13. marts 2017 arkiv

En sang til fyldebøtterne

13. marts 2017

Drinking Song

Drunk men stagger, drunk men fall,
Drunk men swear and that’s not all,
Quite often they will urinate outdoors.
Like widowed women, drunk men weep,
Like children curled up, drunk men sleep,
Like a dog, a drunk will crawl around on all fours.

Be he broke bum or rich rake, his dinner be it bread or cake
His beverage be the worse of whiskey, finest wine.
Puke it stinks and so it seems that drunkards go to great extremes
But there has yet to be a perfectly straight line

Drunks talk strong when drunks are weak,
It’s easy for a drunk to speak – straight from the heart
Yeah, drunks will fight they’re not afraid
To kiss the mistress, make the maid
It’s a manly art.

Oh but big toll will take, blood vessels in nose will break
Bags beneath the eyes another sign

Drunks get ugly, so it seems that drunkards go to great extremes
But there has yet to be a perfectly straight line.

Drunks are friendly when they’re drunk and
Drunks are hostile when they’re drunk
Which drunk it is, it depends upon.
When drunks aren’t drunk, they thirst for drink,
The elephants are grey not pink
And the drink evaporates the man is gone, gone , gone

Back to the yachts and the subway cars
The hip-flasks and fruit jars
Flat on the face and flat on the behind

Oh, drunks get drunk and so it seems that drunkards go to great extremes
There has yet to be a perfectly straight line.

Og så er tiden inde til et genhør med min musikalske ven Loudon Wainwright fra hans album II. Han er altid god for en kommentar til livets forskellige sider, både de pæne og de mindre pæne. Og altid med mindst et smil på læbet eller i øjenkrogen. Som her, hvor han besynger dem, der får en tår -eller flere – fordi livet nogle gange kan blive for nøgternt og ædrueligt. Og det er måske ikke altid til at holde ud…

Renlivet pop: Izzy Bizu

13. marts 2017

Nogle gange får jeg det indtryk, at den gode, gammeldags pop, hvor melodilinje og medrivende omkvæd er forsvundet til fordel for overfladisk iscenesættelse og sange, der er så forglemmelige, at de halve kunne være nok.

Men så, pludselig, dukker der alligevel en rigtig popsang op. Som tilfældet ville, da jeg i går bivånede Graham Norton Show på en DR-kanal for at høre lidt om den nye Trainspotting-film, der snart har premiere. Og vups så indtager Izzy Bizy scenen med en smadderenkel, helt igennem iørefaldende og medrivende lille bitte popsang, “Talking to you”. Ikke en sang, der vil går over i evigheden som uundværlig eller sådan. Men en lille sang, man godt gider lytte en ekstra gang til og nynne med på. Vaskeægte pop med andre ord.

Clapton på jagt efter blues og autonomi

13. marts 2017

Apropos autonomi og egensindighed (hvf. foregående indlæg), så er dagen i dag en mærkedag. Det var på denne dag i 1965, at Eric Clapton forlod The Yardbirds. Angiveligt, fordi han mente, at gruppen var ved at blive for kommerciel. I hvert fald gik han ud og over til nestoren John Mayall & the Bluesbkreakers, hvor han – for en tid i det mindste – kunne dyrke sin kærlighed til the blues. Og det resulterede i albummet Bluesbreakers with Eric Clapton, et uomgængeligt album for alle, der kærer sig om britisk bluesinficeret beatmusik fra tresserne og frem.

11 år med CAPAC

13. marts 2017

I dag er det 11 år siden bloggen her lagde fra land som en lille smartlog. En lille, lidt utæ¦t jolle, der siden er blevet kalfatret, moderniseret og bygget om til den lille sødygtige båd, den har væ¦ret siden autonomien tog over for snart mange år siden. Og som skibsfører har jeg ikke noget at klage over. Selv om webloggene har fået hård konkurrrence fra andre sociale medier, så klarer CAPAC sig godt med fine besøgstal, (tro)faste læsere og i det hele taget vind i sejlene. Så til lykke til CAPAC, der nu sejler mod kendte og ukendte destinationer. Fluctuat nec mergitur.