juli 2017 arkiv

Adieu Jeanne Moreau, 89 år

31. juli 2017

Skuespillerinden Jeanne Moreau er død, 89 år gammel. Og med hendes død forsvinder endnu et af stjernenavne, der var med til at tegne det sammensatte billede af 1960’erne. På stillfotoet ovenfor ser vi hende i en mindeværdig scene fra Francois Truffauts film “Jules et Jim”, der fortæller om en kærlighedstrekant mellem en kvinde (Moreau) og to mænd. En film, der var med til at skabe den franske “nye bølge” og tematiserede nogle af de frigørelsestendenser, der blev en del af tressernes kultuelle arvesølv. Den romantiske frihed, den frihedssøgende kvinde og så videre. Selv om Moreau arbejdede langt ind i 1980’erne, forblev hun associativt og fordomsfuldt knyttet til tresserne. Nu er hendes stjerne slukt og kulturen lidt fattigere.

Capac anbefaler: Mathias Heise Quadrillion – Decadence

31. juli 2017

I 2015 havde fornøjelsen af at omtale kvartetten Mathias Heise Quadrillions album Sudden Accent, og jeg opfattede pladen som en velkommen genopdagelse og -livning af en fusionsmusik, der for alvor udfoldede sig tilbage i 1970’erne med navne som Weather Report, Mahavisnu Orchestra, Return to Forever, Herbie Hancock med mange flere.

Og nu foreligger der så et nyt album med titlen Decadence. En tvetydig titel, der både kan henvise til samtidens kulturelle, åndelige og moralske forfald, men også – samtidig – til den forfinede æstetiske dyrkelse og nydelse, som en epokal opløsnings- og forfaldstid ofte fører med sig. I hvert fald finder man på denne plade en udsøgt, smagfuld, æstetisk forfinet dyrkelse af den musik, der opstår i mødet mellem jazzens, rockens og poppens brede landskaber. En vellydende, forførende, smuk, improvisatorisk legering, der både griber ud efter elskeren af det jazz-improvisatoriske og efter pop- og rocklytteren, der tilfredsstilles af den gode melodi og den dansante rytmik. Og som sådan bekræfter pladen i højeste grad det dekadente – i den æstetiske betydning.

Kvartetten består stadigvæk af kapelmester Mathias Heise, der håndterer tangenter, skriver musik og krydrer musikken med sit eminente mundharpespil, der stadigvæk forbigående lader en venlig tanke gå tilbage til mesteren Toots Thielemans, Mads Christiansen på guitar, David Vang på bas og Aksel Stadel Borum på trommer. Og kvartetten får hjælp af en god håndfuld musikere: Hans Ulrik (saxofon), Anne Dirks (vocoder), Live Johansson (cello), Monika Malmquist (violin), Christian Ellegaard (violin), Andreas Bernitt (viola). Og – Emilie Molsted, der synger for på nummeret “Would u” og lægger endnu et smukt lag på det lydbillede, kvartetten hidtil har budt på. Og for min skyld må kvartetten gerne bruge Molsted mere i fremtiden.

Den nye plade lægger nogle alen til den foregående. Især forekommer det mig, at der denne gang er gjort lidt mere plads til de enkelte musikeres lyst og behov for at eksperimentere og improvisere – uden at det sprænger de kompositoriske rammer, der er lagt med Heises stykker.

Hvis man holder af fusionsmusik, så er der ingen grund til ikke at få fat i dette på enhver måde veludførte og vellykkede album, der rager højt op over den mainstreammusik, vi ellers møder i dagens dekadente (?) samfund… Hermed varmt anbefalet.

Mathias Heise Quadrillion – Decadence – Producer: Erik Zobler – Giant Sheep Music. Er udkommet.

Gensyn med – Dave Edmunds, dansk tv 1979

30. juli 2017

Og når vi nu har fat i denne fortræffelige repræsentant for britisk pub-new-wave-rock, så lad os bare tage en halv time mere med pulsen oppe…

50: The Doors – Light my fire

30. juli 2017

Indspillet i 1966 i forbindelse med gruppens debutalbum og udsendt på single i april 1967. Topper både Billboards og Cashbox’ lister. Singleudgaven af sangen var en udtyndet udgave af albummets næste syv minutter lange version, der var meget efterspurgt i datidens radio. Derfor blev singlen fabrikeret. Hele bandet blev krediteret for musikken, men faktisk var det Robbie Krieger, der var den oprindelige komponist.

Singlen blev en af Doors’ største singlesuccesser. Og successen blev hjulpet på vej af andre kunstneres coverversioner. Ikke mindst José Felicianos, der kom umiddelbart efter udgivelsen af Doors’ egen. Siden er det blevet fortolket af en lang række kunstnere – fra Shirley Bassey over Al Green til Stevie Wonder.

Politiske udspil fra Mick Jagger

29. juli 2017

Fordommene siger, at vi alle bliver korthårede og konservative med alderen og at “Fanden går i kloster, når han bliver gammel”. Men heldigvis er det kun fordomme. Det behøver ikke at blive sådan, at man bliver tandløs og falder til patten, bare fordi man bliver gammel. Og måske er oldingen Mick Jagger (74) et eksempel. I hvert fald har Mick udsendt hele to sange med politisk indhold. Dels “England Lost”, der tager fat på Storbritanniens sårbarhed i forbindelse med Brexit. Og dels “Gotta get a grip”, hvor Jagger tager fat på “fake news” og politiske galninge…