Dødsfald: Steve Wright – sangskriver og bassist i Greg Kihn Band
18. januar 2017Et hjertetilfælde satte en stopper for powerpopbassisten Steve Wights liv. Læs Greg Kihns meddelelse her.
januar 2017 arkiv
God only knows – udsat for jazz
18. januar 2017Badbadnotgood er navnet på et jazzdyrkende band fra Toronto. Og de er ikke blege for at kaste sig over den uopslldelige – og måske uudryddelige – Beach Boys-sang “God only knows”. Både sang og band overlever det møde…
Â
Genhør med: Finn Olafsson – Savannah
18. januar 2017
Vi skal tilbage til halvfjerdserne. Nærmere bestemt til 1977, hvor Finn Olafsson får udsendt sit første soloalbum. I årene op til var Finn med i det legendariske danske progressive beatorkester Ache, der opløstes i 1971. Og Finn – og broderen Torsten – søgte i retning af den akustiske musik.
Og den nye orientering spores tydeligt på albummet Savannah, som jeg hørte første gang i årene lige efter udgivelsen (jeg lånte det vist på Esbjerg Kommunes bibliotek, hvis jeg husker ret). Men den akustiske orientering udvisker ikke udgangspunktet i rocken. Der er snarere tale om, at den akustiske guitar får mere plads end den måske ville få et fasttømret bandsammenhæng. Og det er vel hele ideen med et soloprojekt!?
På den indledende sang “Do you believe” er der plads til både akustisk og elektrisk guitar og man hører påvirkningen fra de guitar- og vokalstærke amerikanske bands fra vestkysten. I mine ører er der både spor af Allman Brothers Band og Doobie Brothers. Og indtrykket underbygges godt af den solide backing Finn har i broderen Torsten (vibrafone, slagtøj), Nis P. Jørgensen (tværfløjte), Steen Toft Andersen (bas) og Gert Smedegaard (trommer).
Det akustiske udtryk er mere fremherskende i “My lady love”, der som halvfjerdsernes folkrockbølge søger inspiration langt tilbage i musikhistorien – klassisk musik og ‘ancient music’. Især i første del af sangen er denne inspiration tydelig, medens en mere moderne folktone tager over i sidste halvdel, hvor ikke mindst Nis P. Jørgensens fløjte og Torsten Olafssons vibrafon trækker lydbilledet i retning af halvfjerdser-folkrockens univers.
I det hele taget er Savannah en plade, der bærer sin tid – halvfjerdserne og de sene tressere – smukt som et vandmærke. Den er – som den skal være – farvet af sin tid. Således mærker man på den todelte sang “Free to be” ikke alene en tekstlig genklang af tidsåndens søgen mod frigørelse og opbrud, men også en påvirkning fra fx Crosby, Stills, Nash & Young, der netop i starten af halvfjerderne satte nye standarder for, hvordan vokalarbejde skulle være.
Og har man været med fra dengang vil man kunne bemærke den farvning, som tiden sætter sig på pladen. Det er godt, at Savannah nu omsider er blevet tilgængelig i en opdateret CD-udgave. Den er dejlig plade og en påmindelse om, at dansk beat dengang kunne levere varen – rockmusik, der var fuldt på højde med det bedste fra Storbritannien og USA. Og som en understregning af, at det er vigtigt at vi gør noget for at bevare den del af kulturarven, som beat- eller rockmusikken jo er. Så fik du ikke hørt pladen dengang den udkom og holder du af musik med rødder i de klassiske årtier – tresserne og halvfjerdserne – så er der god grund til at indlemme Savannah i din pladesamling.
Finn Olafsson. Finn Olafsson’s Savannah. Produceret af Finn Olafsson. Olafssongs. Er udkommet.
KLF – Tammy Wynette – Justified and ancient
17. januar 2017Ved nyheden om, at det britiske electronica-projekt The KLF alias The Justified Ancient of Mu Mu, efter en pause på mere end tyve år er gendannet, sprang et gammelt hit op i hovedet på mig. Nemlig KLFs samarbejde med den amerikanske countrystjerne Tammy Wynette, “Justified and ancient (Stand by the Jams)”. Jeg var ikke rigtig til electronica i halvfemserne, men denne popsang må alligevel have fundet et sted derinde bag brillerne, hvor den kunne overvintre og vente på den rette association. I øvrigt var det vist det nummer, der markerede afslutningen KLFs første periode. En ny kan begynde.
Og hitlisten for 50 år siden
17. januar 2017
Ja, det er halvtreds år siden, vi skrev 1967. Og 67 var et godt musikår med stor kreativitet og stort udbud. Kigger vi lidt på den danske top 20 fra denne uge i 1967, så domineres den af danske popgrupper i krydsfeltet mellem pigtrådsmusik og dansktop. Mange dansksprogede sange, fx Defenders med “Jeg har aldrig fået noget”. Højestliggende udenlandske navn var de dengang meget populære Herman’s Hermits og Tom Jones. Ellers er det lutter kendte navne med mindeværdige hits.
Mick Taylor, guitarist – 68
17. januar 2017
Sammen med Alexis Corner leverede John Mayall fra tresserne og frem rugekasser for britiske talenter inden for beatmusikken. Hvis først man havde trådt sine barnesko hos Alexis eller John, så var man nogenlunde sikker på at få grundlagt et renommé, der ville række langt frem i karrieren.
