meget begejstret for Lundell. – Og så viser det sig, at hele koncerter ligger på Youtube. Hvor heldig kan man være!? To timer og 46 minutters ren Lundell. Hep.

To be without you

29. december 2016

2017 rækker allerede ind i 2016. Her er fx den anden single fra Ryan Adams kommende, imødesete album Prisoner, hvor han genoptager folk-country-rocken. Og at dømme efter single 2, så har Adams bestemt ikke glemt, hvordan det lød i traditionen fra Gram Parsons.

Den alternative liste… dag 13

28. december 2016

Blandt bloggens læsere er der måske en, der har spurgt sig selv om, hvilke kriterier denne alternative liste er lavet ud fra. Jo, det er ganske enkelt. Jeg vælger musik inden for en radius af ca. 1 meter her på kontoret, musik, jeg selvfølgelig godt kan lidt og som ikke er af nyere dato.

Og fra Bob Dylan bevæger vi os over til Warren Zevon og hans vist nok eneste officielle live-album Stand in the Fire (1980) i den udvidede og lydforbedrede udgave fra 2007.

Jagger og Richard om the Blues…

28. december 2016

Et interessant lille interview om dengang, the Blues blev fælles referencepunkt for beatmusikken i England. Bemærk også Richards skarpe kommentarer i forbifarten og USA, cølibat osv…

Den alternative liste… dag 12

27. december 2016

Fra excentriske Joe Meek går turen til dette års Nobelpristager i litteratur og hans allerførste eponyme album, hvis tilblivelse jeg netop har læst lidt om i kæresten Suzes erindringer. Et album, der rangerer meget højt på min Dylan-skala – og på listen over væsentlige album i det tyvende århundrede.

Genhør: Linda Scott – In-between teen

27. december 2016

For længe siden var jeg omkring Linda Scott, der huserede på de amerikanske poplister fra de sene halvtredsere til starten af halvfjerdserne. Og ret tilfældigt faldt jeg i dag over hendes allerførste indspilning, “In Between Teen” om teenagealderens trængsler. En nærmest programmatisk sang for teenagerne, der for alvor blev et segment i tresserne… Og en herligt tidtypisk popsang.

Den alternative liste… dag 11

26. december 2016

Og få dage, nærmere bestemt den 3. januar 2017, er det 50 år siden produceren, lydteknikeren og sangskriveren Joe Meek (Robert George Meek) døde, kun 37 år gammel. Meek var bøsse, psykisk ustabil og endte med at skyde sig selv.

Men i sit korte liv formåede han at sætte sit præg på populærmusikken i form af eksperimenterende lyd – med brug af bl.a. overdubbing, sampling og ‘reverb’. Han var med til at gøre pladeproduceren til den kreativ person i musikproduktionen, som han/hun blev i løbet af tresserne. Og dagens plade er en opsamling med titlen The Joe Meek Story (2012), en dobbeltcd med en række af de kunstnere, der fik lov til nyde godt af Meeks opfindsomme produktion. Fra John Leyton over the Honeycombs til the Outlaws. Og en del af dem endte også på hitlisterne.

åh nej, også George Michael har sagt farvel til vores jammerdal

26. december 2016

Med tonerne af Whams til tider ulidelige julehit “Last Christmas” i ørene endnu, erfarer jeg, at Wham-forgrundsfiguren George Michael er fundet død i sit hjem i Oxfordshire, England. Kun 53 år gammel. Der er endnu ikke nogen forklaring på dødsårsagen, men politiet opfatter det som “uforklaret”. Michaels manager citeres dog for, at han døde af hjertesvigt i sin seng. Vi bliver klogere, når obduktionen engang foreligger.

På min pladehylde står to plader med Michael. Dels den dobbelte opsamling Twenty Five, der giver et godt udsnit af mandens kunstneriske virke (især solodelen) og så albummet Listen without prejudice, der viste Michael fra hans mest ambitiøse og modne side. En kunstner, man let kunne få et ambivalent forhold til, hvis man ikke er så meget til Wham-pop, men godt kunne høre potentialet i mandens stemme. Sådan har jeg det med George Michael. At han så som voksen slog et slag for de homoseksuelle og i det hele taget var en mand med meninger, der ikke altid var politisk korrekte, vejer kun positivt på min vægt. Men nu er han ikke mere og vi må nøjes med de musikalske spor han satte i jammerdalen. Fortsat god jul.

Den alternative liste… dag 10

25. december 2016

Vi springer igen. Fra gammel blues og boogie woogie og frem til Rolling Stones og deres genbrug af de gamle. De er aktuelle med retroalbummet Blue and lonesome, men det er jo ikke første gang rullestenene er gået tilbage. Det skete fx i 1995, hvor de barberede nogle af deres egne sange ned i forbindelse med koncerter i Paris, Tokyo, London, Lissabon og Amsterdam. Det resulterede i albummet Stripped, der for ganske nylig blev genudsendt som Totally Stripped Altså Rolling Stones så nøgne det nu lader sig gøre, musikalsk set. Og det passer lige i mit kram her i de fede juledage.