26. juni 2017 arkiv

TV-journalistikkens elendighed – apropos ‘ondskabsfuldheder på internettet’

26. juni 2017

I den sidste lange tid har jeg holdt igen med min trang til at svinge krabasken over den politiske og mediale virkelighed her i kongeriget. Men i går nåede jeg et punkt, hvor jeg synes, jeg måtte skrive lidt – og komme ud med lidt galde.

I DRs TV-avis havde man et indslag om, hvad man kunne kalde ‘ondskabsfuldheder på internettet’. På Facebook har mange – især børn og unge – lavet en side (ja, flere faktisk), hvor det åbenbart går ud på at hænge andre ud – i billeder, videoer og tekst. Bl.a. blev en angiveligt ‘retarderet’ mand på 54 år lokket  og brugt som en slags fælles håneoffer.

I tv-indslaget fokuserede journalisterne og de til lejligheden indkaldte ’specialister’ på dels de (primært) unges ondskabsfuldheder og dels forældrenes åbenbare uvidenhed om ynglets opførsel på nettet. Journalisternes og eksperternes påtagede ‘bekymring’ lod ikke nogen tvivl tilbage om, at det her var skandaløst og moralsk forkasteligt. Og man (jeg) kunne ikke lade være med at tænke, at journalisterne og eksperterne havde en alder, der passede fint til den forældregeneration, der var på spil i denne “sag” – at der med andre ord var tale om en (langt hen forståelig) spejling i de berørte forældres pinlige situation.

Men ved nærmere eftertanke slog det mig, at indslaget  brillerede ved et åbenbar mangel. For selv om man kan være enig om, at det er slemt at henved 100.000 unge deltager i den slags internetudhængning af tilfældige ofre, og at det er “uforståeligt”, at forældre sidder tilbage ganske uvidende om, hvad deres unger har gang i – så manglede et meget vigtigt element. Nemlig, at denne offentlige mobning foregår på en privat ejet side – nemlig Facebook – der eller markedsfører sig som forfægter af en særlig moral, der fx ikke tillader afbildning af nøgenhed.

Hvorfor var der ikke en eneste journalist, der satte spørgsmål ved Facebooks rolle i denne – og lignende – offentlige mobning? Jeg mener, at det dog var nærliggende – selv om man har valgt en vinkling på de unges umoralske adfærd og forældrenes “afmagt” –  at konfrontere netop bagmændene bag Facebook, hvis man ville sætte en effektiv stopper for den slags. Ikke? Men nej. Det hele blev reduceret til et spørgsmål om unges opdragelse og forældres manglende eller utilstrækkelige håndtering af deres afkom.

For skåret ind til benet, så er der intet fundamentalt nyt i at børn/unge mobber hinanden og er onde over for andre jævnaldrende. Der er heller ikke noget som helst overraskende i, at forældre ikke altid ved, hvad deres børn tænker og foretager sig, når de ikke lige er i nærheden. Sådan var det i min barndom, og sådan er det nu. Forskellen er, at mobning og andre ondskabsfuldheder i dag kan lægges ud på internettets “sociale medier” og derved få mange “likes” og sympatireaktioner.

For mig at se, så er denne sag først og fremmest en illustration af, hvor problematisk en størrelse en privatejet, reklame- og sponsorfinansieret virksomhed som Facebook er. Den markedsfører sig som eksponent for en (amerikansk funderet) moralisme, men ser igennem fingre med moralsk forkastelige aktiviteter, når blot de foregår i “lukkede grupper”, hvor kun de skyldige og deres ofre er med. Og sagen peger også på, at moderne dansk tv-journalistik savner en efteruddannelse i kritisk journalistik.

TV-journalistikkens elendighed – apropos ‘ondskabsfuldheder på internettet’

26. juni 2017

I den sidste lange tid har jeg holdt igen med min trang til at svinge krabasken over den politiske og mediale virkelighed her i kongeriget. Men i går nåede jeg et punkt, hvor jeg synes, jeg måtte skrive bare lidt – og komme ud med lidt galde.

