juli 2017 arkiv

Capac anbefaler: Bite the Bullet – Can be anything

17. juli 2017

En flyvende, smeltende lakridsispind. Hvad mon tanken er med dette stykke coverart?, kunne jeg ikke lade være med at tænke, da jeg for et stykke tid siden fik fat i bandet Bite the Bullets nye album. Og jeg valgte at forstå det som et alt andet end entydigt humoristisk udsagn.

Og måske er det rigtig set. I hvert fald er Bite the Bullets udgave af rock præget af en humoristisk, ja næsten drilsk, tilgang til rock og rul. Det er rock, der ikke skal tages alt for alvorligt. Det er rock, hvor man ikke er bange for at genbruge klichéerne fra rockens store spættebog og heller ikke går af vejen for at lave underlige lyde (især på keyboardet). Det er rock, der leder denne lytters associationskæder hen på rockens lette brigade i halvfjerdserne, fx Mabel og Walkers (for nu at nævne danske repræsentanter). Rockmusik, der ikke først og fremmest retter sig mod Kloge Åge-segmentet, men mod den lytter, der gerne vil have fængende poprocksange, der egner sig til dans og sjov og ballade.

Denne iagttagelse skal ikke forstås på nogen pejorativ facon, for Bite the Bullet leverer faktisk nogle medrivende rocksange, der netop har disse kvaliteter, og sikkert nok skal finde sit publikum derude på de små scener og i radiokanalerne, der spiller den slags rock.

Med deres album viser trioen, at der stadigvæk er plads til poprock, der ikke vil tages alt for alvorligt, men med tungen i kinden og et godt øre for den fængende popsang vil underholde rockpublikummet. Og det skal der også være plads til i vores ofte alt for alvorlige tidsalder. Hermed anbefalet.

Bite the Bullet. Can be anything. Produceret af: Søren Christensen. Target Records. Er udkommet.

Desværre har jeg ikke kunne finde musikeksempler fra pladen, men dukker de op, dukker de også op her.

Dorthe Kollo – 70 år

17. juli 2017

I dag fylder Dorthe Kollo halvfjerds. Når vi lige skal omkring den fødselsdag, så er det ikke, fordi jeg er fan eller har plader med Dorthe. Men hun var ubestrideligt en del af mit musikalske bagtæppe i barndommen. For Dorthe, der fik en pladekontrakt allerede som 9-årig, var – sammen med Gitte Hænning – en af de skandinaviske sangerinder, der blev en del af tressernes tyske fjernsynsunderholdning – og dermed en del af den musikalske indoktrinering, jeg blev udsat for i mit barndomshjem. Dertil kommer, at hun jo også blev en del af dansktopsortimentet, dengang Dansktoppen var i vælten.

En stor del af Dorthe Kollos sange finder man på tuben.

Instruktøren George Andrew Romero er død, 77 år

17. juli 2017

Det er få filminstruktører den ære beskåret at skabe en særlig genre. Men det skete for den kanadisk-amerikanske instruktør, da han i 1968 satte skub i den såkaldte zombie-kultur med filmen Night of the living dead. En film, der hurtigt blev en kult-film og initierede en lang række zombie-tematiske film og serier. Senest har vi set tv-serien The Walking Dead og et rip-off, der står i gæld til Romeros fantasi om hjemsøgende zombier.

Man behøver ikke at være til det overnaturlige for at kunne fordøje den slags film. De kan ses og fortolkes på linje med science fiction- og fantasy-film som fortællinger om det menneskelige slet og ret. Der går en lige linje fra romantiske forestillinger om Jekyll-Hyde-syndromet, Dracula-myten, skyggefortællinger osv. til Romeros zombiefantasi, hvilket blot understreger, at han står solidt plantet på den moderne fortællings grund. Nu er han død, men andre har som nævnt taget over og vi har langtfra set den sidste zombiefilm.

 

Gene Maclennan – i erindring

17. juli 2017

Den kanadiske singer-songwriter Gene Maclennan blev kun 56 år. I januar 1995 begik han selvmord og gjorde ende på et plaget liv – men desværre også på et strålende sangskrivertalent. Især i kraft af den kanadiske sangerinde Anne Murray blev nogle af hans sange – fx “Snowbird” og “Put your hand in the hand” – til evigtgrønne sange på popfirmamentet. Men også andre kunstnere, fx Elvis Presley, Joan Baez og Bing Crosby var med til at løfte hans talent op.

Og nu mere end et par årtier efter hans tidlige bortgang, har datteren Catherine lavet et helt album, hvor hun fortolker faderens smukke sange – og det gør hun både loyalt og med fin fornemmelse for sangenes karakter.

