4. juli 2017 arkiv

Lys for enden af tunnellen

4. juli 2017

Når det hele ser lidt sort ud, så griber jeg til mine favoritter. Fx Loudon Wainwright og hans første sang på hans første album, “School Days”. En sang, der på en underfundig måde håner voksenlivet og hylder barn- og ungdommens tid. På en måde, der både er selvironisk, melankolsk, kritisk og humoristisk. Tag bare linjerne:

“Blaspheming, booted, blue-jeaned, baby boy

Oh, how I made them turn their heads

The townie, brownie girls, the jumped for joy

And begge med bless them in their beds”

Med typisk barn- og ungdommelig selvovervurdering hyldes før-voksentiden og voksenlivet med dets fantasiløshed og pragmatisme udstilles indirekte.

 

 

Streaming er det nye sort – eller er det?

4. juli 2017

Man skal passe på med at spå om fremtiden. Ikke mindst, når det drejer sig om den teknologiske fremtid inden for musikverdenen. Da long playing vinylpladen for alvor fik vind i sejlene i 1960’erne, var der nogle, der hurtigt kaldte den romanens afløser (og at romanen derfor var død…) og singlepladens endeligt. Men sådan gik det jo ikke. Både romanen og singlepladen lever i bedste velgående. Og da CD’en kom frem i firserne, sagde mange farvel til vinylen. Jeg husker, at bl.a. Sting fra The Police tog afstand fra vinylpladen, fordi den – som olierelateret produkt – var skadelig for verdens gang. Og så videre.

Og så kom – for ikke så længe siden – streamingtjenesterne. Og man dømte såvel CD som vinyl ude. Men se, hvordan det gik? Ganske vist er CD-formatet faldet stort i salg, men vinylen har fået en renæssance. Og lige nu kan man læse, at selveste Sony, der var blandt de første til at nedlægge vinylproduktionen i slutfirserne, har besluttet at producere vinyler igen. Den nye fabrik kommer til at ligge i Tokyo.

Hvad kan man så lære af det? Jo, en gammel lære, nemlig at ethvert teknologisk fremskridt også indebærer (mindst) et tilbageskridt. Med den digitale lyd på CD’en forsvandt den fascinerende, “varme” analoge lyd med al dens redundans osv. Og med streamingtjenesterne forsvandt oplevelsen af at sidde med et kunstværk mellem hænderne. Det er altså ikke det samme, at komme gående med en stak albums under armen og så at lytte til musik på mobiltelefonen.

Det næste tilbageskridt bliver nok, at også CD’en får en opblomstring, fordi den kan noget, som ingen streamingtjeneste kan erstatte.

En gade i Hamburg

4. juli 2017

Woolwillstrasse 22 i Hamborg synes ikke af så meget, men den beskedne indgang er intet mindre end et rockhistorisk klenodie. Det var nemlig lige her John Lennon stod iført læderjakke og Elvisfrisure og lænede sig op af murværket på coveret til sit album Rock’n roll.

Mindre kendt er det måske, at fotoet blev taget af Jurgen Volmer i de tidlige Beatles-dage i Hamborg.

Og endnu mindre kendt er det, at de difuse skikkelser, der passerer forbi i forgrunden, er ingen ringere end George Harrison, Paul McCartney og Stu Sutcliff. Men det er der selvfølgelig nogle rockarkæologer, der har brugt tid og energi på at grave frem af erindringen.