Af en eller anden grund har den 35-årige Brandi Carlile været uden for min radar. i alt for lang tid. Men i anledning af at hendes album The Story fejrer et 10-års jubiliæum og Kris Kristofferson, Dolly Parton, Adele med flere fejrer det på coveralbummet Cover Stories, så er tiden inde til at give hende endnu en chance. Og hun passer godt ind under radaren, hvor andre kvinder med hang til country, folk og americana huserer.
Jeg ser en del krimier – krimiserier og -film – for tiden. Dels kan jeg ikke klare, hvad sendefladen ellers byder på af “livsstilprogrammer” og overfladig underholdning osv. Og dels er jeg godt gammeldags træt af mediernes optagethed af den nullitet, som amerikanerne med deres imperfekte valgsystem, har sat i spidsen for verdens vist nok største supermagt. Og han fylder efter min mening alt for meget, selv om han – indrømmet – udgør en trussel mod menneskeheden. Hans format er omvendt proportionalt med mediernes optagethed af ham…
I går fandt jeg så krimifilmen Blitz (af Elliott Lester), som jeg havde optaget på mit “smarttv”. Og det er en medrivende krimi med et nærmest klassisk plot. En gal morder myrder politifolk, som – viser det sig – har været involveret i morderens synderegister. Hvis de har arresteret ham eller været med til at arrestere ham, så skal de af med livet.
Og to på hver sin facon skæve politifolk får til opgave at få has på morderen. I den ene rolle ser man Jason Statham, der er godt typecastet til rollen som utilpasset, fordrukken, psykisk ustabil og alt andet end regelret betjent. I den anden ser man Paddy Considine, der er lige så velvalgt som den mobbede, homoseksuelle betjent Nash, der heller ikke er helt fin i kanten, når det gælder. Og så er scenen sat.
Ret hurtigt kommer de på sporet af morderen, Weiss, men har svært ved at få krammet på ham, fordi han forstår at slette alle spor efter sine drab. Uden at afsløre for meget, så får de selvfølgelig – som konventionen foreskriver – fat i Weiss til sidst i en scene, der må beskrives som moralsk diskutabel. Men selve handlingen er heller ikke det mest fængende ved filmen. Det er dels de to utilpassede betjente og deres indbyrdes forhold. Og så selve filmatiseringen, der helt i tidens æstetiske ånd, byder på en nervøs, intens kameraføring og en tilsvarende hurtig klipning. På mange måder kan man mærke, at filmen – et eller andet sted – står i gæld til Bourne-film-serien og et par andre nyere actionfilm, hvor der er skruet ned for forbruget af overflødig isenkram til fordel for filmæstetiske virkemidler.
Som sagt har jeg mine forbehold over for filmens slutning. Men ellers er det en medrivende og stærkt underholdende krimi. Og så gør det ikke noget, at den har et moderne lydspor.
Selv om man er blevet et stort navn, så kan man godt bevare forbindelsen til jorden og det, man er kommet af. Bruce Springsteen har gjort sig bemærket på sin aktuelle turné ved at tage en ung mand op på scenen til fælles musikalsk udfoldelse. Og det gik godt, som man kan se ovenfor. Og det minder mig om dengang samme Springsteen i 1988 gik på gaden i København for at “buske” lidt. Også et mindeværdigt øjeblik midt at al stjernedyrkeriet…
Det regner. Ikke voldsomt og i stride strømme, men konstant, sagte, disagtig regn. Og så er det Beatles dukker op med deres “Rain”. Her i en nyere, god version med makkerparret Susanna “Bangles” Hoffs og Matthew Sweet.
Erline Harris (1914-2004) er efter sigende en af de første, der bruger termen “rock and roll” på plade i sin jump blues-sang “Rock and roll blues”. Og i mine ører er vi med denne indspilning fra 1949 et godt skridt ind i rock’n roll.
Jeg glemte at få lagt dette indlæg op i går, hvor Yoko Ono fyldte 84 år. Ja, 84. Og forsinket til lykke med det Yoko. Hun er stadigvæk aktiv, og for ikke så længe siden blev flere at hendes plader genudgivet i forbedrede udgaver, bl.a. Yoko Ono Plastic Ono Band.
Margaret Glaspy gjorde et vist indtryk med sit debutalbum Emotions and Math. Og med god grund. Hun er en af de mange, der finder musikalsk tryghed i de amerikanske rødder. Hendes stemme er ikke særlig køn, til gengæld er den særpræget nok til, at man gider at lytte til mere fra hende. Her er hun med titelsangen fra albummet i en optagelse fra tv-stationen CBS.