Lyt til albummet If it’s alright with you lige her.

https://www.youtube.com/watch?v=peWwHTTKmVw

Da Beach Boys for alvor blev til noget

16. juli 2017

Hvis ellers kilderne står til troende, så er dagen i dag femoghalvtredsårsdagen for The Beach Boys’ kontrakt med plademærket Capitol. Efter nogen usikkerhed og forvirring – gruppen var blevet droppet af mærkerne Dot og Liberty – sattes der den dag en underskrift (hvis nok Wilson seniors) på kontrakten, der de efterfølgende syv år ville medføre en lang række hitudgivelser. På det tidspunkt var “Surfin’ Safari” begyndt at kravle op af hitlisten.

Inden de nåede så langt, havde de udsendt “Surfin” på det lille mærke Candix i 1961 og den havde vist sig på en 75. plads på Billboards liste – som et varsel om, hvad der var i vente.

https://www.youtube.com/watch?v=Y0y8MmV3rww

https://www.youtube.com/watch?v=FpoG4GaZupY

At skrive om musik

16. juli 2017

Hvor overhovedet skrive om musik? Er det ikke nok at lytte og opleve musikken? Og samme spørgsmål kan varieres: hvorfor overhovedet skrive om litteratur, billedkunst, film… og så videre. Dem, der skriver om musik (og andre kunstarter) snylter på kunsten, kan man sige. Og det er da også rigtigt. Men som en af mine nu afdøde universitetslærere gjorde opmærksom på, så er snylteri ofte en symbiose, hvor begge sam-boende nyder godt af snylteriet. Lige som visse vindruer nyder godt af snyltere, hvor snylteriet resulterer i udsøgt vin i sidste ende.

Ser vi bort fra hele markedsføringsaspektet, hvor skriveriet handler om at ‘sælge’ en vare og skaffe penge til producenten og distributøren, så kan skriveri om kunst være befordrende for oplevelsen. En god artikel om et stykke musik kan fordybe ens oplevelse af musikken, ja i nogle tilfælde kan den åbne ens øre for musik, man aldrig før var blevet bekendt med. Studier i kunst, skriverier om kunst, herunder musik, kan overskride elementær oplysning og få en katalysatorisk effekt på den læsende lytter.

Derfor kan det være berigende at læse de bedste skribenter inden for de forskellige kunstarters felter. Og med hensyn til rock- og popmusikken, så er der fornylig udkommet en anbefalelsesværdig antologi over nogle af de bedste amerikanske skribenter. Shake it up – Great american writing on rock and pop from Elvis to Jay-Z hedder den mere en 500 sider store bog, der giver appetitvækkende smagsprøver på en lang række gode skribenter, bl.a. Robert Christgau, Lester Bangs og Greil Marcus – for nu at nævne nogle af herrerne. Og i en tid, hvor musikjournalistikken synes trængt – i hvert fald i de ‘gamle’ medier – kan der være god grundt til at genopdage nogle af de gamle skribenter, lade sig inspirere til yderligere læsning – og dermed lytning. Hermed anbefalet.

Jay Som ved skrivebordet

15. juli 2017

Sidst vi var omkring Jay Som, fortolkede de “Strawberry Fields forever”. Men Melina Duerte og hendes band har meget mere at byde på. Her i en optagelse fra NPR, hvor de spiller et par sange fra bandets debutalbum.

Sommersange

15. juli 2017

Sommeren er over os. Flere blogs lukker ned på grund af ferie. Og avisen The Independent disker op med en oversigt over de mest populære sommersange fra halvfjerdserne og frem. Og der er mange kendte sange, men ikke sommersange i den betydning, jeg tillægger ordet. Altså sange, der både tematiserer sommer, sol og varme – og hitter. Jeg kigger lidt på hitlisten.nu, men selv om jeg kender flere af de nye navne, der huserer her, så er der ikke et eneste nummer, jeg forbinder med sommeren. Næ, vi skal langt tilbage. Til Lovin’ Spoonful, Mungo Jerry og The Beach Boys, der altid – i de tidlige tressere – var garant for sommermusik med bølgeskvulp, bikinipiger og høje temperaturer.

https://www.youtube.com/watch?v=qXylsfhp86Q

 

Queen of the silver dollar

15. juli 2017

https://youtu.be/svINYLFyqGE

Dronningen af sølvdollaren er titlen på en lille boks med vinyludgaver af Emmylou Harris’ første fem album. Plader det er svært at komme uden om, hvis man er ynder af amerikansk countryrock fra halvfjerdserne.