I DRs TV-avis havde man et indslag om, hvad man kunne kalde ‘ondskabsfuldheder på internettet’. ‘Hadegrupper’ var vist et ord, der blev brugt.  På Facebook har mange – især børn og unge – lavet en side, hvor det åbenbart går ud på at hænge andre ud – i billeder, videoer og tekst. Bl.a. blev en angiveligt ‘retarderet’ mand på 54 år lokket til at være med og brugt som en slags fælles håneoffer. Manden blev opfordret til at komme med seksuelle ytringer og lægge nøgenbilleder af sig selv frem.  I tv-indslaget fokuserede journalisterne og de til lejligheden indkaldte ’specialister’ på dels de (primært) unges ondskabsfuldheder og dels forældrenes åbenbare uvidenhed om ynglets opførsel på nettet. Journalisternes og eksperternes påtagede ‘bekymring’ lod ikke nogen tvivl tilbage om, at det her var skandaløst og moralsk forkasteligt. Og man (jeg) kunne ikke lade være med at tænke, at journalisterne og eksperterne havde en alder, der passede fint til den forældregeneration, der var på spil i denne “sag” – at der med andre ord kunne være  tale om en (langt hen forståelig) spejling i de berørte forældres pinlige situation. Vi forstår jer godt og føler med jer… vvi har selv børn i samme alder….

Men ved nærmere eftertanke slog det mig, at indslaget  brillerede ved et åbenbar mangel. For selv om man kan være enig om, at det er slemt at henved 100.000 børn, unge og andre gruppemedlemmer deltager i den slags internetudhængning af tilfældige ofre, og at det er “uforståeligt”, at forældre sidder tilbage ganske uvidende om, hvad deres unger har gang i – så manglede et meget vigtigt element. Nemlig, at denne offentlige mobning foregår på en privat ejet side – nemlig Facebook – der ellers har markedsført sig som forfægter af en særlig moral, der fx ikke tillader afbildning af nøgenhed. ‘

Hvorfor var der ikke en eneste journalist, der satte spørgsmål ved Facebooks rolle i denne – og lignende – offentlige mobning? Jeg mener, at det dog er nærliggende at konfrontere netop bagmændene bag Facebook, hvis man ville sætte en effektiv stopper for den slags. Ikke? Men nej. Det hele blev reduceret til et spørgsmål om unges adfærd og dermed opdragelse og forældres manglende eller utilstrækkelige håndtering af deres afkom.

For skåret ind til benet, så er der jo intet nyt i at børn/unge mobber og er onde over for andre. Der er heller ikke noget som helst overraskende i, at forældre ikke altid ved eller ønsker at vide, hvad deres børn tænker og foretager sig, når forældrene ikke lige er i nærheden. Sådan var det i min barndom og sådan er det nu. Forskellen er, at mobningen og de andre ondskabsfuldheder i dag kan lægges ud på det store internets såkaldt “sociale medier” og derved få mange “likes” og sympatireaktioner. I vores digitale virkelighed forstørres, forvrænges og forstærkes hverdagens nederdrægtigheder med voldsom kollektiv styrke.

For mig at se, så er denne sag først og fremmest en illustration af, hvor problematisk en størrelse en privatejet, reklame- og sponsorfinansieret virksomhed som Facebook er. Facebook markedsfører sig – lige som fx Apple koncernen – som eksponent for en (amerikansk funderet) moralisme, men ser igennem fingre med moralsk forkastelige aktiviteter, når blot de foregår i “lukkede grupper”, hvor kun de skyldige og deres ofre udfolder sig. Og sagen peger også på, at moderne dansk tv-journalistik savner en efteruddannnelse i kritisk journalistik.

Journalisterne vil muligvis dække sig ind under deres faglige vinkling: At de har valgt en vinkel på ‘problemet’, som de synes er relevant for seerne. Men lige som andre problemer i denne verden, kan man ikke se bort fra, hvad man kunne kalde ‘rammebetingelserne’ for den menneskelige adfærd.

TV-journalistikkens elendighed – apropos ‘ondskabsfuldheder på internettet’

26. juni 2017

I den sidste lange tid har jeg holdt igen med min trang til at svinge krabasken over den politiske og mediale virkelighed her i kongeriget. Men i går nåede jeg et punkt, hvor jeg synes, jeg måtte skrive lidt – og komme ud med lidt galde.

