13. maj 2017 arkiv

Tidlig Jimi Hendrix

13. maj 2017

jh

Fruen insisterer på at høre “Anja”. Og Anja er åbenbart det danske bidrag til European Song Contest – det der engang var Melodi Grand Prix. Og med et halvt øre kan jeg høre, at der er langt mellem de melodiske snapse i den forestilling. Ja, faktisk kommer der ingen snapse. Men jeg fortrækker til kontoret og lytter til Jimi Hendrix, der – som Jens jo gør opmærksom på – jubilerer med “Are you experienced” i disse dage. Oh, hvilken plade! Og helt tilfældigt har jeg på en obskur side kaldet Forgotten Guitar fundet en meget tidlig optagelse af Jimi fra februar 1967 – tre måneder før udgivelsen af Are you experienced – hvor han optræder på et lille spillested kaldet Chelmsford Corn Exchange. Desværre kan jeg ikke implementere videoen, men du kan se den her. Og den er fin. Så fin, at man glemmer alt om European Song Contest og den slags forglemmelige begivenheder.

Gårsdagens filmoplevelse: About Time

13. maj 2017

about

Måske skulle advarselslamperne have blinket kraftigt, da jeg læste, at aftenens film, “About time”, var lavet af holdet bag successerne “Love actually” og “Nothing Hill”. Eller omvendt: Måske skulle man have taget det som en kraftig anbefaling af noget, der solidt og godt, omend letbenet underholdning. Og inden jeg endte i sofaen var jeg endt i den sidste kategori. For sandheden er, at jeg har været ganske godt underholdt af de to omtalte successer, der begge dyrker det amourøse i udpræget grad. Samtidig med, at de afvæbner sentimentaliteten og det emotionelle overbud med en god portion humor, humanistisk lommefilosofi og gode skuespilpræstationer. Og især det sidste kan få mig til at sænke de kritiske arme lidt.

About Time (fra 2013) følger i sporet på de andre, idet den også handler om kærligheden. Den unge Tim (Domhnall Gleeson) er ‘høj, tyndt og rødhåret’ og har svært ved at komme i nærkontakt med det modsatte køn. Da han er fyldt 21 får han imidlertid afsløret en familiehemmelighed, der sætter skub i sagerne. Faderen (spillet af Bill Nighy) betror Tim, at mændene i familien kan rejse tilbage i tiden. Selv har faderen brugt evnen til at rejse tilbage og genlæse gode bøger, fx af Charles Dickens (faderen er tidligere litteraturprofessor). Men sønnen advares også mod at foretage forkerte beslutninger i fortiden, fordi det selvfølgelig vil få konsekvenser for den efterfølgende tid.

Kan man sluge denne absurde præmis i filmen, så fungerer filmen fint som et letbenet lærestykke om, at man må leve sit liv med de ‘fejltagelser’, man nu gør, og fokusere på glæden ved at være til. Såre banalt, kan man sige. Og derfor også sandt. Og med et hold håndplukkede britiske stjerner og karakterskuespillere sikres en velturneret dialog og et lige så velsmurt handlingsforløb. Der er ingen skarpe kanter og ingen filosofiske pointer, der rager ud over feel-good-filmuniversets horisont og får en til at tænke længe over filmen. Men underholdende, det er den.

Og så har filmen – akkurat som de to andre – en ganske lytteværdigt lydspor, der oven i købet er udsendt på plade. Pop i overflod, men også tungere navne som The Cure, Ron Sexsmith og Nick Cave & the bad Seeds. Selv kunne jeg godt lide “How long will i love you” med Jon Boden, Ben Coleman, Mick Laird-Clowes og Sam Seeney. Også fordi den fint er indlejret i en scene på en banegård.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 11