6. februar 2017 arkiv

Capac anbefaler: Trouble Cats – Live in Aarhus 2017

6. februar 2017

I oktober sidste år omtalte og anbefalede jeg Martin Bloms fine refugieplade Sange fra ødekirken. Og nu er Martin så tilbage, men denne gang som integralt element i det aarhusianske roots-blues-rock-band Trouble Cats, der markerer bandets tre årtier på danske scener med udgivelsen af en vaskeægte liveplade, Live in Aarhus 2017.

Og pladen, der er indspillet i det kendte aarhusianske værtshus og spillested Fatter Eskild, bestÃ¥r af 11 sange, der er skrevet af Blom og de andre musikere i bandet (Henrik Thorsen, trommer og kor), Henrik Hansen (mundharpe, vokal) og Morten Brauner (bas og kor). Og sÃ¥ er der et enkelt Willie Dixon-nummer, “I just wanna make love to you”.

Og pladen er en vaskeægte liveplade af den slags, der sætter musikken i centrum og barberer koncertsituationen med publikums’lyde’ ned til det minimale – uden at stemningen og fornemmelsen af livesituation er faldet bort. Og det betyder helt enkelt at musikken kommer 100% til sin ret uden at lyde pladestudieproduceret. Og lytteren fÃ¥r hele 11 sange, der alle stÃ¥r i dyb gæld til ikke mindst den uopslidelige blues, men ogsÃ¥ dens ekkoer i amerakansk rootsmusik. Her er reminiscenser af sÃ¥vel klassiske bluesikoner som fx bands som Little Feat (i mine ører i hvert fald). Og kvartetten fremfører sangene med en kompetence, der afspejler mange Ã¥rs samspil og erfaring fra spillesteder rundt omkring. Og de finder fint balancen mellem en lyd, der lugter langt væk af studie, og den rÃ¥, beskidte livelyd, nogle dyrker. SÃ¥ pladen fungere fint som sÃ¥vel præsentation af det fine aarhusband som dokument over en optræden pÃ¥ Fatter Eskild.

Pladen henvender sig til enhver med kærlighed til rootsrock og blues – og er ikke kun for aarhusianere, resten af landet kan sagtens og bør ogsÃ¥ være med her. Hermed anbefalet.

Trouble Cats. Live in Aarhus 2017. Produceret af Kaspar Vorbeck og bandet. LongLife Records. Er udkommet.

 

 

Capac anbefaler: Spejlvendt – De uendelige skridt

6. februar 2017

Med det lille album (eller er det den store EP?!) De uendelige skridt debuterer duoen Spejlvendt – Anders Termansen  og Fredrik Hjulmand. Og fra de første akkorder pÃ¥ pladen blev jeg sendt i retning af den engang sÃ¥ elskede/forhadte “gymnasierock”, der med navne som Rugsted & Kreutfeldt, Dodo & the Dodos, Tøsedrengene osv. var leveringsdygtig i letsindig poprock med streg under pop.

På tilsvarende måde hviler duoen Spejlvendt solidt på popbenet i poprocken. De alt for skarpe rockkanter er slebet godt og grundigt ned til fordel for en POProck, det med lette, sprøde trommer, luftige guitarer og svævende electronicalydflader bærer Fredrik Hjulmands lyse mandsvokal frem og danner en nærmest dunlet, melodisk basis for de dansksprogede tekster.

Desværre er teksterne ikke trykt på mit anmeldereksemplar, så jeg kan ikke gå i dybden med dem, men de handler om og portrætterer forskellige mennesker, fx en hjemløs mand og en narkoleptisk dreng.

Men De uendelige skridt er et velment og velkommet POProckalbum, der et eller andet sted trækker på det bedste i ikke alene den danske POProcktradition fra firserne og frem, men også den britiske britpop i dens mest lyriske hjørne. Minialbummet burde kunne nå ud til mange af popradiostationernes lyttere. Hermed anbefalet.

Spejlvendt. De uendelige skridt. Produceret af: Anders Termansen. Idiot Disc Records. Udkommer i dag.

Capac anbefaler: Leif Sylvester – Family & Friends – Ama’r

6. februar 2017

Efter en Ã¥rrække helliget billedkunsten vender Leif Sylvester nu tilbage til musikken med den oplagte plade Ama’r. Sidst vi hørte noget til Sylvester pÃ¥ plade var vist, da han sammen med Erik Clausen lavede musik i halvfjerdserne, fx albummet I storbyens favn fra 1978. Det er den med lande- og Giro413-plagen “Mormors kolonihavehus”.

Og noget har ikke ændret sig siden dengang, da Clausen & Petersen huserede som gøglere, musikere og samfundskritiske røster. For Sylvester har ogsÃ¥ pÃ¥ Ama’r blik pÃ¥ (stor)bylivet. For Sylvester løber ikke fra sin baggrund eller den tid, han er rundet af. Det afsløres med al ønskelig tydelighed i titelsangen, der ogsÃ¥ fÃ¥r lov til at indlede pladen. En sang om Amager, den bydel, hvor sangskriverens liv fik sin begyndelse: “Født i neon af en afbleget dulle/ De første kærtegn i en kældergang/ En ungdom hvor kuglerne sku’ rulle/ Og bagved det hele var det Elvis der sang/ HÃ¥-hÃ¥-hÃ¥/ Ooooohh ja Ama’r”. Til lyden af Elvis’ halvtredser-rock’nroll udfolder arbejderklassebarndommen, hvor man bliver uddannet som baggÃ¥rdsbølle med drømme, der kunne pege ud over den opvækst, man fik. Og Sylvester fortæller sin lille historie om Amager-barn-og-ungdommen med en sanselig realisme, der er de gamle socialrealistiske forfattere og digtere værdig.

