juli 2017 arkiv

Adieu Jeanne Moreau, 89 år

31. juli 2017

Skuespillerinden Jeanne Moreau er død, 89 år gammel. Og med hendes død forsvinder endnu et af stjernenavne, der var med til at tegne det sammensatte billede af 1960’erne. På stillfotoet ovenfor ser vi hende i en mindeværdig scene fra Francois Truffauts film “Jules et Jim”, der fortæller om en kærlighedstrekant mellem en kvinde (Moreau) og to mænd. En film, der var med til at skabe den franske “nye bølge” og tematiserede nogle af de frigørelsestendenser, der blev en del af tressernes kultuelle arvesølv. Den romantiske frihed, den frihedssøgende kvinde og så videre. Selv om Moreau arbejdede langt ind i 1980’erne, forblev hun associativt og fordomsfuldt knyttet til tresserne. Nu er hendes stjerne slukt og kulturen lidt fattigere.

Capac anbefaler: Mathias Heise Quadrillion – Decadence

31. juli 2017

I 2015 havde fornøjelsen af at omtale kvartetten Mathias Heise Quadrillions album Sudden Accent, og jeg opfattede pladen som en velkommen genopdagelse og -livning af en fusionsmusik, der for alvor udfoldede sig tilbage i 1970’erne med navne som Weather Report, Mahavisnu Orchestra, Return to Forever, Herbie Hancock med mange flere.

Og nu foreligger der så et nyt album med titlen Decadence. En tvetydig titel, der både kan henvise til samtidens kulturelle, åndelige og moralske forfald, men også – samtidig – til den forfinede æstetiske dyrkelse og nydelse, som en epokal opløsnings- og forfaldstid ofte fører med sig. I hvert fald finder man på denne plade en udsøgt, smagfuld, æstetisk forfinet dyrkelse af den musik, der opstår i mødet mellem jazzens, rockens og poppens brede landskaber. En vellydende, forførende, smuk, improvisatorisk legering, der både griber ud efter elskeren af det jazz-improvisatoriske og efter pop- og rocklytteren, der tilfredsstilles af den gode melodi og den dansante rytmik. Og som sådan bekræfter pladen i højeste grad det dekadente – i den æstetiske betydning.

Kvartetten består stadigvæk af kapelmester Mathias Heise, der håndterer tangenter, skriver musik og krydrer musikken med sit eminente mundharpespil, der stadigvæk forbigående lader en venlig tanke gå tilbage til mesteren Toots Thielemans, Mads Christiansen på guitar, David Vang på bas og Aksel Stadel Borum på trommer. Og kvartetten får hjælp af en god håndfuld musikere: Hans Ulrik (saxofon), Anne Dirks (vocoder), Live Johansson (cello), Monika Malmquist (violin), Christian Ellegaard (violin), Andreas Bernitt (viola). Og – Emilie Molsted, der synger for på nummeret “Would u” og lægger endnu et smukt lag på det lydbillede, kvartetten hidtil har budt på. Og for min skyld må kvartetten gerne bruge Molsted mere i fremtiden.

Den nye plade lægger nogle alen til den foregående. Især forekommer det mig, at der denne gang er gjort lidt mere plads til de enkelte musikeres lyst og behov for at eksperimentere og improvisere – uden at det sprænger de kompositoriske rammer, der er lagt med Heises stykker.

Hvis man holder af fusionsmusik, så er der ingen grund til ikke at få fat i dette på enhver måde veludførte og vellykkede album, der rager højt op over den mainstreammusik, vi ellers møder i dagens dekadente (?) samfund… Hermed varmt anbefalet.

Mathias Heise Quadrillion – Decadence – Producer: Erik Zobler – Giant Sheep Music. Er udkommet.

Gensyn med – Dave Edmunds, dansk tv 1979

30. juli 2017

Og når vi nu har fat i denne fortræffelige repræsentant for britisk pub-new-wave-rock, så lad os bare tage en halv time mere med pulsen oppe…

50: The Doors – Light my fire

30. juli 2017

Indspillet i 1966 i forbindelse med gruppens debutalbum og udsendt på single i april 1967. Topper både Billboards og Cashbox’ lister. Singleudgaven af sangen var en udtyndet udgave af albummets næste syv minutter lange version, der var meget efterspurgt i datidens radio. Derfor blev singlen fabrikeret. Hele bandet blev krediteret for musikken, men faktisk var det Robbie Krieger, der var den oprindelige komponist.

Singlen blev en af Doors’ største singlesuccesser. Og successen blev hjulpet på vej af andre kunstneres coverversioner. Ikke mindst José Felicianos, der kom umiddelbart efter udgivelsen af Doors’ egen. Siden er det blevet fortolket af en lang række kunstnere – fra Shirley Bassey over Al Green til Stevie Wonder.

Politiske udspil fra Mick Jagger

29. juli 2017

Fordommene siger, at vi alle bliver korthårede og konservative med alderen og at “Fanden går i kloster, når han bliver gammel”. Men heldigvis er det kun fordomme. Det behøver ikke at blive sådan, at man bliver tandløs og falder til patten, bare fordi man bliver gammel. Og måske er oldingen Mick Jagger (74) et eksempel. I hvert fald har Mick udsendt hele to sange med politisk indhold. Dels “England Lost”, der tager fat på Storbritanniens sårbarhed i forbindelse med Brexit. Og dels “Gotta get a grip”, hvor Jagger tager fat på “fake news” og politiske galninge…

Hamilton Leithauser går imod islamofobien

29. juli 2017

Desværre synes the Walkmen at være fortid, men hovedfiguren Hamilton Leithauser fortsætter på egen hånd – og med hjælp fra venner. Senest har han bidraget til opsamlingen Philia, der er vendt mod islamofobien. Og Hamilton fortolker en gammel Shane “The Pougues” – McGowan-sang i sit opgør med Trumpismens islamofobi.

