2. februar 2017 arkiv

Capac anbefaler: Helene Blum РDr̴ber af tid

2. februar 2017

Fire år er gået eller dryppet bort i erindringen, siden jeg anbefalede Helene Blums album Men med åbne øjne. Og nu er hun så tilbage med albummet Dråber af tid.

Og som sidst blander Blum sine egne tekster med tekster af danske digtere – som Sophus Clausen, I. P. Jacobsen, Charlotte StrandgÃ¥rd, Harald Bergstedt og et par anonyme, “traditionelle” (som fx “Det haver sÃ¥ nyligen regnet”). Hvor den erfaringsudspringende alvor var markant pÃ¥ forgængeren, sÃ¥ kan man mÃ¥ske spore en isprængt lethed. I hvert fald anslÃ¥r Sophus Clausens “En lille draabe blod” en tone af lethed og livsbekræftelse.

“En lille draabe blod, en lille draabe blæk.

Det første grønne blad

kan skænke dig en brud ved vårens spæde hæk,

kan vinde dig en stad.”

Det er et digt om det spirende. Og digteren med sin pen, der kan lade inspirationen springe frem pÃ¥ det blanke papir, lade det bryde frem som de smÃ¥ forÃ¥rsgrønne blade. Og perspektivet fastholder Blum i sin egen sang “Friheden Station”, der er en sang om kærlighedsmødet, hvor livet ligger foran parret og tiden gÃ¥r i stÃ¥:

“Nu var vi to der svævede henover verden

og alt det vi tænkte og så gennem regnen derude

ja det var også det vil skulle få

lydløst gennem ruden så jeg dine læber sige:

Jeg elsker dig

tiden gik i stÃ¥”

Kærligheden, der kan fÃ¥ tiden til at gÃ¥ i stÃ¥ for ham og hende, der på  chalgalsk vis svæver hen over verden. Inden tiden begynder at folde sig ud…

Blums egne tekster er mere ordrige end de lÃ¥nte, og det ligger som en slags prosadigte tættere pÃ¥ det talte sprog end pÃ¥ den ordknappe lyrik, hun finder i den danske digtning. Det gælder sÃ¥ledes ogsÃ¥ sangen “Vore historie”, der handler om den kærlighed, der har været og om den erfaring, den fører med sig. Igen er tiden – fra pladetitlen – central,.

Jeg ville ændre alt

hvis jeg kunne

sig at vi har forsøgt

at vi har gjort det godt

jeg venter på at tiden går

mens fremtiden spejler mine sår

Siden sidste album er sangerinden blev mor, og mÃ¥ske ligger der i dette faktum gemt en forklaring pÃ¥, at det alvorstunge er lettet lidt pÃ¥ den nye plade, selv om man skal passe pÃ¥ med at indfortolke den slags. Men i hvert fald er det mor-barn-forholdet, der fremhæves i Charlotte StrandgÃ¥rds “Barn rødkindet”, det mest ordknappe digt pÃ¥ pladen, hvor en række tillægsord modstilles for at beskrive den symbiotiske relation:  “Barn rødkindet/ mor stærk/ barn hjælpeløs/mor omsorgsfuld….”. Og barnet er ogsÃ¥ emnet i Blums egen sang “Din fod skal gÃ¥”, hvor en lille pige beskrives som en lille mirakelstjerne pÃ¥ livets firmament, sÃ¥dan som kun forældre kan anskue deres eget afkom: “Højt pÃ¥ himlen ku’ jeg se dig/ strÃ¥le fra et andet sted/som det fineste mirakel/ valgte du at komme ned/ ud af alle smÃ¥ lanterner/strÃ¥lede ingen før som du/Lille pige tænk at du er her nu.”

I. P. Jacobsens “Lad vÃ¥ren komme” smelter den forÃ¥rsspirende natur sammen med det metaforiske hjertes og understreger pladens lette anslag igen. Men sorrig og glæde de vandrer til hobe, som jeg skrev sidst. Og man kan læse nogle drÃ¥ber alvor ind i de to tradtionelle sange “Tusind tanker” (om en kærlighed, der ikke blev til noget) og “Som stjerneren pÃ¥ himlens blÃ¥” (om de ustadige karle, der ikke altid lever op til løfter og erklærede intentioner). Og det ville være mærkeligt, om ikke alvoren pÃ¥ antipodisk vis ville dukke frem fra den undergrund, hvor den altid ligger som naturligt modstykke til livsletheden.

Helene Blum synger sangene med sin meget smukke stemme og bakkes fornemt op af sit band, der bl.a. består af gemalen Harald Haugaard. Og stilen er stadigvæk en afart af det, vi kalder folk, men en moderne udgave, der undertiden grænser op til jazzens improviserende landskab. Samtidig med at sange lufter det iørefaldende, vi i mangel af bedre identificerer med pop.

DrÃ¥ber af tid er en fuldbragt opfølger af forgængeren. En modnet udgave af Helene Blum med samme kvaliteter til overflod. Og det vil kun være naturligt, hvis hendes fanskare vil vokse med denne – hendes femte – soloplade. Hermed anbefalet.

Helene Blum. Dråber af tid. Produceret af Helene Blum med hjælp fra bandmedlemmer. Pile House Records. Udkom i går.

The Courtneys II

2. februar 2017

I 2013 forelskede jeg mig lidt i The Courtneys og deres udgave af drømmerisk power-pop med hurtige guitarer og smittende popsange. Og nu er de tilbage med den “svære” toer, der dog tyder pÃ¥ at leve op til de forventninger, man mÃ¥ have til Courtneys.

The Feelies er tilbage

2. februar 2017

Sidst man hørte noget til The Feelies var i 2011, hvor de – efter en tyve Ã¥rs pause – udsendte Here Before. Nu er bandet, der har rødder i New Yorks gamle punkscene, tilbage med In Between.