På sit seneste album Best Troubadour tager traditionalisten Will Oldham – under sit alias Bonnie ‘Prince’ Billy – skridtet fuldt ud og fortolker idolet og forbilledet Merle Haggard. Over to LP’er fortolkes Haggardsange. Men en enkelt sang af Iris Dement er også med – fordi Haggard engang fortolkede den. Og det er i denne sammenhæng en blåstempling.
https://www.youtube.com/watch?v=GdeWnzuycak
Den sang på Sgt. Pepper’s, som jeg altid har haft en (til dels uforklarlig…) forkærlighed for, er “Getting Better”. Den er sågår blevet min ringetone på mobilen. Paradoksalt nok, så er det sangens karakter af renlivet rock med en guitar, hvis akkorder mejsles ud og suppleres af McCartneys elektriske klaver, der ligger til grund for min forkærlighed for nummeret. Paradoksalt, fordi pladen som helhed jo udmærker sig ved det avancerede og eksperimenterende i rocken.
Og derfor er det lidt sjovt at læse, at netop det nummer forekommer Niles Martin – Producer George Martins søn, der har stået for den nye bearbejdning af pladens lydbilleder – at være særligt vellykket. Til The Independent fortæller han:
Is there a track you’re even happier with the turnout of than you expected?
‘Getting Better,’ ironically. There’s one bit in ‘Getting Better’ where I thought, “Yeah, what we’re doing here is really good.” It’s the drop down section. [Our remix] is much clearer. If you listen to the same bit on the stereo, it’s like you’re missing half of it – it doesn’t have the same effect. You can sense what they were trying to do in that section of the song – I know what my father was trying to do. So [engineer] Sam Okell and I are just trying to get there. It’s a good example of us thinking, “This seems better.”
Om “Getting better” så lyder bedre i den nye udgave, vil jeg overlade til andre om at bedømme, men det er stadigvæk det nummer, der har min forkærlighed…
Ja, så ramte vi 50-årsdagen for udgivelsen af Beatles’ hovedværk Sgt. Pepper’s lonely hearts club band. Og dagen fejres bl.a. med udgivelsen af nye, moderniserede udgaver. Og lur mig, om ikke den vil blive omtalt her og hisset i medielandskabet. Det manglede da også bare. Her i casa vil jeg nøjes med at genhøre musikken, der engang revolutionerede mit lydbillede af, hvordan pop og rock kunne og skulle lyde…
For ca. 10 år siden (januar 2007) skrev jeg følgende om mit møde med den plade:
“Jeg sad i den bagerste del af den orange bus mod Hjerting (nr. 21 var det vist). Det var først på eftermiddagen, og på skødet havde jeg en af de orange papirsposer fra Jaspers Radio. Det var sommer – juni måned – og The Beatles’ nyeste opus Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band var samme dag kommet i butikkerne i Danmark. Danmarks Radio havde fortalt om det dagen før, hvor hele pladen var blevet præsenteret. Det kunne man gøre dengang. Og det var en begivenhed, at der kom en ny Beatles-plade. Større end Dronningens Nytårstale…*) Jeg var taget direkte fra skole hjem og hente lommepengene og så af sted mod byen for at få fat i et eksemplar.
Et par drenge i bussen spurgte nysgerrigt til, hvad jeg havde i den solide papirspose, og jeg oplyste dem præcist om indholdet. Længere blev den snak ikke. Jeg skulle hjem og lytte. Og studere pladecoveret.
Pladen var udkommet i England og USA nogen tid før, fjorten dage eller deromkring, og Radio Luxembourg havde slidt en pr-presning op ved at spille den i døgndrift. Selv havde jeg ligget i timevis på min gamle, grimme, grønne briks med hovedet inde i den lille Nordmende-radio og lyttet til skæringerne fra den nye udgivelse. Det var kuldegysningfremkaldende at høre de nye lyde og de nye toner, selv om radioen ikke var den bedste, og selv om signalforholdene heller ikke var det. Sådan havde Beatles ikke lydt før. Sådan havde ingen lydt før.”*) Som Onkelvolde har påpeget, så havde vi ikke en dronning i 1967, men kong Frederik. Så det rigtige ord skulle være Kongens nytårstale.
Post-punk-bandet Wire er et band, der holder den kunstneriske fane meget højt endnu. Og de har måske vitterligt ikke været bedre end på deres seneste 3-4 albums. Senest på Silver/Lead. Her spiller de tre numre fra pladen – plus et ekstranummer, der ikke har været ude på plade, “The Art of Assistance”.