I DRs TV-avis havde man et indslag om, hvad man kunne kalde ‘ondskabsfuldheder på internettet’. På Facebook har mange – især børn og unge – lavet en side, hvor det åbenbart går ud på at hænge andre ud – i billeder, videoer og tekst. Bl.a. blev en angiveligt ‘retarderet’ mand på 54 år lokket til og brugt som en slags fælles håneoffer. I tv-indslaget fokuserede journalisterne og de til lejligheden indkaldte ’specialister’ på dels de (primært) unges ondskabsfuldheder og dels forældrenes åbenbare uvidenhed om ynglets opførsel på nettet. Journalisternes og eksperternes påtagede ‘bekymring’ lod ikke nogen tvivl tilbage om, at det her var skandaløst og moralsk forkasteligt. Og man (jeg) kunne ikke lade være med at tænke, at journalisterne og eksperterne havde en alder, der passede fint til den forældregeneration, der var på spil i denne “sag” – at der med andre ord var tale om en (langt hen forståelig) spejling i de berørte forældres pinlige situation.

Men ved nærmere eftertanke slog det mig, at indslaget  brillerede ved et åbenbar mangel. For selv om man kan være enig om, at det er slemt at henved 100.000 unge deltager i den slags internetudhængning af tilfældige ofre, og at det er “uforståeligt”, at forældre sidder tilbage ganske uvidende om, hvad deres unger har gang i – så manglede et meget vigtigt element. Nemlig, at denne offentlige mobning foregår på en privat ejet side – nemlig Facebook – der eller markedsfører sig som forfægter af en særlig moral, der fx ikke tillader afbildning af nøgenhed. Hvorfor var der ikke en eneste journalist, der satte spørgsmål ved Facebooks rolle i denne – og lignende – offentlige mobning? Jeg mener, at det dog var nærliggende at konfrontere netop bagmændene bag Facebook, hvis man ville sætte en effektiv stopper for den slags. Ikke? Men nej. Det hele blev reduceret til et spørgsmål om unges opdragelse og forældres manglende eller utilstrækkelige håndtering af deres afkom.

For skåret ind til benet, så er der intet nyt i at børn/unge mobber og er onde over for andre jævnaldrende. Der er heller ikke noget som helst overraskende i, at forældre ikke altid ved, hvad deres børn tænker og foretager sig, når de ikke lige er i nærheden. Sådan var det i min barndom og sådan er det nu. Forskellen er, at mobning og andre ondskabsfuldheder i dag kan lægges ud på internettet og derved få mange “likes” og sympatireaktioner.

For mig at se, så er denne sag først og fremmest en illustration af, hvor problematisk en størrelse en privatejet, reklame- og sponsorfinansieret virksomhed som Facebook er. Den markedsfører sig som eksponent for en (amerikansk funderet) moralisme, men ser igennem fingre med moralsk forkastelige aktiviteter, når blot de foregår i “lukkede grupper”, hvor kun de skyldige og deres ofre er med. Og sagen peger også på, at moderne dansk tv-journalistik savner en efteruddannnelse i kritisk journalistik.

50: 1967-hitsingle – Rolling Stones – We love you

26. juni 2017

Den nåede “kun” en 8. plads i hjemlandet, men blev en af mine Stones-favoritter fra første lytning. Måske, fordi den var så eksperimenterende – på Sgt. Pepper-måden – og lidt atypisk for den Stones-lyd, jeg kendte. I hvert fald er det stadigvæk en Stones-favorit i min musikverden.

Sangen var en del af Stones’ indspilninger til albummet Their Satanic Majesty’s Request. Og til anekdoterne hører, at Lennon og McCartney (anonymt) lagde backingstemmer til nummeret.

Et ekstra plus ved singlen var den af Pete Whiteshead instruerede “syrede” promotionfilm (“video”), der fulgte udgivelsen. En psykedelisk film, hvor man bl.a. ser en tydeligvis påvirket Brian Jones.

Velgørenhed: Grenfell Tower

26. juni 2017

Den forfærdelige tragedie i højhuset Grenfell Tower har forståetligt nok fået en række engelske musikere til at lave en velgørenhedssingle – en coverversion af Simon & Garfunkels “Birdge over troubled water”. Og den har netop nået toppen af den britiske singlehitliste – og det udløser forhåbentlig en portion penge, der kan hjælpe de stakler, der overlevede branden, der ikke alene kostede næste firs mennesker livet, men også blotlagde uligheden og uretfærdigheden i Storbritanniens samfund.