februar 2017 arkiv

50 år på bagen: The Byrds – Younger than Yesterday

6. februar 2017

Det er ikke kun pladetitlen, den let hippiefilosofiske Younger than yesterday, der emmer af ungdomsdyrkelse, der afspejler tidsånden omkring 1966-1967. The Byrds fjerde album er – som Beatles’ Sgt. Pepper – farvet af psykedeliske toner og diverse eksperimenter med båndoptagere og nyt elektronisk isenkram. Samtidig har kritkere peget på, at netop dette album også gemmer ansatser til det man i årene efter ville betegne som countryrock. Jo, The Byrds kunne ikke løbe fra de rødder, de var vokset op med.

Pladetitlen er i øvrigt hentet fra Bob Dylans sang “My back pages”, som Byrds fortolker på pladen, og som blev udsendt som en af singlerne. Den nåede – desværre – ikke langt op på hitlisterne. Younger than yesterday var – og er – i den grad at forstå som et album, et samlet værk. Og det er som sådan det blev anerkendt dengang i tresserne – og siden har fået status som et af periodens store værker.

Chrissie Hynde og Neil Tennant

5. februar 2017

Black Sabbath lukker og slukker

5. februar 2017

Næste fyrre år har Black Sabbath været på banen, men nu er det (angiveligt) slut. Sidste koncertstop var hjembyen Birmingham. Koncerten blev streamet på gruppens Facebookside. Vi takker for showet og det hele.

Dave Davies: 70

4. februar 2017

Ikke et ord om hans rivalisering med storebroder Ray, men i går rundede lillebroder Dave Davies fra the Kinks det skarpe hjørne af halvfjerds år. Endnu en gammel dreng i beatmusikkens tjeneste.

40: Fleetwood Mac – Rumours

4. februar 2017

Rumours var Fleetwood Macs elvte udgivelse. Men kun den anden efter bandets transformation fra britisk R&B-beatgruppe til amerikansk mainstreamrockband. Den eponyme forgænger fra 1975 havde banet vejen med gode AOR-sange, der passede som fod i hose til FM-radioen. Og bandet ville overgå denne plade både kunstnerisk og kommercielt. Og det lykkedes til fulde, selv om bandet var plaget af indre stridigheder og en hedonistisk livsførelse, der truede med at opløse Fleetwood Mac indefra. Rumours blev en af halvfjerdsernes storsælgende rockudgivelser, fordi den ramte klokkerent ind i tidsånden med en række velskabte pop-rock-sange, der behagede såvel den blaserte anmelderskare som den jævne lytter ved FM-båndet. Hvis man vil læse tidsånden ind i pladen, så kan den på afstand godt opfattes som en smuk, smuk svanesang over den dengang hendøende hippiebevægelse. Man kan også nøjes med at kontatere, at bandet – til trods for al indre splid og udskejelser – formåede at skabe langtidsholdbar voksenrock, der stadigvæk holder vand.

 

Eric Clapton mindes John Wetton

3. februar 2017

Forleden døde bassisten John Wetton (King Krimson, U.K., Asia) og Eric Clapton smed ovenstående minderune efter ham. Clapton got style.

Colour me Pop

3. februar 2017

Det er jo fredag, og jeg er faldet ned i et spor med gode, gamle Move….

Meg Baird live

3. februar 2017

Meg Baird dukkede op på min radar sidste år og siden har hun siddet fast der. Og her er hun i en herlig liveoptagelse fra New York Taper. Du kan downloade hele herligheden til din afspiller lige her. 

“homicidal pub rock” – hvad det så skal betyde…

3. februar 2017

Det er kommentatoren til denne youtubevideo, der kalder det “homicidal pub rock”. Jeg tror bare han/hun vil dele sin begejstring for et fabelagtigt band og en sang, der sidder lige i skabet.

Down by the Jetty

Europa er fortabt – Kate Tempest sætter ord og musik på krisen…

3. februar 2017

Den fabelagtige spoken-word-artist Kate Tempest nøjes ikke med anti-Trump-sange men har lavet en sang og en tilhørende video, der handler om, den galskab vi lever i: “we are living in absolute fucking madness” (som hun udtalte til The Independent). Og det er svært at være uenig med hende.

Capac anbefaler: Helene Blum – Dråber af tid

2. februar 2017

Fire år er gået eller dryppet bort i erindringen, siden jeg anbefalede Helene Blums album Men med åbne øjne. Og nu er hun så tilbage med albummet Dråber af tid.

Og som sidst blander Blum sine egne tekster med tekster af danske digtere – som Sophus Clausen, I. P. Jacobsen, Charlotte Strandgård, Harald Bergstedt og et par anonyme, “traditionelle” (som fx “Det haver så nyligen regnet”). Hvor den erfaringsudspringende alvor var markant på forgængeren, så kan man måske spore en isprængt lethed. I hvert fald anslår Sophus Clausens “En lille draabe blod” en tone af lethed og livsbekræftelse.

“En lille draabe blod, en lille draabe blæk.

Det første grønne blad

kan skænke dig en brud ved vårens spæde hæk,

kan vinde dig en stad.”

