5. april 2017 arkiv

Genhør: Heste Beste

5. april 2017

R-4809457-1376304050-8777.jpeg

Fra bibliotekernes arkiv har jeg lånt albummet med Heste Beste. Heste Beste var et band, der dannet af Keld Andersen og trommeslager Preben Devantier, der er kendt fra sin tid hos Melvis & his Gentlemen, Peter Belli & Les Rivals og Steppeulvene. Gruppen, der også bestod af Keld Andersen (gt. og sang), Poul Strøyer (gt. og kor) og Ulrik Alder (bas, piano og kor) fik ud over det eponyme album udgivet to nu sjælne indspilninger - Solstrejf (LP 1979) og Hvis jeg kunne / Forbi forbi (1980). Og det eponyme album blev indspillet i 1982 i Key-Sound og Sound-Track med ex-Rivals Flob (Per Oluf ‘Flob’ Hansen) og Jan Eliassen som producere. Og den udkom på plademærket Artic.

Stilen på pladen kan forsøgsvis beskrives om et møde mellem tresser-hippie-beat (Hyldemor, Alrune Rod), der møder firsernes nye lyd (den, der prægede den såkaldte “gymnasierock”). Teksterne (fx “Vi allesammen mennesker” og “Du er i mig”) afspejler hippiedrømmenes tag i halvfjerdserne. I Dansk Rock karakteriseres teksterne rammende på denne måde: “HBs tekster handler om bl.a. kærlighed og om at lukke op for de ægte følelser”. Yeah. Og genhørt her 35 år efter står pladen ganske overbevisende i kraft af gode sange, skrevet af Keld Andersen (også skrevet Kjeld Andersen) og et fint drive. Pladen er desværre ikke blevet genudgivet på CD, men den kan lånes som velholdt vinyl via bibliotek.dk. De andre udgivelser må man finde second hand et sted, hvis man er interesseret nok.

Og jeg har ikke fundet smagsprøver på pladen på nettet – desværre. Så lån den selv på biblioteket.

Dødsfald: Pete Shotton, 75 år

5. april 2017

Inden the Beatles blev the Beatles slog McCartney og Lennon deres folder i bandet the Quarrymen. Det var Lennons band, og en af de musikere og venner, Lennon fik med i bandet, var Pete Shotton. Den umusikalske rod Shotton svingede godt sammen med Lennon og derfor fik han rollen som vaskebrætspiller i skifflebandet. Det var det eneste instrument, han kunne traktere. Det holdt dog kun et års tid, så smed Lennon Shotton ud, selv om de to rødder forblev venner. I bogen John Lennon: In my Life (1984) har Shotton fortalt historien.

Efter tiden i Quarrymen slog Shotton sig på restaurationsdrift og var med til at grundlægge franchisekæde Fatty Arbuckle.

Musikstreamingens velsignelser

5. april 2017

Engang så jeg musikstreaming som en mulighed for, at musikelskere kunne få let adgang til den musik, de havde smag for. En mulighed for at gøre musik(ud)valget bredere og mere nuanceret, både historisk og aktuelt. I det hele taget ligger der et stort potentiale i selve teknologien.

Når streamingen alligevel er blevet en skuffelse for mig – og jeg af samme grund begrænser min brug til fx Youtube og nogle få mindre tjenester på nettet, så skyldes det, at streamingtjenesterne – de store – hurtigt er blevdet til pengemaskiner for ejerne, medens musikskaberne får smuler for brød. Man kan sige, at historien gentager sig. Lige som pladeselskaberne tog røven på kunstnerne (i stort omfang) i fortidens pladekontrakter, så er det nu streamingteknologien, der bruges som profitinstrument. Og tendensen fortstætter, selv om nogle forsøger at gå mod strømmen. Således kan man i dag læse, at streamingtjenesten Spotify agter af indføre en “betalingsmur”, således at en ny udgivelse for en vis periode kun kan høres mod betaling. Forestil dig at du har et abonnement, som du månedlig betaler til og så kommer der en ny sang med dit favoritband. Du finder titlen på din mobilos og så popper der en betalings-pop-up op.

Firmaet påtænker også, at reducere royaltybetalingen, så snart musikken har indtjent en vis sum penge. Man ser det for sig. En Beatles-sang blive streamet 1 milion gangen og hiver penge ind til firmaet, hvorefter samme firma skruer ned for betalingen til forlaget bag Beatles-sangen.

De nye tiltag er blot en understregning af, at streaming ikke pr. definition står i musikkens og musikskabernes tjeneste. Som det oftest er i det samfund, vi lever i, så er der nogle ejere af produktionsmidlerne, der høster, når kunstnerne sår.

Er der så en løsning på problemet? Ja, kunstnerne må gå andre veje. Gå uden om de store tjenester og tage sagen i deres egen hånd.