4. maj 2017 arkiv

Tilbage til Det ganske lille band – alias C. V. Jørgensen

4. maj 2017

cvj

Der er relativt tavst omkring C. V. Jørgensen, og måske har manden trukket sig tilbage i et velfortjent otium. Og uanset hvad, så er vi – gamle fans – henvist til de efterladte plader og den sparsomme litteratur, der er skrevet om bandet. Sparsom, fordi der nok er skrevet om C. V. Jørgensen, men vi mangler endnu, hvad man kunne kalde et autoriseret standardværk om det ganske lille band og dets hovedperson. Og måske kommer det aldrig. Men så er det jo godt, at den tidligere trommeslager i bandet, René Wulff, har sat sig ned og skrevet sin version af, hvad der sket i de år, hvor bandet med øgenavnet brændte igennem og ud.

Wulff understreger klogeligt, at det er hans personlige version. Og det er jo altid vigtigt at understrege den subjektive vinkel, for der findes jo ikke nogen biografisk sandhed – heller ikke, når det gælder et rockband. Til gengæld får man så et indblik fra en, der selv var med inderst inde i bandet. Og måske rykker det lidt ved det billede, som pressen har efterladt af bandet og dets betydning i dansk rock.

Om ikke andet, så får artiklerne en til at finde de gamle plader frem. Og det har jeg da også gjort. Lige nu lytter jeg til de ‘rariteter & livetracks’ fra 1978-79, som er med i den lille boks med det ganske lille band, som udkom i 2011. Desværre kan jeg ikke finde noget af materialet på nettet. I stedet kan i jo gense DRs dokumentar Skygger og Magi.

Robert Christgau om rockkritikken i Trumpismens tid

4. maj 2017

“…to insist that rock criticism be political is first to insist that the humans who make and enjoy music are embroiled in politics whether they like it or not—and whether they know it or not. And second, it’s to remain aware that formally, the musical upheavals of the fifties, and many that followed, were demotic, so that a class component was built into the form. No wonder rock and roll had things to tell us about oppressed African Americans and the young white seekers who dug them; and then also about hippies and punks and hipsters and other politically simpatico bohemian riffraff whose class status is murky; and then gays as of disco, defiant to militant blacks as of hip-hop; and, most saliently in the past decade, though with many earlier pioneers and with crucial origins in punk, women.” [Robert Christgau i The Daily]

Min kritikerdarling Robert Christgau har kastet sig ud i den amerikanske valgkamp på Hillary Clintons side. Og frustrationerne over Trumpismens sejr har givet anledning til en artikel om kritikkens funktion i den aktuelle politiske konjunktur under overskriften Who the fuck knows?

Christgau er en af mine favoritter inden for rockkritik. Ikke, fordi han og jeg er ret enige om sagerne, for det er vi faktisk sjældent, selv om han engang imellem rammer klokkerent i sin bedømmelse af et stykke musik. Men, fordi jeg godt kan lide hans frenetiske, til tider rablende (og meget amerikanske) skrivemåde (som de derovre ofte er tilbøjelig til at forveksle med litterær stil) og hans egensindige, politisk bevidste tilgang til  jobbet som kritiker. Han befinder sig – og har altid gjort det – på den amerikanske venstrefløj (der ikke kan sammenlignes eller ævivaleres med den europæiske). Derfor var læsningen af hans erindringer også lidt af en skuffelse. Her spiller rockkritikken nemlig en perifer rolle i forhold til beskrivelsen af mandens egentlig ret almindelige liv med karriere og familie. Næh, det er i rockkritikken han lyser og blomstrer.

Og ja, jeg er fundamentalt enig med ham i hans syn på musik (kunst i det hele taget) og politik. Uanset om vi vil eller ved det, så er vi fra første tone, fra første kunstneriske færd indlejret i det politiske. Det er politisk ukorrekt at tænke sådan i dag, men det bliver det bestemt ikke mindre rigtigt af. Tværtimod.