8. april 2017 arkiv

Teenage Fanclub på scenen

8. april 2017

Desværre lagde Teenage Fanclub ikke vejen forbi Aarhus sidst de var i Danmark. Men så er det jo heldigt, at andre i New York er hurtige til at fange dem, når de kommer forbi. Som i dette tilfælde, hvor bandet optrådte på Warzaw Brooklyn sidst i marts. Og hele koncerten kan hentes ned – kvit og fri – via dette link.

Dagens dødsfald: David Peel , 73 år

8. april 2017

Paven ryger den fede – The Pope smokes dope – er titlen på det album, David Peel & The Lower East Side fik udsendt på Beatles’ plademærke Apple. Og pladen skilte sig ud fra de øvrige udgivelser ved at være mod den gældende samfundsorden.

Peel havde på det tidspunkt to plader på samvittigheden. Plader der begge var politiske og for brugen af marijuana og deslige. Men tilfældighederne ville, at han mødte selveste John Lennon og Yoko Ono i 1972, og anekdoterne om mødet fortæller af John og Yoko optrådte lidt på gaden sammen med Peel, der buskede Greenwich Village.

Om det passer vides ikke med sikkerhed, men sikkert er det, at Peel fik en pladekontrakt med Apple og fik udsendt ovennævnte LP, der gav anledning til en vis debat på grund af den ‘fornærmende’ titel. Peel fik også lov til at bidrage til albummet Elephant’s Memory, der udkom på samme mærke. Efterfølgende lavede Peel sit eget plademærke – Orange Records – hvor han fortsatte med at udsende plader, der trådte det etablerede samfund over tæerne. Peel døde af et hjertetilfælde den 31. marts.