Roky Erickson – 70

15. juli 2017

En af rockens rigtig skæve eksistenser, men også en indflydelsesrig skikkelse, Roky Erickson – kendt fra det legendariske psych-punk-garage-pionerorkester 13th floor Elevators – runder i dag 70 år. Og er stadigvæk aktiv i rockens tjeneste.

En beatlemanisk filmoplevelse på spansk

14. juli 2017

Hvis man har tid til det, så kan man være heldig at falde over en seværdig film, når man støver tv-kanalernes programmer igennem. Og nogle gange være heldig at falde over en god film, man end ikke anede eksisterede.

Den spanske film Vivir es fácil con los ojos cerrados (Living is easy with eyes closed) fra 2013 havde jeg godt nok læst noget positivt om engang (nogen med ‘road movie’ osv.), men havde lykkeligt fortrængt det. Men så fik DR ideen at vise den. Og det viste sig at være en rigtig god filmoplevelse. En beatlemanisk road movie.

Plottet er enkelt. Vi befinder os i Albacete, Spanien, hvor den midaldrende engelsklærer Antonio fordriver tiden med at lade sine skoleelever læse og fortolke Beatles-sange, fx “Help”. Antonio er nemlig inkarneret Beatles-fan. Og da han har hørt, at selveste John Lennon befinder sig i landet, nærmere bestemt i Alméria, for at indspille filmen How I won the War, beslutter Antonio sig for at tage en fridag og køre ned for at hilse på idolet. Og ved skæbnens (u)gunst får han to følgesvende. Dels Juanjo, langhåret søn af en politimand, der gerne vil lidt hjemmefra. Og dels den gravide pige Bélen, der flygter fra et hjem for unge mødre. To unge, der hver på deres måde repræsenterer tressernes længsel efter opbrud og oprør mod det bestående.

Og de når frem til Alméria og stedet, hvor Lennon filmer. Hvad der mere sker der, må I selv se. Men det vigtigste er sådan set også vejen derhen. Som konventionen for road movies foreskriver, så er det netop vejen med dens muligheder for personlig udfoldselse og udvikling, der er det vigtige i fortællingen. Og de tre rejsende lærer da også noget om sig selv og hinanden, inden de når deres destination.

Beatles-temaet er nok mest et påskud, en mcguffin, for at fortælle om de tre personer. Beatles’ musik spiller en begrænset rolle (sikkert også af økonomiske grunde), men også en stærk kulturel, symbolsk rolle som markør for den tidstypiske ramme af emancipatorisk opbrud. Helt frem i titlen, der er et citat fra “Strawberry Fields forever” anslås det fantasifulde og grænseoverskridende i Beatles’ ideologiske univers.

De tre skuespillere Javier Camara (Antonio), Natalia Molina (Bélen) og Francesc Colomer som drengen Juanjo dækker fint de tre forskellige søgende, flygtende og opbrydende typer. Og de omgærdes af en række fine biroller.

Samlet set er filmen en enkel fortælling, og den fortælles lige så enkelt og ligefrem som en køretur fra den ene ende af Spanien til den anden kan være. Selv om bilens topstykke går sig en tur undervejs. Det er en film at den slags, der umiddelbart fremstår som en bagatel, men viser sig at have mere på hjerte end langt de fleste, gennemsnitlige underholdningsfilm. Så hold øje med om DR genudsender den hen over sommeren. Den er værd at bruge et par timer på.

 

 

Van Morrisons 37.

13. juli 2017

Med den hårdtslående titel Roll with the Punches er Van “the Man” Morrison tilbage med sit 37. album til september. Pladen byder både på nyskrevne sange og fortolkninger af gamle, bl.a. bluessange. Og Van får hjælp af gode kræfter som Chris Farlowe, Georgie Fame, Jeff Beck og Paul Jones.

Lad bare båndet køre…

12. juli 2017

– medens vi er ved demooptagelser, så er her Stephen Stills med “Suite/sweet Judy Blue Eyes”, der siden blev en del af Crosby, Stills og Nash-repertoiret. Men jeg synes denne demo har de kvaliteter den senere udgave også bød på…

Oppe på taget

12. juli 2017

Det er vist sjældent, at man får hele historien med. Men i dette tilfælde får vi historien om to af tressernes største sangskrivere og deres møde. Gerry Goffin og Carole King – og en af deres store sange…

50: 1967-hitsingle – Monkees – Pleasant Valley Sunday

11. juli 2017

Ja, på denne dag i sommeren 1967 udsendte The Monkees’ fortolkning af Goffin og Kings “Pleasant Valley Sunday”. Singlen var en forløber for albummet , Pisces, Aquarius, Capricorn & Jones Ltd og blev en af Monkees’ største hits.

Og i en version af sangskriveren selv…

https://www.youtube.com/watch?v=lp1HWhnpfvs