10. juni 2017 arkiv

Sgt. Pepper topper igen

10. juni 2017

Og Pepper-feberen breder sig. 50-årsjubilaren ligger på Billboards top 200 album chart på en 3. plads en uge efter udgivelsen af den nye udgave. Det er da imponerende.

 

50: Monterey Pop Festival

10. juni 2017

Det kan godt være, at Woodstock Festivalen med dens tre dage af fred, kærlighed og musik udgør alle festivalers moder. Men før – et par år før – viste Monterey International Pop Festival vejen for alle senere pop- og rockfestivaler med en imponerende setliste. Og i næste uge er det halvtreds år siden festivalen for international pop rullede over scenerne. Jubilæet markeres med en ny festival sammesteds, men den kommer ikke til at overgå den første. For det er ikke muligt. Men det bliver en fejring med forbindelseslinjer til den gamle. Fx optræder fhv. medlemmer af Grateful Dead og Eric Burdon & The Animals genopstår for en kort bemærkning.

Ud over at give et gennembrud for mange kunstnere skabte festivalen også en fond – fordi alle indtægter gik til velgørenhed – der stadigvæk eksisterer og gør godt derovre.

 

Ingen ende på Grateful Dead

10. juni 2017

Som sagt, der er ingen ende på Grateful Dead. Medens bandet var aktivt, var bootlegging nærmest en integral del af kulturen omkring bandet. De ville ikke drømme om at jagte bootleggere, snarere tværtimod. De opfordrede til at optage hver eneste koncert. Og sådan blev det. Der findes oceaner af optagelser med Grateful Dead. Og nettet har gjort det meget nemmere for inkarnerede fans at finde hver en stump. – Og alligevel udsender boet efter bandet den ene plade efter den anden med fine optagelser. Senest har man udsendt en samling af radiooptagelser fra perioden 1976-1980, bestående af hele 12 CD’er. Som Dead Head kan man kun elske det uudtømmelige projekt…