Skuespillerinden Jeanne Moreau er død, 89 år gammel. Og med hendes død forsvinder endnu et af stjernenavne, der var med til at tegne det sammensatte billede af 1960’erne. På stillfotoet ovenfor ser vi hende i en mindeværdig scene fra Francois Truffauts film “Jules et Jim”, der fortæller om en kærlighedstrekant mellem en kvinde (Moreau) og to mænd. En film, der var med til at skabe den franske “nye bølge” og tematiserede nogle af de frigørelsestendenser, der blev en del af tressernes kultuelle arvesølv. Den romantiske frihed, den frihedssøgende kvinde og så videre. Selv om Moreau arbejdede langt ind i 1980’erne, forblev hun associativt og fordomsfuldt knyttet til tresserne. Nu er hendes stjerne slukt og kulturen lidt fattigere.
I 2015 havde fornøjelsen af at omtale kvartetten Mathias Heise Quadrillions album Sudden Accent, og jeg opfattede pladen som en velkommen genopdagelse og -livning af en fusionsmusik, der for alvor udfoldede sig tilbage i 1970’erne med navne som Weather Report, Mahavisnu Orchestra, Return to Forever, Herbie Hancock med mange flere.
Og nu foreligger der så et nyt album med titlen Decadence. En tvetydig titel, der både kan henvise til samtidens kulturelle, åndelige og moralske forfald, men også – samtidig – til den forfinede æstetiske dyrkelse og nydelse, som en epokal opløsnings- og forfaldstid ofte fører med sig. I hvert fald finder man på denne plade en udsøgt, smagfuld, æstetisk forfinet dyrkelse af den musik, der opstår i mødet mellem jazzens, rockens og poppens brede landskaber. En vellydende, forførende, smuk, improvisatorisk legering, der både griber ud efter elskeren af det jazz-improvisatoriske og efter pop- og rocklytteren, der tilfredsstilles af den gode melodi og den dansante rytmik. Og som sådan bekræfter pladen i højeste grad det dekadente – i den æstetiske betydning.
Kvartetten består stadigvæk af kapelmester Mathias Heise, der håndterer tangenter, skriver musik og krydrer musikken med sit eminente mundharpespil, der stadigvæk forbigående lader en venlig tanke gå tilbage til mesteren Toots Thielemans, Mads Christiansen på guitar, David Vang på bas og Aksel Stadel Borum på trommer. Og kvartetten får hjælp af en god håndfuld musikere: Hans Ulrik (saxofon), Anne Dirks (vocoder), Live Johansson (cello), Monika Malmquist (violin), Christian Ellegaard (violin), Andreas Bernitt (viola). Og – Emilie Molsted, der synger for på nummeret “Would u” og lægger endnu et smukt lag på det lydbillede, kvartetten hidtil har budt på. Og for min skyld må kvartetten gerne bruge Molsted mere i fremtiden.
Den nye plade lægger nogle alen til den foregående. Især forekommer det mig, at der denne gang er gjort lidt mere plads til de enkelte musikeres lyst og behov for at eksperimentere og improvisere – uden at det sprænger de kompositoriske rammer, der er lagt med Heises stykker.
Hvis man holder af fusionsmusik, så er der ingen grund til ikke at få fat i dette på enhver måde veludførte og vellykkede album, der rager højt op over den mainstreammusik, vi ellers møder i dagens dekadente (?) samfund… Hermed varmt anbefalet.
Mathias Heise Quadrillion – Decadence – Producer: Erik Zobler – Giant Sheep Music. Er udkommet.
Indspillet i 1966 i forbindelse med gruppens debutalbum og udsendt på single i april 1967. Topper både Billboards og Cashbox’ lister. Singleudgaven af sangen var en udtyndet udgave af albummets næste syv minutter lange version, der var meget efterspurgt i datidens radio. Derfor blev singlen fabrikeret. Hele bandet blev krediteret for musikken, men faktisk var det Robbie Krieger, der var den oprindelige komponist.
Singlen blev en af Doors’ største singlesuccesser. Og successen blev hjulpet på vej af andre kunstneres coverversioner. Ikke mindst José Felicianos, der kom umiddelbart efter udgivelsen af Doors’ egen. Siden er det blevet fortolket af en lang række kunstnere – fra Shirley Bassey over Al Green til Stevie Wonder.
Fordommene siger, at vi alle bliver korthårede og konservative med alderen og at “Fanden går i kloster, når han bliver gammel”. Men heldigvis er det kun fordomme. Det behøver ikke at blive sådan, at man bliver tandløs og falder til patten, bare fordi man bliver gammel. Og måske er oldingen Mick Jagger (74) et eksempel. I hvert fald har Mick udsendt hele to sange med politisk indhold. Dels “England Lost”, der tager fat på Storbritanniens sårbarhed i forbindelse med Brexit. Og dels “Gotta get a grip”, hvor Jagger tager fat på “fake news” og politiske galninge…
Desværre synes the Walkmen at være fortid, men hovedfiguren Hamilton Leithauser fortsætter på egen hånd – og med hjælp fra venner. Senest har han bidraget til opsamlingen Philia, der er vendt mod islamofobien. Og Hamilton fortolker en gammel Shane “The Pougues” – McGowan-sang i sit opgør med Trumpismens islamofobi.