Og Elvis er ikke kun lydtæppet i barndommens land. Rock og rul er ogsÃ¥ den musikform, der leverer næringen til Sylvesters nye plade. Selvfølgelig i en ny aftapning, og suppleret med stilistiske indslag fra andre genrer. Fx i sang nr. 2 “Kyys”, der rocker, men ogsÃ¥ trækker veksler pÃ¥ New Orleans-jazz med fede blæsere hen over.

Leif Sylvester er solidarisk med sin baggrund og sit hjemland. I en sÃ¥dan grad, at han i “Kyys” mÃ¥ erklære sig kærlighed til ikke alene dem, der besøger hans gamle fødeø, men til  hele verden. I det hele taget omfavner Leif Sylvester livet med stor kærlighed, bÃ¥de det levede liv og det, der er nu.

Og kærligheden og appetitten pÃ¥ det modsatte køn brænder som en stolt ild gennem sangene – ogsÃ¥ der, hvor den bliver kølet lidt ned: “Jeg stak hovedet gennem hækken og gjorde store øjne/ Da jeg sÃ¥ naboens døtre stÃ¥ der splitternøgne/ De stof i hver sin vaskebalje/ SÃ¥ jeg ku’ se enhver detalje/ Og Inge og Else. Ja det hed de piger/ De var frække som fanden/ SÃ¥ jeg troede de var friske pÃ¥ lidt lir/ Men de kyssede sgu bare hinanden./ Ã…h Smerte…bankende hjerte“. Som det hedder i sangen “Bankende hjerte” om den spirende, ungdommelige lyst til hunkønnet.

Jo, Leif Sylvester har meget pÃ¥ spil og meget pÃ¥ hjerte. Han besynger sit univers med et stor hjerte. Og mellem linjerne kigger den gamle samfundsrevser ogsÃ¥ frem, som fx i den lange sang om “Ørestaden”, der pÃ¥ nærmest spoken-word-vis fortæller om barndommens gamle frirum i Ørestanden og pÃ¥ Amager Fælled. Her sluttes af med de knubbede ord: “Vandhullerne de er nu flotte kanaler/ PÃ¥ første sal et førerløst tog/ Alt det stod der intet om/ I min gamle Amager bog/ Alt det stod der intet om/ I min gamle Amager bog“. Jo, det man undertiden kalder “udviklingen” forandrer barndommens land og transformerer hjemstavnen til noget ukendeligt. Og det mærker man ikke passer sangskriveren, uden at det skal forstÃ¥s som blot og bar en krænkelse af en gammel nostalgiker. Der er snarere tale om en samfundsbevidst bekymring og en sorg over tabet af noget uerstatteligt.

Med sit gode hold af musikere – hentet blandt familie og venner – har Leif Sylvester skabt et album, der bÃ¥de knytter en tydelig rød trÃ¥d tilbage til halvfjerdsernes socialrealistiske og lyriske rocktekster, men samtidig har begge ben solidt plantet i nutiden i kraft af en nutidig produktion, der fremstÃ¥r med en næsten analog nøgternhed, og et musikalsk udtryk, der – helt i pagt med tidsÃ¥nden her og nu – blander rock’n roll med alskens andre stilarter, fra jazz til blues. Hermed anbefalet.

Leif Sylvester. Family & Friends. Ama’r. Produceret af: Leif Sylvester. Target Records. Er lige udkommet.

50 ̴r p̴ bagen: The Byrds РYounger than Yesterday

6. februar 2017

Det er ikke kun pladetitlen, den let hippiefilosofiske Younger than yesterday, der emmer af ungdomsdyrkelse, der afspejler tidsÃ¥nden omkring 1966-1967. The Byrds fjerde album er – som Beatles’ Sgt. Pepper – farvet af psykedeliske toner og diverse eksperimenter med bÃ¥ndoptagere og nyt elektronisk isenkram. Samtidig har kritkere peget pÃ¥, at netop dette album ogsÃ¥ gemmer ansatser til det man i Ã¥rene efter ville betegne som countryrock. Jo, The Byrds kunne ikke løbe fra de rødder, de var vokset op med.

Pladetitlen er i øvrigt hentet fra Bob Dylans sang “My back pages”, som Byrds fortolker pÃ¥ pladen, og som blev udsendt som en af singlerne. Den nÃ¥ede – desværre – ikke langt op pÃ¥ hitlisterne. Younger than yesterday var – og er – i den grad at forstÃ¥ som et album, et samlet værk. Og det er som sÃ¥dan det blev anerkendt dengang i tresserne – og siden har fÃ¥et status som et af periodens store værker.