Fa-fa-fa-fa-fa-fa…
20. januar 2017David Watts er ikke nogen Donald. Han har det hele, og pigerne står i kø for at få fingrene i ham. Kinks og Jam er med til at holde min Trump-fri zone sådan nogenlunde uantastet.
20. januar 2017 arkiv
Ricky Nelson i memoriam
20. januar 2017I 1972 hittede skuespilleren og musikeren Ricky Nelson med sangen “Gardenparty”. Efter sigende blev den til i frustration over, at Nelson ved en koncert blev buuhet ud, fordi han sang nye sange i stedet for gamle, kendte popsange. Og teksten passer da også ganske godt til anekdoten.
Nelson døde nytårsfaftens dag i 1985, kun 45 år gammel. Han styrtede ned med et fly sammen med nogle kolleger på vej til en koncert. Akkurat som Buddy Holly gjorde flere år tidligere.
Når jeg vender tilbage til Nelson, så er det, fordi Bob Dylan omtaler ham meget positivt i sin erindringsbog Chronickles. I det hele taget er det slående så generøs og anerkendende Dylan er i omtalen af samtidige kendte (og glemte) kunstnere i den bog. Og den giver en lyst til at opspore nogle af dem og give dem en chance til. Som fx Ricky Nelson, som jeg mest har oplevet som skuespiller.
I øvrigt var Nelson en højst produktiv herre som sanger og musiker. I årene 1959-1972 udgav han mindst et album om året. Ganske imporende – og noget at gå i gang med…
Trumpen og Rolling Stones: “You hustle, you deal, you steal from us all…”
20. januar 2017Selv om jeg har sat mig for at holde mig væk fra tv og radio, for at undgå at følge indsættelsen af Donald Trump som præsident i USA, så viser det sig allerede nu at være lidt svært helt at undgå informationsstrømmen. Jeg har således lige læst, at Trump har betrådt fliserne i Lincoln Memorial til tonerne af Rolling Stones’ “Heart of Stone”.
Til trods for, at han en gang har fået at vide af Stones, at de aldrig har givet deres samtykke til brugen af deres musik i hans markedsføring. Det skete, da han sejrede promærkvalget i Indiana til tonerne af “You can’t allways get what you want”.
Til mandens handling er der kun at sige, at den afslører en nedslående mangel på respekt for kunstnere, ja andre mennesker i almindelighed. Det er sådan en pengemand taler. Han er fløjtende ligeglad med, om han skal betale lidt for at krænke andres rettigheder. Og den form for arrogance og despekt er netop kendetegnende for kun har pengenes magt at tale med og igennem. Og jeg vil tillade mig at tage det som et fingerpeg i retning af den politik, vi vil få at se de næste fire år frem i guds eget land.