Når Susanna Hoff ikke slår sine folder i the Bangles, så spiller hun gerne covernumre. Fx sammen med vennen Matthew Sweet (Under the Covers-pladerne). Men hun fører sig også frem alene. Her med en version af Princes “Take med with u” (fra Purple Rain). Det var jo Prince, der stod for et af Bangles allerstørste hits, “Manic Monday”.
1. Change of the Century—Ornette Coleman
2. Tilt—Scott Walker / Belle—Al Green / Anything by Jimmy Scott
3. Blood on the Tracks—Bob Dylan
4. Little Richard’s Specialty Series
5. Hank Williams’ Singles
6. Harry Smith Anthology
7. Does Your House Have Lions—Roland Kirk
8. “Stay with Me Babyâ€â€”Lorraine Ellison
9. “Mother“—John Lennon
10.â€Oh Superman“—Laurie Anderson & United States
I 1999 beder et obskurt magasin Lou Reed om at pege på de ti bedste plader gennem tiderne og Lou kradsede sit bud ned på et stykke papir, som du kan se ovenfor. Man noterer sig, at Lou ser tilbage i tiden på halvtredserne og før, selv om Lennon, Dylan og Laurie Anderson også er med som repræsentanter for noget nyere. Og man bemærker, at Reed interesse for jazz præger listen. Hvilken forbindelse, der mon er til Reeds egen musik, er nok mere et åbent spørgsmål.
Samme år spørger tv-kanalen VH1 Reed om, hvilke 100 sange, han ville anføre som betydningsfuld. Og Reed giver dem otte:
1. “Stay With Me†by Lorraine Ellison
2.“Outcast†by Eddie and Ernie
3. “Lovin’ You Too Long†by Otis Redding
4. “River Deep Mountain High†by Ike & Tina Turner
5. + 6. “Georgia Boy†and “Belle†by Al Green
7. “That’s Alright Mama†by Elvis Presley
8. “I Can’t Stand the Rain†by Ann Peebles
– og hvad skal man så tænke ved det?
Kilde: Lou Reeds Twitterkonto
Feo hører også til den obskure undergrund omkring 1970. Rudi Albertsen dannede den akustiske gruppe i 1970 sammen med Flemming Nørgård, Thorkild Blond Andersen og Sune Durhuus. Og efter en debut hos Sten Bramsens Musikalske Venner med “Bedstemorvisen” kom albummet Eg Meini Ted på det navnkundige Spectator Record. Og det blev fulgt op af Filtskolyd i 1974 på Lucifer Records. I 1975 udsendtes Bedste og andre madrester på CBS. Omkring 1975 gik Feo mere eller mindre i opløsning som band og Rudi Albertsen fortsatte selv i forskellige konstellationer, fx Rudi & hans letbitre band, der udsendte en plade i 1978.
I dag er Feo kult og deres gamle plader forhandles second hand til pæne priser. Men heldigvis har Tømrerclaus og Karma Records været så generøse at samle de to første plader på en CD, så andre en kultsamlere også kan være med.
Så skete det igen. Terroren slog til i Manchester ved en koncert med Ariana Grande, hvor en stor del af publikum var mindreårige og unge. Og medierne var på sagen fra første færd og finkæmmede selv den mindste oplysning, der kom frem.
Det eneste nye ved denne terrorhandling – i sammenligning med de mange foregående i den vestlige verden – var vel egentlig at ofrene især var børn og unge. Hvilket selvfølgelig gav anledning til følelsesmæssige udbrud fra politiske kommentatorer og andre, der udtalte sig. Men, ved eftertanke, burde dette faktum – at der var tale om uskyldige børn – overraske nogen? Er det ikke lige netop terrorens primære interesse at chokere og skræmme ved hjælp af den mest frastødende handling? Er det ikke selve terrorens væsenstræk?
Ellers forløb den mediale opfølgning helt efter bogen. Politiets og efterretningsvæsnets forudsigelige handlinger. Fx at politiet følger procedurerne for undersøgelse af attentatstedet, jagter bagmændene osv. og at efterretningstjenesten endnu engang kan afsløre, at de da godt kendte bagmanden i forvejen, men intet har foretaget sig i den anledning. Og så ellers en afgrundsdyb omgang følelsesjournalistik, hvor gud og hvermand for åben kamera skulle udtømme deres følelser. Selv en familie på Fyn (hvor datteren have været til koncert med Grande i Danmark) skulle lade følelser få frit løb på skærmen.