Det er et digt om det spirende. Og digteren med sin pen, der kan lade inspirationen springe frem på det blanke papir, lade det bryde frem som de små forårsgrønne blade. Og perspektivet fastholder Blum i sin egen sang “Friheden Station”, der er en sang om kærlighedsmødet, hvor livet ligger foran parret og tiden går i stå:

“Nu var vi to der svævede henover verden

og alt det vi tænkte og så gennem regnen derude

ja det var også det vil skulle få

lydløst gennem ruden så jeg dine læber sige:

Jeg elsker dig

tiden gik i stå”

Kærligheden, der kan få tiden til at gå i stå for ham og hende, der på  chalgalsk vis svæver hen over verden. Inden tiden begynder at folde sig ud…

Blums egne tekster er mere ordrige end de lånte, og det ligger som en slags prosadigte tættere på det talte sprog end på den ordknappe lyrik, hun finder i den danske digtning. Det gælder således også sangen “Vore historie”, der handler om den kærlighed, der har været og om den erfaring, den fører med sig. Igen er tiden – fra pladetitlen – central,.

Jeg ville ændre alt

hvis jeg kunne

sig at vi har forsøgt

at vi har gjort det godt

jeg venter på at tiden går

mens fremtiden spejler mine sår

Siden sidste album er sangerinden blev mor, og måske ligger der i dette faktum gemt en forklaring på, at det alvorstunge er lettet lidt på den nye plade, selv om man skal passe på med at indfortolke den slags. Men i hvert fald er det mor-barn-forholdet, der fremhæves i Charlotte Strandgårds “Barn rødkindet”, det mest ordknappe digt på pladen, hvor en række tillægsord modstilles for at beskrive den symbiotiske relation:  “Barn rødkindet/ mor stærk/ barn hjælpeløs/mor omsorgsfuld….”. Og barnet er også emnet i Blums egen sang “Din fod skal gå”, hvor en lille pige beskrives som en lille mirakelstjerne på livets firmament, sådan som kun forældre kan anskue deres eget afkom: “Højt på himlen ku’ jeg se dig/ stråle fra et andet sted/som det fineste mirakel/ valgte du at komme ned/ ud af alle små lanterner/strålede ingen før som du/Lille pige tænk at du er her nu.”

I. P. Jacobsens “Lad våren komme” smelter den forårsspirende natur sammen med det metaforiske hjertes og understreger pladens lette anslag igen. Men sorrig og glæde de vandrer til hobe, som jeg skrev sidst. Og man kan læse nogle dråber alvor ind i de to tradtionelle sange “Tusind tanker” (om en kærlighed, der ikke blev til noget) og “Som stjerneren på himlens blå” (om de ustadige karle, der ikke altid lever op til løfter og erklærede intentioner). Og det ville være mærkeligt, om ikke alvoren på antipodisk vis ville dukke frem fra den undergrund, hvor den altid ligger som naturligt modstykke til livsletheden.

Helene Blum synger sangene med sin meget smukke stemme og bakkes fornemt op af sit band, der bl.a. består af gemalen Harald Haugaard. Og stilen er stadigvæk en afart af det, vi kalder folk, men en moderne udgave, der undertiden grænser op til jazzens improviserende landskab. Samtidig med at sange lufter det iørefaldende, vi i mangel af bedre identificerer med pop.

Dråber af tid er en fuldbragt opfølger af forgængeren. En modnet udgave af Helene Blum med samme kvaliteter til overflod. Og det vil kun være naturligt, hvis hendes fanskare vil vokse med denne – hendes femte – soloplade. Hermed anbefalet.

Helene Blum. Dråber af tid. Produceret af Helene Blum med hjælp fra bandmedlemmer. Pile House Records. Udkom i går.

The Courtneys II

2. februar 2017

I 2013 forelskede jeg mig lidt i The Courtneys og deres udgave af drømmerisk power-pop med hurtige guitarer og smittende popsange. Og nu er de tilbage med den “svære” toer, der dog tyder på at leve op til de forventninger, man må have til Courtneys.

The Feelies er tilbage

2. februar 2017

Sidst man hørte noget til The Feelies var i 2011, hvor de – efter en tyve års pause – udsendte Here Before. Nu er bandet, der har rødder i New Yorks gamle punkscene, tilbage med In Between.

Street Hassle – Bruce Springsteen som Lou Reed eller noget…

1. februar 2017

“Street Hassle” was recorded at the old Record Plant. I was there, Patti Smith was there, Bruce Springsteen was there. Everyone was in a different studio. I knew Steve Van Zandt and we asked Steve, would Bruce do this monologue? And Bruce said sure, and that was that… but don’t use my name. I wish all of Bruce’s fans would have gone out and bought it, but since we couldn’t use his name, they think it’s me imitating him.

“Street Hassle” is divided into three movements and had different characters talking whereas in “Walk on the Wild Side” [to which the song has been compared], it’s a take on four or five different people, vignettes reduced to four or eight lines. Here you have a lot of words. The very end speech the character gives in “Street Hassle” is like a Tennessee Williams monologue. [Lou Reed]

Blondie er tilbage…

1. februar 2017

Pollinator hedder Blondies nye album, der er lige på trapperne. Og singleforløberen “Fun” tyder på, at Debbie Harry har stemmen i behold. Sangene på den nye plade er skrevet af en række nyere sangskrivere, som ex Sia og Nick Valensi (The Strokes). Genbrug kalder Harry det, så det skal jo nok passe.