Det gjaldt fx for guitaristen Mick Taylor, der fik lov til at afløse Peter Green hos Mayalls Bluesbreaker i 1967. Det blev til to år for unge Mick, der så fik en telefonopringning fra The Rolling Stones. Med et tilbud, det kunne være svært at sige nej til, når man var ung og lovende i britisk R&B-beatmusik. Og Taylor sagde ja tak og debuterede hos Stones ved deres berømmede koncert i Hyde Park, sommeren 1969. Og i en femårig periode satte Taylor med sit teknisk fornemme spil sit markante aftryk på nogle af Stones’ bedste plader. Let it Bleed, Sticky Fingers, Exile on Main Street, Goats Head Soup og It’s only rock’n roll. Og så valgte han at forlade rullestenene som en fri mand, der kunne spille med hvem han havde lyst til at spille med, fra Jack Bruce til Bob Dylan. Han er dog blevet forenet med Rolling Stones – midlertidigt – i forbindelse med deres 50-års jubilæum, hvor han har spillet med ved en række koncerter – bl.a. ved gensynet med Hyde Park (Sweet summer sun: Live at Hyde Park).
Capac anbefaler: Marie Swane – Everything within me
16. januar 2017
Kærlighedslivets op-, ned- og karusselture har altid været en evig kilde til inspiration i populærmusikken. Ja, man fristes til at sige, at populærmusikken ville have haft det umådeligt svært, hvis ikke den kunne synge og musicere omkring lige netop dette tema. Og for sangerinden Marie Swane er det da også i allerhøjeste grad de dyrekøbte erfaringer fra Kærlighedens kampplads, der giver ilt til sangene på hendes helt nye EP Everything within me, der udkom i fredags.
Swane har selv skabt sine sange. Og de bæres frem af et dirrende følelsesliv, der både rummer blidhed og nærmest ekspolsiv aggressivitet, ja, sangene næres af en lidenskab, der ikke er hverdagskost i dansk populærmusik, men som bunder i en vilje til at besynge erfaringerne ærligt og uden omsvøb. Og det give plads til både det hudløse og bramfrie – som i sangen “Prick”.
Musikken på pladen er en slags avantgarde-rock af den slags, man finder hos fx en Tom Waits og lignende storbydesperadoer. Og Marie Swane synger med en stemme, der med sin energi og lidenskab ikke sådan finder sig lige i det danske musiklandskab. Så tag godt imod Marie Swane og giv hende en chance – på din afspiller eller ude på de danske scener.
Marie Swane. Everything within me. Producer: Andreas Viggo Larsen. Udkom d. 13.01.2017. Fås kun digitalt.
100 år: Otto Leisner
16. januar 2017
Før (og lidt samtidig med) Jørgen de Mylius kom ind i min verden som popformidler var der Otto Leisner og hans Pladeparade (1957-1963), hvor Leisner fortalte om popmusik og havde indslag med diverse kunstnere. Siden gik der rigtig underholdning i Leisner, og han fyldte meget på Danmarks Radios tv langt ind i firserne. Han døde i 2008 og ville være fyldt 100 år i dag.
Jeg blev aldrig rigtig fan af Leisner. Dertil var han dog for pæn og poleret. Men han var en vigtig tråd i min kulturelle dannelse – især i tresserne, hvor jeg boede hjemme og var tvangsindlagt til Leisners udsendelser.
Pigtråd fra Pladeparade, The Rookies
Who pumped the wind in my doughnut
15. januar 2017Man kan kun blive i godt humør af vaskebræt-Sam (alias Robert Clifford Brown)
Elsker den sang: The Who – My Generation
15. januar 2017
Pete Townshend og The Who skabte “My generation” i 1965 og byggede den på Mose Allisons bluessang “Young man blues” og John Lee Hookers “Stuttering Blues”. Og på denne dag i 1966 gik den ind på den amerikanske hitliste.
A wop bop a loo bop a lop bam boom!
14. januar 2017
På denne dag i 1956 bragede Little Richard and his band ind på den amerikanske top 100 liste med “Tutti Frutti”, en af rock’n roll-musikken uomtvistelige klassikere.
Skyldige glæder: Ann-Margret
14. januar 2017
Synge kunne hun også – ud over at se attraktiv ud på film som skuespiller, danser m.m.. Ann-Margret, der var et af ikonerne tilbage i tresserne. I en periode var hun kæreste med selvest Elvis Presley (som hun også spillede sammen med i en af hans mange, knap så vellykkede, tresser-Elvis-film). Og nu har nogen fået den gode, nostalgiske idé, at samlede hendes indspilninger for plademærket RCA på en dobbelt-CD, der dækker årenen 1961-1966 og ni album + diverse singler. Nok mest en udgivelse for erklærede fans og nostalgikere.
En ronkedor på verdenscafeen
14. januar 2017Fra The Byrds til Crosby, Stills, Nash (& Young) og solokarriere. 75 år på bagen har han, men lyder stadigvæk godt ham David Crosby.
Dødsfald: Tommy Allsup, guitarist hos Buddy Holly, 85 år
13. januar 2017Man kan også blive kendt for ikke at gøre noget. Det gælder guitaristen Tommy Allsup, der lod en mønt afgøre, om han eller Richie Valens, skulle med det fly, der forulykkede den 3. februar 1959 med Buddy Holly, Valens og The Big Bopper.
Punk-albums i nullerne
12. januar 2017Det er tidsskriftet Paste, der har lavet en liste over de 25 bedste punkplader fra nullerne. Og bortset fra en lille håndfuld, så kender jeg ikke resten. Fx heller ikke nr. 1 på listen At the Drive-in med Relationship of Command. Men det gør jeg så nu – i hvert fald lidt.