Lana Del Rey er klar med en ny plade, der følger op på Honeymoon fra 2015. Og en forløber for albummet er sangen “Love”, som en webside kalder for “svulstig”. Døm selv.
Apropos rockens rødder, så har Klaus Lynggaard gjort mig opmærksom på duoen Raketterne, der huserede i Københavnsområdet i slutningen af 1950’erne. I ovenstående video er der flere oplysninger om duoens medlemmer og bedrifter, bl.a. at den ene af dem fortsatte i det navnkundige orkester Hitmakers. Tja, så blev man så meget klogere.
Jeg har stor fornøjelse af at dykke ned i rock’n roll-forhistorien. Og til den hører mange af den musikere, mine forældre og deres generation dyrkede i fyrrerne og trediverne. Fx Lionel Hampton & his Orchestra og nummeret “Flying home”, der af indlysende årsager i dag betragtes om en forløber for rock’n roll (ja, måske er det endda rock’n roll, hvis vi ser stort på instrumentering osv. – for hvor langt er der egentlig fra dette nummer til fx Bill Haley & the Comets?). Nummeret findes bl.a. på albummet The First Rock And Roll Record, som jeg omtalte for nogle år tilbage.
Der er ikke så meget at fortælle om Hannah Aldridge, der har været under min radar et stykke tid. Hun har to album i baggagen, hvoraf den ene Gold Rush er helt ny. Hun er datter af den navnkundige Walt Aldridge, der har leveret sange til en række musikere, lige fra Conway Twitty til – ja – Lou Reed. Men vigtigst af alt er, at Hannah stikker sine musikalske rødder helt ned i Mississippi Delta-blues, New Orleans-jazz, Muscle Shoals-lyd og andre gamle rodnet. Så hun lyder lang ældre og mere erfaren end hun vitterlig er, at dømme efter hendes unge udseende.
Â
Det er en kendt sag, at Charlie Watts ved siden af sit arbejde ved gryderne i Rolling Stones har dyrket sin lidenskab for jazz. Med sine egne orkestre har han udgivet adskillige plader gennem de seneste tre årtier eller mere. Og nu til april føjer han endnu et afsnit til den historie, idet han møder Danmarks Radios Big Band på plden Charlie Watts meets The Danish Radio Big Band. Pladen gemmer på en koncert optaget i Koncerthuset i 2010. Og Rolling Stones er ikke helt væk, idet den nye konstellation fortolker Jagger og Richard-kompositionerne “Paint it black”, “Faction” (Satisfaction) og “You can’t allways get what you want”.
The Charlie Watts Quintet i en ældre optagelse fra 1992
Ingen tvivl om det. Jeg foretrækker Bob Dylan, når han fremfører sine egne sange. Punktum. Men jeg er overbevist om, at han har det fantastisk med at fortolke andres sange. Han gjorde det tidligt i sin karriere og fortsætter ufortrødent i en fremskreden alder. Her har han igen kastet sig over Sinatra —
Jeg har tidligere omtalt min barndoms svømmeanlæg, Grådybbadet. Men i går fandt jeg ovenstående fine foto (af et gammelt postkort), der viser det lille kommunale badeanlæg, som man så det, når man kom gående fra Vardevej. Og det gjorde jeg en del gange i de tidlige tressere, hvor jeg gik til obligatorisk svømmeundervisning som elev på Vestre skole. En tid, der mest er forbundet med dårlige oplevelser, fordi jeg ikke fik lært at svømme dengang, men i stedet fik jaget en vandskræk i livet, som det tog nogle årtier at kommer over. Autoritær undervisning, tørsvømning, kolde, våde morgener med kolde, våde korkbælter og -brædder og en alt andet end pædagogisk anlagt lærer.
Til de ubehagelig erindringer hører, at jeg efter en svømmelektion kom ud i omklædningsrummet, hvor jeg ikke kunne finde mine underbukser. I stedet for dem, min mor havde givet med på om morgenen, lå der et snavset par, der var skidt i. Jeg ved godt, hvem skurken var, men har aldrig sagt det til nogen, heller ikke ham selv. For han var en stakkels knægt, der kom fra nogle kummerlige forhold. Og han døde i en tidlig alder. Jeg tog mit øvrige tøj på og gik hjem forbi barndomhjemmet for at få et par nye underhylere – og så var den historie lagret i erindringens store kammer.Â
Â