Ringo på vejen igen

29. juli 2017

Ringo Starr har udsendt en musikvideo med en smagsprøve på hans nye album Give more love. Et nummer, der kan beskrives som et temmeligt ordinært rocknummer. Veludført, men nok en tand for langt. Håber, resten af pladen har mere at byde på.

Mungo Jerry – In The Summertime ORIGINAL 1970

28. juli 2017

Sommermobilpostering….

Summer in the City – Lovin’ Spoonful

27. juli 2017

Feist igen på verdenscafeen

27. juli 2017

Lesley Feist er igen på verdencafeen. Sidst vi var der sammen med hende var i 2011. Nu følger hun op på sit seneste udspil Pleasure med en koncert hos NPR. Sådan skal det være.

1967: Traffic hitter

26. juli 2017

Traffic havde hele tre singlehits hen over sommeren og sensommeren 1967. “Paper Sun”, “Hole in my shoe” og “Here we go round the mulberry bush”. Traffic var en slags supergruppe dengang med Steve Winwood, Jim Capaldi, Chris Wood og Dave Mason og var med til at bringe lyden af psykedelia og summer of love ind på hitlisterne.

Wilco på båndet

26. juli 2017

New Yorkerne har løbende gang i båndoptageren. Og det resulterer i fine optagelser med mange af vor tids varmeste navne. Og i juni opsnappede de selveste Wilco, der diverterede med playlister, der dækkede de to album Being There og gennembrudspladen Yankee Hotel Foxtrot. Så er dagen næsten reddet sådan musikalsk set…

Listomani: De 150 største albums, lavet af kvinder

25. juli 2017

Det er længe siden, jeg har været omkring listerne. Men nu har radiostationen NPR vovet pelsen og lavet en liste over The 150 greatest albums made by women. Og ja, vi lever i en tid, hvor kvinderne tager over – også i musikken (selv om der stadigvæk er nogen, der synes, der er for få kvinder i musik), og derfor er det måske nærliggende med sådan en liste. Men igen: Listers svaghed er deres udeladelser og deres konkrete valg. I dette tilfælde skal jeg ikke klage så meget over udvalget. Der er rigtig fine ting blandt de 150 plader. Men der er navne, der brillerer ved deres fravær. Hvorfor er søstrene McGarrigle fx ikke med?

Men man kan jo altid fordybe sig og måske falde over noget, man ikke kender så meget til. Som fx foretagendet Against me, hvor “transkvinden” Laura Jane Grace huserer og besynger det transkønnede. Fx og især på deres sjette album med den sigende titel Transgender Dysphoria Blues. Man kan så altid spørge, om en sådan plade skal høre under “lavet af kvinder”, når nu der er tvivl om kønnets status? Men lad det ligge her…

The Shins ved skrivebordet

25. juli 2017

Patti Smith – poesi og rock’n roll

25. juli 2017

In a candid interview with Victor Bockris published in 1972, Patti Smith laid out her goals as they related in part to her negotiation with the Poetry Project at St. Mark’s. Bockris seemed particularly interested in highlighting how Smith was “totally ignoring” the downtown literary scene despite her all-access pass to that desirable coterie. Bockris continued pressing Smith on this question by asking her point blank about whether she could actually learn anything from the downtown poets. The answer was an emphatic “no,” in large part because of what Smith argued was the St. Mark’s poets’ inability to perform charismatically and because of what she perceived to be the poets’ boring lifestyles. Name-checking rock ’n’ roll gods including Jim Morrison, Bob Dylan, and the Rolling Stones and identifying Humphrey Bogart as someone she got “excited about,” Smith acknowledged, “I’m not interested in meeting poets or a bunch of writers who I don’t think are bigger than life. I’m a hero worshipper.”

Sådan falder tingene pludseligt og pussigt sammen. Jeg er lige ved at være færdig med at læse Patti Smiths Just Kids igen og har netop læst om hendes lidt tilfældige transformation fra eklektisk kunstner til rockkunstner. Hvordan hendes poesioplæsning forvandles til rockkoncerter og så videre. Og så falder jeg tilfældigvis over en omtale af bogen Do you have a rock band?: Poetry and Punk Rock i New York City (2017) og ovenstående uddrag med et interview med netop Patti Smith og hendes forvandling til rockartist. Og i begge sammenhænge er det tilfældigheden, der synes at råde. Man får ikke indtryk af, at der har været nogen rød tråd eller en agenda for Patti Smith i hendes vej til rock and roll. Omstændigheder, tilfældigheder, en god portion held, en god portion talent, Det var det.

I følge bpgen var den første indspilning, hun lavede en kopi af Jimi Hendrix’ “Hey Joe” med “Piss Factory” som B-side (Mer Records, 1974). Den blev trykt i 1500 eksemplarer. Og det var B-siden, der fik mest opmærksomhed. Sangen om hendes alt andet en glorværdige tid som fabriksarbejderske på vej mod storbyens fristelser og udfordringer.