4. juni 2017 arkiv

Torben Brostrøm – 90 år

4. juni 2017

Cand. Mag. i dansk og fransk, litteraturforsker, poetisk medarbejder på Information i en menneskealder med meget mere Torben Brostrøm fylder 90 år i dag. Han kom ind i mit liv, da jeg gik i realen og fik interesse for modernistisk poesi, takket være mine dansklærere, ikke mindst frk. Andersen. Og da først smitten havde fået fat i mig, gjorde jeg mine egne studier på skolebiblioteket og i boghandlerne. Og her fik jeg bl.a. fat i Brostrøms tidlige bøger Versets løvemanke og Poetisk kermesse.

Siden, da jeg – drevet af samme interesse – endte på danskstudiet i Aarhus, var han en af dem, man gjorde op med – i ideologikritikkens navn.Han var repræsentant for den retning, man kaldte nykritikken, som med inspiration fra amerikanske kritikere, gjorde en dyd ud af at nærlæse tekster. Og denne tilbøjelighed tog jeg tidligt til mig – og hverken ideologikritikken eller senere kritiske strømninger har kunnet overbevise mig om, at det var uvigtigt at kunne læse en tekst nært – indenad. Og jeg er siden – i min lærergerning – blevet forvisset om, at der er rigtig mange, der ikke kan læse indenad.

Så tak til Brostrøm for inspirationen i de sprøde, unge, påvirkelige år. Og hav en god fødselsdag.

 

Mothers of Invention: Absolutely Free

4. juni 2017

Et af de album, der udkom for 50 år siden, var Frank Zappa & Mothers of Inventions andet album, dobbelt-LP’en Absolutely Free, der fortsatte hvor Freak Out slap med musikalske eksperimenter blandet op med samfundssatire. Pladen genudgives på vinyl i anledning af jubilæet. Lyt til pladen her.

 

1967

4. juni 2017

 

Et halvt århundrede er gået siden 1967. Et år, hvor der skete meget kulturelt set. Og herunder: musikalsk. Om det er rockmusikkens vigtigste år, som det hævdes i Kristeligt Dagblad, ja, det kan man jo diskutere herfra og til månen. Men det er ubetvivleligt, at der var stor grøde i musikken og kulturen – og at der kom en lang række plader, der siden har fået status af at være klassikere. Vi har for nylig nævnt Sgt. Pepper og Hendrix’ første album. Det var et år med ‘kærlighedens sommer’, med psykedeliske toner og hippiedrømme, der dryssede ned over den vestlige halvkugle. Og Jens Rasmussen bruger mere end 300 sider til at fortælle om ‘the summer of love’ i bogen 1967 – kærlighedens sommer, der er udsendt på forlaget Tiderne Skifter.

 

Roger Waters: Er det sådan det skal være?

4. juni 2017

Den gamle Pink Floyd-musiker Roger Waters er aktuel med albummet “Is this the life we really want?”, der er hans første soloudgivelse siden 1992. Og som titlen antyder, så er pladen et opgør med det liv, vi lever her og nu med dronekrigsførsel, flygtningekriser, menneskeskabte klimaforandringer, terrorisme og så videre. På den måde holder Waters fast i det progressive, der var Pink Floyds vandmærke – i hvert fald musikalsk set, men også indholdsmæssigt som fx i dobbeltalbummet The Wall, der jo også forholdt sig kritisk til sin samtid.

London brænder

4. juni 2017

Så skete det igen. Et punktuelt terrorangreb ramte storbyen London og berøvede en håndfuld mennesker deres liv og sendte endnu flere på hospitalet med en uvis fremtid. Forfærdeligt. Og det skal selvfølgelig fordømmes og gerningsmændene findes og straffes.
Men denne terrorhandling er endnu ikke hverdag i den europæiske osteklokke, sådan som terroren er i Syrien, Afghanistan, Parkistan og andre steder uden for Europa, hvor den dagligt kræver sine ofre. Siden sidste terrorangreb i London er hundredvis af mennesker blevet ofre for terroren uden for Europa – og vel at mærke ikke med samme intense mediebevågenhed som de europæiske.

 

Man fristes til at hævde, at de europæiske angreb stadigvæk medialt håndteres som underholdende indslag af en anormalitet, der egentlig hører til i en anden eksotisk (islamisk) virkelighed og som bekræfter europæerne i deres ideologiske fortælling om de fredelige borgerlige demokratier, hvor terroren ikke hører hjemme, fordi den netop er en fremmed anormalitet. En fortælling, der ikke formår at stille spørgsmål om, hvad de tilsyneladende forskellige terroraktioner i og uden for Europa har til fælles? Eller om de punktuelle terrorhandlinger i Europa måske er tegn på, at den europæiske drøm om fredelig eksistens i trygge borgelige, liberalistiske demokrater netop kun er en drøm, der for længst er blevet erstattet af en grassat kapitalistisk globalisering med et andet værdisæt?

 

Mediernes problem er ikke, hvad de fortæller (det samme igen og igen), men det de ikke fortæller og spørger til.