Ringo Starr har udsendt en musikvideo med en smagsprøve på hans nye album Give more love. Et nummer, der kan beskrives som et temmeligt ordinært rocknummer. Veludført, men nok en tand for langt. Håber, resten af pladen har mere at byde på.
Lesley Feist er igen på verdencafeen. Sidst vi var der sammen med hende var i 2011. Nu følger hun op på sit seneste udspil Pleasure med en koncert hos NPR. Sådan skal det være.
Traffic havde hele tre singlehits hen over sommeren og sensommeren 1967. “Paper Sun”, “Hole in my shoe” og “Here we go round the mulberry bush”. Traffic var en slags supergruppe dengang med Steve Winwood, Jim Capaldi, Chris Wood og Dave Mason og var med til at bringe lyden af psykedelia og summer of love ind på hitlisterne.
New Yorkerne har løbende gang i båndoptageren. Og det resulterer i fine optagelser med mange af vor tids varmeste navne. Og i juni opsnappede de selveste Wilco, der diverterede med playlister, der dækkede de to album Being There og gennembrudspladen Yankee Hotel Foxtrot. Så er dagen næsten reddet sådan musikalsk set…
Det er længe siden, jeg har været omkring listerne. Men nu har radiostationen NPR vovet pelsen og lavet en liste over The 150 greatest albums made by women. Og ja, vi lever i en tid, hvor kvinderne tager over – også i musikken (selv om der stadigvæk er nogen, der synes, der er for få kvinder i musik), og derfor er det måske nærliggende med sådan en liste. Men igen: Listers svaghed er deres udeladelser og deres konkrete valg. I dette tilfælde skal jeg ikke klage så meget over udvalget. Der er rigtig fine ting blandt de 150 plader. Men der er navne, der brillerer ved deres fravær. Hvorfor er søstrene McGarrigle fx ikke med?
Men man kan jo altid fordybe sig og måske falde over noget, man ikke kender så meget til. Som fx foretagendet Against me, hvor “transkvinden” Laura Jane Grace huserer og besynger det transkønnede. Fx og især på deres sjette album med den sigende titel Transgender Dysphoria Blues. Man kan så altid spørge, om en sådan plade skal høre under “lavet af kvinder”, når nu der er tvivl om kønnets status? Men lad det ligge her…
In a candid interview with Victor Bockris published in 1972, Patti Smith laid out her goals as they related in part to her negotiation with the Poetry Project at St. Mark’s. Bockris seemed particularly interested in highlighting how Smith was “totally ignoring” the downtown literary scene despite her all-access pass to that desirable coterie. Bockris continued pressing Smith on this question by asking her point blank about whether she could actually learn anything from the downtown poets. The answer was an emphatic “no,” in large part because of what Smith argued was the St. Mark’s poets’ inability to perform charismatically and because of what she perceived to be the poets’ boring lifestyles. Name-checking rock ’n’ roll gods including Jim Morrison, Bob Dylan, and the Rolling Stones and identifying Humphrey Bogart as someone she got “excited about,” Smith acknowledged, “I’m not interested in meeting poets or a bunch of writers who I don’t think are bigger than life. I’m a hero worshipper.”
Sådan falder tingene pludseligt og pussigt sammen. Jeg er lige ved at være færdig med at læse Patti Smiths Just Kids igen og har netop læst om hendes lidt tilfældige transformation fra eklektisk kunstner til rockkunstner. Hvordan hendes poesioplæsning forvandles til rockkoncerter og så videre. Og så falder jeg tilfældigvis over en omtale af bogen Do you have a rock band?: Poetry and Punk Rock i New York City (2017) og ovenstående uddrag med et interview med netop Patti Smith og hendes forvandling til rockartist. Og i begge sammenhænge er det tilfældigheden, der synes at råde. Man får ikke indtryk af, at der har været nogen rød tråd eller en agenda for Patti Smith i hendes vej til rock and roll. Omstændigheder, tilfældigheder, en god portion held, en god portion talent, Det var det.
I følge bpgen var den første indspilning, hun lavede en kopi af Jimi Hendrix’ “Hey Joe” med “Piss Factory” som B-side (Mer Records, 1974). Den blev trykt i 1500 eksemplarer. Og det var B-siden, der fik mest opmærksomhed. Sangen om hendes alt andet en glorværdige tid som fabriksarbejderske på vej mod storbyens fristelser og udfordringer.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger