juli 2017 arkiv

Lys for enden af tunnellen

4. juli 2017

Når det hele ser lidt sort ud, så griber jeg til mine favoritter. Fx Loudon Wainwright og hans første sang på hans første album, “School Days”. En sang, der på en underfundig måde håner voksenlivet og hylder barn- og ungdommens tid. På en måde, der både er selvironisk, melankolsk, kritisk og humoristisk. Tag bare linjerne:

“Blaspheming, booted, blue-jeaned, baby boy

Oh, how I made them turn their heads

The townie, brownie girls, the jumped for joy

And begge med bless them in their beds”

Med typisk barn- og ungdommelig selvovervurdering hyldes før-voksentiden og voksenlivet med dets fantasiløshed og pragmatisme udstilles indirekte.

 

 

Streaming er det nye sort – eller er det?

4. juli 2017

Man skal passe på med at spå om fremtiden. Ikke mindst, når det drejer sig om den teknologiske fremtid inden for musikverdenen. Da long playing vinylpladen for alvor fik vind i sejlene i 1960’erne, var der nogle, der hurtigt kaldte den romanens afløser (og at romanen derfor var død…) og singlepladens endeligt. Men sådan gik det jo ikke. Både romanen og singlepladen lever i bedste velgående. Og da CD’en kom frem i firserne, sagde mange farvel til vinylen. Jeg husker, at bl.a. Sting fra The Police tog afstand fra vinylpladen, fordi den – som olierelateret produkt – var skadelig for verdens gang. Og så videre.

Og så kom – for ikke så længe siden – streamingtjenesterne. Og man dømte såvel CD som vinyl ude. Men se, hvordan det gik? Ganske vist er CD-formatet faldet stort i salg, men vinylen har fået en renæssance. Og lige nu kan man læse, at selveste Sony, der var blandt de første til at nedlægge vinylproduktionen i slutfirserne, har besluttet at producere vinyler igen. Den nye fabrik kommer til at ligge i Tokyo.

Hvad kan man så lære af det? Jo, en gammel lære, nemlig at ethvert teknologisk fremskridt også indebærer (mindst) et tilbageskridt. Med den digitale lyd på CD’en forsvandt den fascinerende, “varme” analoge lyd med al dens redundans osv. Og med streamingtjenesterne forsvandt oplevelsen af at sidde med et kunstværk mellem hænderne. Det er altså ikke det samme, at komme gående med en stak albums under armen og så at lytte til musik på mobiltelefonen.

Det næste tilbageskridt bliver nok, at også CD’en får en opblomstring, fordi den kan noget, som ingen streamingtjeneste kan erstatte.

En gade i Hamburg

4. juli 2017

Woolwillstrasse 22 i Hamborg synes ikke af så meget, men den beskedne indgang er intet mindre end et rockhistorisk klenodie. Det var nemlig lige her John Lennon stod iført læderjakke og Elvisfrisure og lænede sig op af murværket på coveret til sit album Rock’n roll.

Mindre kendt er det måske, at fotoet blev taget af Jurgen Volmer i de tidlige Beatles-dage i Hamborg.

https://youtu.be/fFXaC_JH2tM

Og endnu mindre kendt er det, at de difuse skikkelser, der passerer forbi i forgrunden, er ingen ringere end George Harrison, Paul McCartney og Stu Sutcliff. Men det er der selvfølgelig nogle rockarkæologer, der har brugt tid og energi på at grave frem af erindringen.

https://www.youtube.com/watch?v=JnFVxppLthU

 

50: hitsingle – The Cowsills – The Rain, the park and other things

3. juli 2017

https://youtu.be/LsqlAGsPkY0

Vokalgruppen The Cowsills blev dannet i 1965 af medlemmer af familien Cowsill, og de ekscellerede i popmusik, der var inspireret af hippierne og den psykedeliske musik. Det høres tydeligt på hitsangen “The Rain, the park and other things”, der solgte tre millioner singler og nåede en andenplads derovre. En charmerende popsang på linje med The Flower Pot Men og lignende psykedeliske popgrupper.

Chaim Tannenbaum priser sit fædreland

3. juli 2017

Og hvem er så denne Chaim Tannenbaum, der så smukt besynger Amerika? Jo, han filosofiprofessor og musiker – og en del (ven) af den for nylig omtalte McGarrigle-Wainwright-Roche-klan fra Kanada. Så tæt og gammel en ven af McGarrigle-søstrene (fra tresserne, at han nærmest er blevet et familiemedlem). Han har også spillet sammen med Loudon Wainwright i dennes backinggruppe.