Der var heller ikke noget nyt i, at Islamisk Stat påtog sig ansvaret for attentatet. Og ingen journalist gjorde sig nogen overvejelse over, om det blot var endnu et nemt PR-nummer fra IS’s side? Det er jo gratis reklame at erklære sig medansvarlig, også selv om der reelt ikke er nogen forbindelse til forbryderne.
I det hele taget forløb den mediale overeksponering af bombeattentatet uden nogen form for eftertanke eller refleksion. Det hele lukker sig om en forforståelse, der for længst er blevet artikuleret, og som ingen åbenbart har nogen interesse i at pirke til, problematisere eller – uha – kritisere. Indtil videre – vil jeg påstå – er ingen blevet en tøddel klogere af Manchester-terroren. Alt er ved det gamle.
Han blev nok mest kendt for sin fremstilling af James Bond-figuren i filmene af samme navn. Men for mig vil han altid især være forbundet med tv-serien The Persuaders, hvor Moore sammen med Tony Curtis fremstillede to umage playboys (med forskellige national og social opkomst), der opklarede forskellige forbrydelser i jetsetlaget, gerne i Sydfrankrig eller lignende miljøer, hvor overklassen udfolder sig. Letbenet og harmløs underholdning som man kun fandt den i tresserne og de tidlige halvfjerdsere. Og det var en rolle, der gav et godt indtryk af Sir Roger Moores beskedne skuespiltalent, der dog rakte til hovedrollen som 007-agenten (og en række biroller i andre spillefilm).
https://www.youtube.com/watch?v=PIQwzWg7-1E
Musikkens kraft hedder den plade, der her skal anbefales. Undertitlen lyder: et støtteprojekt for unge kræftramte. For pladen og musikken er ude i et ærinde. Nemlig at itale- og itonesætte den særlige situation, det er, at være ung og kræftramt.
Fem unge mennesker fra Esbjerg og omegn – Sallie Nielsen, Betina Lodberg Jakobsen, Sabine Varmking Cheyne, Marlene Sørensen Baatz og Ole Brøndberg Selstø – omfavner den situation at være kræftramt i en alder, hvor livet først for alvor rigtig er begyndt. Og sammen med sangskriver Gert Barslund er de alvorlige tekster blevet forvandlet til sange. Og de ialt ti sange er lagt i hænderne på andre unge fra samme lokalområde. Jonas Rendbo, Rikke Egholm Ravn, Silje Holtan, Zenia Levring Madsen, Mia Nielsen, Frederik Kjeldsen Hertz, Janne Mark, Christine Brandstrup Jørgensen og Gert Barslund synger sangene. Og de gør det smukt, bevægende og med popfremdrift. Dertil kommer et hold musikere, der sætter det hele i musikalsk scene.
Jeg skal afholde mig fra at nærlæse de enkelte tekster (der kan studeres på projektets hjemmeside), men det siger næsten sig selv, at de alle forholder sig til effekterne af den alvor – og potentielt: det memento mori – som en kræftsygdom har på et ungt menneske, der må revidere ungdommens indbyggede tro på udødelighed og besinde sig på netop den. Men også om den paradoksale livskraft og -vilje, der følger med som den mørke alvors lyse skyggeside. Og teksterne er generelt ligefremme og undgår heldigvis at blive søgt litterære i deres udtryk. Ja, de fremstår som en slags alvorspoptekster.
Og musikken på pladen kan også beskrives sådan. Som alvorspop, der er ude i et alvorligt og dybt sympatisk ærinde. Men også en pop, der sagtens kan konsumeres uden at tænke på kræft, alvor og dødelighed – lige i det øjeblik, hvor sangene lyder. Og det er en stor styrke ved sangene på pladen, at de formår at balancere med denne dobbelthed af at være dødsensalvorlige og dybt underholdende, sådan som pop nu engang er og skal være. Hermed varmt anbefalet.
Musikkens kraft. Produceret af Boe Larsen og Jonas Rendbo. Gateway. Udkom d. 5. maj 2017
Der er noget sommerligt over In Memoirs nye plade. Og det er ikke kun pladens lyse, blå pastelfarver på vinylen og coveret, der sender lytteren i retning af temperaturer over 20-25 grader celsius. Det er i allerhøjeste grad også musikken i rillerne, der bringer sommerhumøret frem.
