24. maj 2017 arkiv
Lou Reeds top 10
24. maj 2017
1. Change of the Century—Ornette Coleman
2. Tilt—Scott Walker / Belle—Al Green / Anything by Jimmy Scott
3. Blood on the Tracks—Bob Dylan
4. Little Richard’s Specialty Series
5. Hank Williams’ Singles
6. Harry Smith Anthology
7. Does Your House Have Lions—Roland Kirk
8. “Stay with Me Babyâ€â€”Lorraine Ellison
9. “Mother“—John Lennon
10.â€Oh Superman“—Laurie Anderson & United States
I 1999 beder et obskurt magasin Lou Reed om at pege på de ti bedste plader gennem tiderne og Lou kradsede sit bud ned på et stykke papir, som du kan se ovenfor. Man noterer sig, at Lou ser tilbage i tiden på halvtredserne og før, selv om Lennon, Dylan og Laurie Anderson også er med som repræsentanter for noget nyere. Og man bemærker, at Reed interesse for jazz præger listen. Hvilken forbindelse, der mon er til Reeds egen musik, er nok mere et åbent spørgsmål.
Samme år spørger tv-kanalen VH1 Reed om, hvilke 100 sange, han ville anføre som betydningsfuld. Og Reed giver dem otte:
1. “Stay With Me†by Lorraine Ellison
2.“Outcast†by Eddie and Ernie
3. “Lovin’ You Too Long†by Otis Redding
4. “River Deep Mountain High†by Ike & Tina Turner
5. + 6. “Georgia Boy†and “Belle†by Al Green
7. “That’s Alright Mama†by Elvis Presley
8. “I Can’t Stand the Rain†by Ann Peebles
– og hvad skal man så tænke ved det?
Kilde: Lou Reeds Twitterkonto
Genhør: Feo
24. maj 2017
Feo hører også til den obskure undergrund omkring 1970. Rudi Albertsen dannede den akustiske gruppe i 1970 sammen med Flemming Nørgård, Thorkild Blond Andersen og Sune Durhuus. Og efter en debut hos Sten Bramsens Musikalske Venner med “Bedstemorvisen” kom albummet Eg Meini Ted på det navnkundige Spectator Record. Og det blev fulgt op af Filtskolyd i 1974 på Lucifer Records. I 1975 udsendtes Bedste og andre madrester på CBS. Omkring 1975 gik Feo mere eller mindre i opløsning som band og Rudi Albertsen fortsatte selv i forskellige konstellationer, fx Rudi & hans letbitre band, der udsendte en plade i 1978.
I dag er Feo kult og deres gamle plader forhandles second hand til pæne priser. Men heldigvis har Tømrerclaus og Karma Records været så generøse at samle de to første plader på en CD, så andre en kultsamlere også kan være med.
Manchester – lærer vi og pressen overhovedet noget?
24. maj 2017Så skete det igen. Terroren slog til i Manchester ved en koncert med Ariana Grande, hvor en stor del af publikum var mindreårige og unge. Og medierne var på sagen fra første færd og finkæmmede selv den mindste oplysning, der kom frem.
Det eneste nye ved denne terrorhandling – i sammenligning med de mange foregående i den vestlige verden – var vel egentlig at ofrene især var børn og unge. Hvilket selvfølgelig gav anledning til følelsesmæssige udbrud fra politiske kommentatorer og andre, der udtalte sig. Men, ved eftertanke, burde dette faktum – at der var tale om uskyldige børn – overraske nogen? Er det ikke lige netop terrorens primære interesse at chokere og skræmme ved hjælp af den mest frastødende handling? Er det ikke selve terrorens væsenstræk?
Ellers forløb den mediale opfølgning helt efter bogen. Politiets og efterretningsvæsnets forudsigelige handlinger. Fx at politiet følger procedurerne for undersøgelse af attentatstedet, jagter bagmændene osv. og at efterretningstjenesten endnu engang kan afsløre, at de da godt kendte bagmanden i forvejen, men intet har foretaget sig i den anledning. Og så ellers en afgrundsdyb omgang følelsesjournalistik, hvor gud og hvermand for åben kamera skulle udtømme deres følelser. Selv en familie på Fyn (hvor datteren have været til koncert med Grande i Danmark) skulle lade følelser få frit løb på skærmen.
Der var heller ikke noget nyt i, at Islamisk Stat påtog sig ansvaret for attentatet. Og ingen journalist gjorde sig nogen overvejelse over, om det blot var endnu et nemt PR-nummer fra IS’s side? Det er jo gratis reklame at erklære sig medansvarlig, også selv om der reelt ikke er nogen forbindelse til forbryderne.
I det hele taget forløb den mediale overeksponering af bombeattentatet uden nogen form for eftertanke eller refleksion. Det hele lukker sig om en forforståelse, der for længst er blevet artikuleret, og som ingen åbenbart har nogen interesse i at pirke til, problematisere eller – uha – kritisere. Indtil videre – vil jeg påstå – er ingen blevet en tøddel klogere af Manchester-terroren. Alt er ved det gamle.
