18. april 2017 arkiv

Mere baggrund til Rullestenene: Lisa Fisher

18. april 2017

sointense.jpg

Har man sagt Merry Clayton, så må man også sige Lisa Fischer. For lige som Merry har sangerinden Lisa Fischer sat sit uudslettelige præg på Rolling Stones som backingsangerinde. Ja, faktisk mere end det. For sandheden er, at Lisa Fischer som fast del af Rolling Stones’ turensemble fra 1983 og frem nærmest er blevet Mick Jaggers faste kvindelige duetpartner ( i en række numre, bl.a. “Gimme Shelter”). Og det er sgu ikke enhver beskåret.

Sting, Luther Vandross og Tina Turner er eksempler på andre kunstnere, der har haft glæde af Lisa Fischers prægtige stemme. Også lidt solokarriere er det blevet til, bl.a. med albummet So intense. Men tyngdepunktet i karriere har hele tiden været sessionrollen.

Jeg synes, det i ligestillingens navn ville være fair at nævne Merry Clayton og Lisa Fisher som gyldige medlemmer af Rolling Stones – på linje med Bill Wyman og Mick Taylor. For det fortjener de.

Capac anbefaler: The Blaze – Territory

18. april 2017

blazeblaze

 

Det er ikke tilfældigt, at jeg indleder omtalen af den franske producer- og instruktørduo The Blazes nye EP med to videoer. For spørgsmålet er nemlig, om – eller rettere i hvilket omfang -  musikken på EP’en kan konsumeres uden videoernes billedside!? I pressematerialet gøres der en del ud af, at The Blaze fik sit initiale gennembrud med sangen “Virile” og den tilhørende  video. Og også opfølgeren “Territory” fremhæves som noget særligt.

Og der kan da heller ikke herske nogen tvivl om, at The Blazes electronica bærer nogle klare filmiske kvaliteter, der nærmest gør numrene til oplagte, integrale videoelementer. Melodiske numre med udpræget brug af stemningsskabende klangflader, kombineret med sang og nogle basale, nærmest “Popcorn”-agtige rytmiske elementer.

Selvfølgelig kan man sagtens lytte til musikken uden billedsiden, men det er tydeligt at de to franskmænd befinder sig som fisk i vandet, når de forener det filmiske og det auditive medie. Og på det sæt og vis er The Blaze meget moderne forløbere for en sammensmeltning af genrer, der hidtil var separate.

The Blaze. Territory. Produktion: The Blaze. Animal63. Udkom 7. april 2017