Esbjergensiske Morten Filipsen, der gemmer sig bag projektnavnet In Memoirs, er en rigtig popsnedker, der ikke lægger skjul på, at det er poppen, der er udgangspunktet og den fortsatte inspirationskraft for pladens ti numre. Og der er tale om meget moderne pop, der som sådan er gennemproduceret og omsvøbt af en candyfloss-let lyd, der passer vældig godt til Morten Filipsens lyse, til tider næsten falsettangerende stemme, der bringer mindelser om mangen en moderne androgyn popstemme. Men man kan også godt høre, at Filipsen med sin sangskrivning rækker tilbage i tiden til en æra, hvor den enkle, gode melodi stadigvæk var vandmærket i kvalitetspop.
Pophistorikken gemmer sig også i pladens forkærlighed for et udtryk, der bevæger sig mellem den moderne pops electronica-isenkram, der er garant for luftige, højtflyvende lydbilleder, og den gammeldags pop forkærlighed for det analoge, qva vokalerne og (hvis jeg ikke tager fejl) trommer og slagtøj.
Som titlen på albummet antyder, så er det også sommerpoptematikker, der er på spil i teksterne. Kærligheden, den allestedsnærværende, drømmene og det nostalgiske. In Memoirs lyder overhovedet ikke som The Beach Boys, der engang var indbegrebet af sommer, sol og strand. Men måske kan man – jeg – påstå, at der er en holdningsmæssig overensstemmelse, idet Morten Filipsen er konsekvent og insisterende på sin særlige sommerpopæstetik. De ti sange er skåret over en identisk poplæst, der sikrer en let og luftig pop, der har en opdrift i lytteren og lokker ham/hende til at lade kroppen følge med – og evt. danse.
Med sin særprægede, lidt androgyne stemme, og sin gennemførte æstetik sender Morten Filipsen også tankerne hen på en anden kunstner – uden nogen direkte forbindelse – nemlig Michael Jackson. På tilsvarende vis overbeviser Morten Filipsen ved en ekstraordinær god popstemme og en uafrystelig konsekvent popæstetik om, at In Memoirs kan skille sig ud fra strømmen af moderne elektropop og finde sit eget publikum og sin egen niche.
In Memoirs plade er som skabt til den sommer, vi venter på, og sikrer, at den under alle omstændigheder indfinder sig på musikafspilleren, selv om temperaturerne udenfor ikke følger med. Albummet burde været selvskrevet til enhver popradiostations playlister, sommer eller ej. Hermed anbefalet.
In Memoirs. Love, Dreams & Sunsets. Produceret af: In Memoirs og Mads Bjørn. Celebration Records. Udkom d. 19. maj.
I morgen er det 50 år siden, Jimi Hendrix optrådte på Falkoner Centret i København på sin første europæiske tur. Siden kom han forbi fire gange, bl.a. en gang i Aarhus, inden han alt for tidligt slap guitaren for altid. Formedelst 20-30 kroner kunne man opleve ham spille denne sætliste:
Danske Beefeaters fik fornøjelsen og æren af at være opvarmningsorkester denne aften.
https://www.youtube.com/watch?v=zj-P2RntrmE
Jeg har ikke kunnet finde lydeksempler fra Falconer-koncerten, men her er et par andre. Hvis der dukker noget op, skal jeg nok vende tilbage til denne særlige aften i maj 67. Jimi Hendrix Lund 1967 – København, marts 1970 –
Pack up your troubles in your old kit bag
And smile, smile, smile.
Don’t let your joy and laughter hear the snag
Smile boys, that’s the style
What’s the use of worrying
It never was worth while
So, pack up your troubles in your old kit bag
And smile, smile, smile.Pack up your troubles in your old kit bag
And smile, smile, smile.
Just pucker up and whistleWhat’s the use of worrying
It never was worth while
So, pack up your troubles in your old kit bag
And smile, smile, smile.
Hjulpet i gang af skriften på en nabos dørmåtte (!) kom jeg i tanker om sangen “Pack up your troubles” fra folkeskolens sangstunder. Her i en opbyggelig version (fra 1944) med Andrew Sisters, hvor titlen er omdøbt til “Smile, smile, smile”. Så var man sikker på, at soldaterne forstod budskabet…
Nekrologerne regner blidt ned over afdøde Chris Cornell. Og hvad kunne være mere passende end at genhøre ham og datteren tage sig kærligt af Bob Marleys “Redemption Song”…?!