Jim Morrison i erindring

3. juli 2017

Vi markerer årsdagen for Jim Morrisons død i badekarret i Paris med en video, der angiveligt er den første med Morrison. En ung mand – før berømmelsen havde ramt ham.

Og modsat Jens, så holder jeg meget af “Roadhouse Blues” og de andre numre fra Doors’ Morrison Hotel-album. Det var her de blotlagde deres rødder.

Lou Reed – om familielivet

2. juli 2017

(how’s the family)
(how’s the family)

Mama, you tell me how’s the family
And papa, tell me how thing’s going by you
And little baby sister, I heard that you got married
And I heard that you had yourself a little baby girl, too
And here’s some uncles and some cousins I know vaguely
And would you believe my old dog chelsea’s here, too
And would you believe nobody in this family
Wanted to keep her
And now that dog’s more of a part of this family
Then I am, too
I don’t come home much anymore
No-no-no I don’t come home much anymore
Mama

And mama, I know how disappointed you are
And papa, I know that you feel the same way, too
And no-no-no-no-no I still haven’t got married
And no-no-no there’s no grandson planned here for you
And by the way, daddy tell me how’s the business
I understand that your stock she’s growing very high
No, daddy, you’re not a poor man anymore
And I hope you’ll realize that before you die
Because I don’t come home much anymore
No-no-no-no-no I don’t come home much no more
But daddy

And please-please-please-please-please
Come on let’s not start this business again
I know how much you resent the life that I have
But one more time, I don’t want the family business
Don’t want to inherit it upon the day that you die
Really, daddy should have given it to my sister
You know elisabeth, you know elisabeth
She has a better head for those things than I
She lives practically around the corner
That’s really the kind of child you could be proud of
But papa, I know that this visit’s a mistake
There’s nothing here we have in common, except our name
And families that live out in the suburbs
Often make each other cry
And I don’t think that I’ll come home much anymore
No-no, I don’t think I’ll come home much again
Mama
Papa
Families
Often make each other cry
No, I don’t think that I’ll come home much anymore
(how’s the families)

Erik Grip – 70

2. juli 2017

Visesangeren og folkemusikeren Erik Grip runder det skarpe 70’er-hjørne i dag. Siden midten af tresserne, hvor han optrådte i Folkeklubben og i Visevershus, har han været en af dem, der holdt fast i udgangspunktet – dansksproget vise- og folkkunst. Fra Frank Jæger til Grundtvig.
Målt i pladesalg var 1980’erne nok holdepunktet på karrieren med en række plader med et salg over 25000 eksemplarer. Men Grip er fortsat aktiv, har lige udsendt albummet Det var godt jeg traf dig. Og som han selv skriver om tiden fra 2014 i sin biografi: Stor solo aktivitet. En mand – En guitar. Sange og røverhistorier.

Velkommen i det grønne

Slip mig ind…

1. juli 2017

Mon ikke det er med en skjult hilsen til Sverigesdemokraterne, Dansk Folkeparti og lignende xenofobe partier, at Mikael Wiehe med sang og dans lader budskabet om europæisk åbenhed trænge igennem Youtube og andre sociale medier!?

Eric Andersen – renæssance

1. juli 2017

I begyndelsen af tresserne, hvor folk-renæssance-bølgen skyllede ind over Greenwich Village og videre ud over Amerika, var sangskriveren, sangeren og musikeren Eric Anderson en, man alvorligt satte på samme høje niveau som Bob Dylan. Men helt sådan kom det ikke til at gå. Anderson satsede på sangskriveriet og skrev sange til mange store, bl.a. Dylan, og gled lidt i baggrunden, da tresserne gik på hæld. Uden dog på noget tidspunkt at forsvinde helt – og fra halvfemserne og frem har han langsomt med sikkert fået en slags renæssance. Dels i kraft af samarbejdet med Jonas Fjeld og Rick Danko og dels i kraft af sine egne soloprojekter.

Neil Young & Promise of the Real fejrer Independence Day

1. juli 2017

Stand up for what you believe/
Resist the powers-that-be/
Preserve the land and save the seas/
For the children of destiny.

Mit navn er Jack

1. juli 2017

Op af erindringens grå havregrødsmasse dukkede Manfred Mann og deres gamle hit “My name is Jack” op. Den var jeg meget glad for dengang – og er det stadigvæk.

Robert ‘Go-Between’ Forster – 60 år

1. juli 2017